Når det, at være sig selv, betyder at skuffe familien
Nogle gange betyder det, at være sig selv, at skuffe familien. Nogle gange er det påkrævet for at være fri. For at styrke os selv som mennesker. Som individer, der fortjener lykke og at være skabere af vores egen uafhængighed. At stille spørgsmål ved eller skuffe familien og deres forventninger er et sundt skridt. Det fornyer os indefra og ud. Samtidig tvinger det vores kære til at tage en svær beslutning om at acceptere os, som vi er. Eller om at give slip på os.
Det er ikke let. I det første stadie af livscyklussen er der et øjeblik, hvor barnet vågner. Det bliver bevidst om den usammenhængende virkelighed, der eksisterer i de fleste familier. Barnet bemærker måske, at forældrene giver dem strenge ordrer, men ikke selv efterlever dem. Barnet føler sig også utilpas med forældrenes forventninger. De er så forskellige fra dem, de selv frit skaber, overvejer og føler.
“Der kan ikke være dyb skuffelse, når der ikke er dyb kærlighed”
Familiens forventninger er som små atomer, der støder ind i hinanden. De skaber et usynligt materiale, som ingen er bevidst om, men som kvæler dem. De stammer fra generationers styrke og værdisæt. De forbliver usagte og er uskrevne regelsæt, som udtrykkes mundtligt og gennem tone og non-verbalt sprog.
Uden at indse det formes vi af et sæt værdier og egenskaber. Vi internaliserer dem i tavshed og med stort besvær. Når vi indser, at vi ikke passer ind i puslespillet, forstår vi endelig, at vores “funktionelle” familie måske ikke er så funktionel alligevel. Der er for meget tavshed og for mange nedadvendte ansigter, der undgår at kigge på hinanden. Så beslutter man sig for at skabe forandring, at finde sin egen vej og risikere at skuffe sine kære.
Kompleksiteten af familiebånd
Da Lucas kom til verden, var hans mor 41 år gammel og hans far 46. Det var ikke et valg for hans forældre at få et barn. Det var resultatet af en lang og svær rejse. Før han blev født, gennemlevede hans mor fire aborter, og efter ham fik hun en til. Det var ikke hans skyld, men han blev den sidste overlevende, som skulle leve op til hele familiens forventninger. Han bar hele vægten af alle de håb, drømme og længsler.
Men Lucas var aldrig en klog elev. Han var hverken rolig eller lydig. Det værste blandt hans nederlag i skolen var, at han skulle leve med sine søskendes usynlige spøgelser. Selvom de aldrig var blevet født, holdt hans forældre dem altid i nærheden. “Jeg ved, at en af dem ville være blevet ingeniør som mig,” “Jeg ved, at en af dem ville have været mere stabil, mere ansvarlig...”
Udover hans forældres konstante idealisering af det, der kunne have været, så skulle Lucas også håndtere andre nedladende beskeder fra sine tanter, onkler og bedsteforældre. “Lyt til dine forældre, drop musikken og find et rigtigt job. Dine forældre har lidt så meget for din skyld, og det koster dig ingenting at gøre dem glade for en gangs skyld…”
Nu hvor han endelig har nået en alder, hvor kan tage sine egne beslutninger, vælger Lucas at rejse udenlands for at studere musik på konservatoriet. Han ved, han kommer til at skuffe familien. Han ved, det vil skabe lidelse. Men han kan ikke være en del af dette familieparadigme fyldt med spøgelser og umulige forventninger. Lucas har brug for at stå ved sig selv og blive forfatteren af sin egen fremtid.
At være sig selv betyder at skuffe familien, men det bliver vejen til opklaring
University of Utah har udført et meget interessant studie, der forklarede hvilke strategier, der ville være bedst til at hjælpe folk, der anser sig selv for at være det sorte får i sin kernefamilie. Det kan ikke overraske nogen, at situationen (udover den åbenlyse symbolisme i begrebet) er ekstremt kompleks. Den er så kompleks, at hovedparten af vores følelsesmæssige problemer stammer fra sammenstødet mellem de værdier, behov og meninger, som vi har i vores familier.
Blod gør os kun til slægtninge. Kærlighed gør os til familie.
At vide, hvordan man skal reagere og effektivt håndtere denne virkelighed, er essentielt for vores velvære. De tre konklusioner, som kom fra dette studie, kan fungere som en guide for dem, som gennemlever familieproblemer.
- Vi skal se os selv som “det modstandsdygtige sorte får.” Mennesker, som er i stand til at overkomme modgang for at kunne bevæge sig fremad uden at glemme alt, vi har oplevet og lært.
- At finde hjælp, støtte eller vejledning udenfor familien er essentielt for at kunne se ting fra et nyt perspektiv. For at kunne tro på os selv og have modet til at tage beslutninger.
- At være assertiv overfor vores familie er også vigtigt. At udtrykke vores behov, tanker og ønsker behøver ikke at være en trussel, hvis vi gør det med respekt, modenhed og overbevisning. Hvis nogen føler skuffelse, er det blot en hurtig og nødvendig måde at komme tættere på sandheden på.
Det sorte får i familien
På samme tid er det bedst ikke at tænke på os selv som “marginaliseret.” Mange “sorte får” føler sig ikke generet (på ydersiden) af at være det “forstyrrende” eller “udfordrende” element i kernefamilien. Men til trods for det så ender de nogle gange op med at være slave for det mærkat, som andre sætter på dem. (Som de også nogle gange selv har fundet støtte i). I denne sammenhæng er det sorte får måske uenig med alle familiens forventninger eller uskrevne regler. Selvom de egentlig ikke føler det på denne måde.
Lad os genoverveje denne subjektive værdi, vi har fået banket ind i hovedet i så lang tid. Vi skal forstå, at det at skuffe familien ikke altid har negative konsekvenser. Det er en nødvendighed for at styrke vores identiteter som selvstændige væsener med vores egne meninger.