Det bliver mere og mere almindeligt at bo alene efter 50-årsalderen

Et stigende antal mennesker, der er skilt eller separeret, eller som ikke har noget familieansvar, bor nu alene. For mange er det en tilfredsstillende oplevelse. Andre lider imidlertid i stilhed på grund af den ensomhed, der følger med at bo alene.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Valeria Sabater.

Sidste ændring: 27 december, 2022

De personer, der tror, at når man når den midaldrende alder, når livet et punkt med harmonisk balance, hvor der næsten ikke er nogen op- og nedture, tager fejl. For selv på dette tidspunkt sker der ændringer, hvoraf nogle kan være ret pludselige. F.eks. skilsmisse, jobskifte og omformulering af mål. Mange vælger også at bo alene efter 50-årsalderen.

Vi kan naturligvis ikke sidestille den midaldrende alder med ungdomsårene. Men vi er vidne til interessante og slående fænomener. Faktisk har vi i et par årtier set, hvordan denne del af befolkningen udviser nye adfærdsmønstre. Det kan betyde, at vi bliver nødt til at omformulere nogle af vores eksisterende overbevisninger.

I flere årtier har psykologien inddelt de menneskelige udviklingsfaser på en ret specifik måde. Barndom, ungdomsår, ung voksenalder, midaldrende og alderdom var disse væsentlige cyklusser med deres egne karakteristika.

I dag synes der at være opstået en markant kløft omkring 50-årsalderen. Det er ikke længere et tidspunkt, hvor folk forbereder sig på pensionering, overgangsalderen eller oplevelser som f.eks. tom rede-syndromet.

Faktisk er der mange mennesker, der på dette tidspunkt bliver skilt og starter et nyt liv alene. De skaber også nye sociale netværk og faglige muligheder.

Det er ikke alle mennesker over 50 år, der har det godt med at være alene.

At bo alene efter 50-årsalderen: En mellemting mellem personlig tilfredsstillelse og uønsket ensomhed

Den person, der lever alene, især hvis vedkommende er 50, 60 eller 70 år gammel, bliver generelt betragtet med en vis tristhed og bekymring. Det antages nemlig, at de er socialt isolerede og uden stærke familiebånd. Dette er en stereotyp, der er dybt forankret i vores kulturelle fortællinger, men som dog ikke nødvendigvis altid er sand.

Det er faktisk blevet mere og mere almindeligt at bo alene efter 50-årsalderen, og nogle gange vælger man denne ensomhed frivilligt. I en nylig rapport fra Bowling Green State University i Ohio (USA) hævdes det, at andelen af voksne, der bor alene, stiger hvert år. Det er især tydeligt blandt dem, der er født efter 1960.

For årtier siden endte de, der blev skilt, separeret eller blev enke, med at bo sammen med en anden person. Nu er de mere tilbøjelige til at vælge at bo alene. Noget er ved at ændre sig i vores samfund, og det påvirker ikke alle på samme måde.

Der er dem, der lever deres singleliv på en fuldkommen og berigende måde, mens andre tynges af ensomhed og risikerer at glide ud i følelsesmæssig sårbarhed.

Alene, men med gode sociale forbindelser: Nøglen til velvære

Eric Klinenberg er sociolog og har behandlet emnet om singler og ensomhed i sin bog Going Solo: The Extraordinary Rise and Surprising Appeal of Living Alone (At gå solo: Den ekstraordinære stigning og overraskende appel af at leve alene).

I dette interessante værk bringer han vidnesbyrd fra snesevis af mennesker, der lever alene. Mange af dem, også i den høje alder, har et godt mentalt helbred og en berigende livsstil. Desuden er de dybt involveret i det sociale liv i deres byer.

At bo alene efter 50-årsalderen er et voksende fænomen i de vestlige lande. Denne del af befolkningen er ekstremt dynamisk, og de har brug for at have relationer til andre. De er aktive mennesker, som har omformuleret deres formål, mål og visioner for livet.

Nøglen til denne psykologiske blomstring er knyttet til deres sociale forbindelser. At være alene er ikke altid ensbetydende med isolation. I disse tilfælde har de kontakt med familiemedlemmer og fokuserer på deres venskaber.

Når det gør ondt at bo alene efter 50-årsalderen

At leve alene er en handling, som en stor del af vores samfund frit vælger. Når det er sagt, er der andre, som på grund af forskellige omstændigheder ser deres tomme hus som en trussel. De lider af angst, har tomrum i deres liv, som de ikke ved, hvordan de skal udfylde, og lider dagligt af talrige vanskeligheder. Dette er en realitet, som ikke bør negligeres eller tilsidesættes.

Forskning udført af Erasmus Universitetet i Rotterdam hævder, at der findes forskellige typer ensomhed, og at en af dem er klart skadelig for det fysiske og mentale velbefindende. De hævder, at det ikke er positivt at leve alene efter 50-årsalderen for dem, der ikke har nogen social støtte.

Der er dem, der efter en kompliceret skilsmisse eller separation stadig har en stor mængde uløste smerter. Desuden er der den økonomiske ulempe ved at bo alene og den risiko for udstødelse, som det indebærer for mange mennesker.

Venskaber har en afgørende værdi i alle livets faser.

Midaldrende: En befolkningsgruppe i konstant forandring

En person kan vælge at bo alene efter 50-årsalderen, men han eller hun vil ikke vælge at være afskåret fra sit sociale miljø. Som nævnt er den midaldrende alder ved at blive udvisket og give form til en ny fase. En, hvor den enkelte omformulerer mange områder af sin tilværelse og søger nye faglige, følelsesmæssige og vitale mål.

Midaldrende ses ikke længere som den periode, hvor man så frem til sin pensionering, mens man fik stillinger med større ansvar på sit arbejde. I dag er det almindeligt, at man skifter job og endda forlader et ægteskab.

Måske bør vi være mere opmærksomme på denne sektor af vores samfund, så vi kan tilbyde dem den støtte, de har brug for i forbindelse med disse forandringer.

Ikke alle håndterer disse udfordrende processer på samme måde. Det er rigtigt, at der kan åbne sig nye muligheder i horisonten, men der er også dem, der ser det som en trussel at være alene. Derfor skal vi være følsomme og give støtte og strategier til alle dem, der starter deres liv på ny i denne fase af livet.