Virker tvangsterapi nogensinde?

Selv om tvangsterapi ikke virker, og psykologer advarer imod det, er der mange, der presser eller tvinger nogen til at gøre det.

Bedømt og godkendt af psykolog Sergio De Dios González.

Skrevet af Edith Sánchez

Sidste ændring: 08 februar, 2023

Det er sket for mange af os. En af dine nærmeste er i problemer og har tydeligvis brug for professionel hjælp. Men de modsætter sig at bede om den hjælp. Derfor tænker du måske, at tvangsterapi kunne være en god mulighed. Det er jo trods alt “for deres eget bedste”.

Når man først har besluttet at tvinge en person i terapi, bruges der som regel tricks, løgne og stærkt pres for at få vedkommende til at acceptere den påtvungne hjælp. I nogle tilfælde vil de måske modvilligt acceptere.

Når det er sagt, ender tvangsterapi næsten altid med opgivelse eller fiasko kort efter, at den er påbegyndt. I andre tilfælde starter den slet ikke, da personen ser den som en form for tvang.

Tvangsterapi pålægges ofte børn. Det er heller ikke ualmindeligt, at den ene partner tvinger den anden til det. I tilfælde, hvor en person lider af et misbrug, går vedkommende desuden ofte ikke i terapi af egen fri vilje. I alle tilfælde er resultatet som regel det samme: Fiasko.

Behovet for psykoterapi

I virkeligheden er vi normalt ikke alt for forsigtige, når vi udtaler os om andres mentale sundhed. For eksempel er hyppig gråd ikke nødvendigvis et tegn på depression. Nervøsitet er heller ikke altid ensbetydende med en angstlidelse. Selv hallucinationer kan være helt forklarlige og ikke forbundet med et psykisk problem.

Derfor bliver det nogle gange for hurtigt fastslået, at en person har brug for en psykolog eller en psykiater. For at være retfærdig skal det siges, at nogle mennesker ikke nødvendigvis er overdrevne eller overdriver situationen, men blot ser, at deres ven eller slægtning er nedsænket i en kompliceret situation, som de ikke kan slippe ud af.

Når de forsøger at hjælpe dem, finder de desuden ud af, at det er nytteløst. Derfor kommer de til den konklusion, at de har brug for mere specialiseret støtte.

Nogle gange blander personlige fordomme sig, når de fortolker en andens adfærd og det mulige behov for terapi. Man må dog aldrig glemme, at det er den berørte person, der skal opfordres til at finde en vej ud af sine problemer. Andre kan højst foreslå løsninger og vise dem deres potentielle fordele.

Når det er sagt, er der et særligt tilfælde, nemlig børns tilfælde. De er afhængige af deres forældres beslutninger. Desuden har forældrene en tendens til at tro, at de ved, hvad der er bedst for deres børn, og føler ikke behov for at rådføre sig med dem. Det er en fejltagelse. For mindreårige er det nemlig yderst vigtigt, at de er villige til at modtage hjælp. Derfor er tvangsterapi aldrig acceptabelt.

Hvorfor tvangsterapi ikke er hensigtsmæssigt

Kort sagt er tvangsterapi uhensigtsmæssig, fordi der er stor sandsynlighed for, at den vil mislykkes. De vigtigste grunde er følgende:

• Der kræves en indsats og involvering. I tvangsterapi føler den enkelte sig ikke involveret, da vedkommende ikke er der af egen fri vilje. Af samme grund vil de ikke gøre en stor indsats for at samarbejde med psykologen for at sikre, at terapien bliver vellykket.
• Det terapeutiske forhold. Hvis en person føler sig tvunget til at konsultere en psykolog, vil vedkommende sandsynligvis opleve følelser af afvisning over for fagpersonen. Det skyldes, at de ser dem som en integreret del af tvangen, selv om de ikke er det.
• Mangel på motivation. Det er indlysende, at der under disse forhold ikke er nogen motivation for at fremme og vedligeholde den terapeutiske proces. Og en demotiveret person kan ikke leve op til kravene i denne type behandling.

Ud over ovenstående er det ikke ualmindeligt, at en partner eller familie ender med at undgå deres egne vanskeligheder eller ansvar ved at fokusere al deres opmærksomhed på “den problematiske person”. Faktisk har de, der ønsker at tvinge en person til at gå i terapi, ofte brug for mere hjælp end personen selv.

Kort sagt resulterer tvang kun i en dårlig start på en proces, som kræver ærlig inddragelse af den person, der har et problem. Derfor er det tilrådeligt at foreslå dem terapi som en mulighed og udtrykke fordelene ved den, uden at tvinge dem til at vælge denne vej. Det er selvfølgelig medmindre du efter grundig refleksion konkluderer, at situationen virkelig er en nødsituation.