Vittorio Guidano: Det selv, der oplever livet

Vittorio Guidano sagde, at det selv, der oplever livet, skabes ud fra tidlige erfaringer og barnets forhold til sine forældre.

Den italienske neuropsykiater Vittorio Guidano udviklede en terapeutisk tilgang, der var hentet fra to klare påvirkninger. Disse var Piagets evolutionære teori og Bowlbys tilknytningsteori. Guidanos terapi var af en postrationalistisk karakter. Han hævdede, at mennesket har to facetter: Et selv, der oplever kendsgerningerne, og et selv, der forsøger at forklare dem.

I denne dobbelte proces med eksperimentering og forklaring af kendsgerningerne hævdede Guidano, at individet opbygger sin viden, der består af dets identitet og selv.

Opbygningen af viden ifølge Guidano

For denne forfatter var tilegnelsen af viden påvirket af to aspekter:

• Den sociale kontekst, som vi vokser op i. Som mennesker er vores evne til social læring, sammenlignet med andre arter, ekstremt imponerende. I barndommen bruger vi f.eks. enormt meget tid på at observere, hvad andre gør, og deraf kan vi udlede mange af de regler, som vi vil blive styret af i fremtiden.
• Vi opbygger meningen med det, der sker omkring os, efter principperne om orden og sammenhæng. Vores vision af verden udgør en helhed, som vi har bygget op ved at sætte brikker sammen, der passer på deres kanter. Denne forening udgør en personlig milepæl, da formen af dens kanter er ladet med subjektivitet. Det drejer sig om et meget personligt arbejde, der er påvirket af den rækkefølge, i hvilken vi har udsat os selv for disse oplevelser, men også af deres tema.

Det selv, der oplever livet: Organisering af personlige betydninger

At give mening svarer til at bearbejde omgivelserne aktivt. Desuden er al viden selvrefererende. Vi tilegner os fakta fra vores historier. Derefter omdanner vi dem til nye elementer, som giver næring til vores historier. Derfor er vores identiteter i konstant udvikling, hvor nye dele opstår og andre visner.

Vi foretager faktisk nye fortolkninger af det, der sker med os, og indarbejder nye erfaringer. Vi genopbygger vores liv med hvert eneste minde.

Personal Meaning Organizations (PMO) er resultatet af denne genopbygning. De er integrationen af de psykologiske og følelsesmæssige processer, der er blevet skabt i løbet af den enkelte persons livshistorie. De er fleksible og ændrer sig konstant. Men de er også stabile, fordi de er integrerede og har en tidsmæssig kontinuitet.

Hvornår opstår psykologiske lidelser?

Psykologiske lidelser opstår, nårdet selv, der forsøger at forklare kendsgerningerne, ikke genkender det selv, der oplever dem. Vittorio Guidano identificerede fire typer af problematiske PMO’er:

• Depressive. De er kendetegnet ved at præsentere en negativ selvopfattelse og forventning om tab. Disse mennesker har en undvigende tilknytningsstil.
• Fobiske. De er kendetegnet ved at have en positiv selvopfattelse, men med en konstant opfattelse af fare. Disse personer har lært et tilknytningsmønster, der forhindrede udforskende adfærd.
• Tvangsmæssig. Individets syn på sig selv er ambivalent. De søger konstant efter vished, fordi deres tilknytningsmønster er blandet. Der er både undvigelse og tvang.
• Spiseforstyrrelse. Psykogene spiseforstyrrelser (grundlæggende anoreksi og bulimi). Den selvopfattelse, som disse personer præsenterer, er som regel tvetydig. I realiteten søger de konstant efter accept. Deres selvopfattelse reagerer på en modstridende tilknytningsstil, hvor udseende blev belønnet på bekostning af støtte til barnet.

Ingen af os har adgang til absolut vished. Derfor er det vigtigt at lære at håndtere fraværet af viden eller den tvivl, som den viden, vi har, skaber i os. På samme måde er det vigtigt for en terapeut at lære sine klienter at tolerere usikkerhed. Livet er nemlig ofte usikkert.

Moviola-teknikken af Guidano

Guidanos terapi søgte at få mennesker til at ændre sig gennem selvobservation. Dette opnås gennem Moviola-teknikken. Teknikken giver klienten mulighed for at rekonstruere en bestemt begivenhed i sit liv. Derefter husker de, som om det var en film, den rækkefølge af begivenheder, der udgjorde den.

Psykologen optræder som en filmklipper. De kan bevæge sig fremad, bagud eller zoome ind for at få et mere detaljeret billede af en bestemt scene og analysere den bedre. Målene med denne teknik er at:

• Genopbygge oplevelsen og give den næring med nye detaljer.
• Lave en analyse af de følelser, der blev oplevet. Også at analysere de vurderinger og fortolkninger, der var til stede, da disse følelser blev følt.

Således sætter klienten sig for første gang i skikkelse af den karakter, som han/hun plejede at være, for at genopleve scenen igen, men med opmærksomhed på de nye detaljer. Derefter gør de det igen. I dette tilfælde bliver de dog til en observatør, der forsøger at forstå, hvordan og hvorfor karakteren følte sådan.

Målet med terapien

Terapiens hovedmål er, at klienten udvikler mere fleksible måder at beskrive sig selv på. Desuden revurderer de de følelser, de har følt, sammen med deres tanker på det tidspunkt.

At gennemgå livet fra en ekstern observatørs position er som at se på en stor skov gennem en kikkert. Faktisk kan de danne nye fortolkninger, omorganisere deres oplevelser og tage afstand fra dem og aflede deres fokus fra eventuelle følelser, der kan skygge deres syn.