Tre tilgange til studiet af personlighed

Personlighed er et af de aspekter af en person, som ingen kan definere på en standardiseret måde. Oplev her de forskellige tilgange til undersøgelsen af den.

Burhams sætning “alle ved, hvad personlighed er, men ingen kan udtrykke det med ord” beskriver et af de største problemer i studiet af denne psykologiske konstruktion. Faktisk vil vi, hvis vi leder efter en endelig videnskabelig forklaring på, hvad det er, opdage, at næsten alle forfattere har forskellige idéer.

Ikke desto mindre er vi i stand til at definere personlighed bredt som en konstruktion, der omfatter træk, som formidler menneskers adfærd.

Der er opstået forskellige metodologiske problemer i forbindelse med undersøgelsen af personlighed. De vigtigste har været oprettelsen af instrumenter, der kan måle den, og et klart fokus, som man kan tage udgangspunkt i.

I denne artikel vil vi tale om de forskellige tilgange eller modeller, der er blevet anvendt, når man har forsket på dette område. Disse er den internalistiske, situationistiske og interaktionistiske tilgang til studiet af personlighed.

Den internalistiske tilgang til studiet af personlighed

Denne teoretiske tilgang forstår personen som et aktivt væsen og en grundlæggende determinant for sin manifeste adfærd. Den undersøger individets personlige variabler. I denne model er det derfor vigtigt at kende de enkelte personers personlighedstræk.

Da det er en personalistisk model, kan vi udlede, at den også er stabil og konsistent. Det betyder, at personligheden ifølge teoretikerne bag denne tilgang vil blive opretholdt over tid og i forskellige situationer.

På denne måde kan vi, hvis vi kan isolere en persons træk, forudsige dens fremtidige adfærd. Ud fra denne tilgang er der opstået et væld af tests. De forsøger at måle personligheden eller dens træk. Et eksempel herpå er The Big Five.

I betragtning af de nuværende videnskabelige beviser betragtes denne model imidlertid ofte som forældet og urealistisk. Det skyldes, at vi nu er klar over, at folk ændrer deres adfærd afhængigt af deres kontekst.

For eksempel opfører man sig ikke på samme måde, når man er sammen med familien, som når man er på arbejde eller sammen med venner.

Desuden er det virkelig svært at forsøge at gruppere et individs personlighed i nogle få stabile faktorer, der forudsiger individets åbenlyse adfærd. Faktisk er der en tendens til, at data fra personlighedstests viser os personens selvopfattelse mere end personligheden.

Faktisk er personlighed alt for kompleks og kan ikke forenkles til blot personlige variabler. Derfor er vi nødt til at foretage grundige personlighedsundersøgelser for virkelig at forstå dybden i den.

Den situationistiske tilgang

I modsætning til den foregående tilgang forstår denne tilgang personen som et passivt subjekt, der reagerer på sin kontekst. Den mener nemlig, at situationsbestemte variabler påvirker en persons adfærd. I denne model er personens karaktertræk og kvaliteter ligegyldige. Den største betydning tillægges situationen.

Denne model er baseret på den antagelse, at al adfærd er indlært. Derfor skal de indlæringsprocesser, hvorved vi tilegner os nye måder at handle på, studeres. Herfra kommer stimulus-responstilgangen. Dette er meget typisk for behavioristiske paradigmer. For at udvikle den anvender forskerne en eksperimentel og meget positivistisk metode.

Den situationistiske tilgang er mere realistisk, når det drejer sig om at se personlighedens ustabilitet og specificitet. Den har dog en tendens til at falde i fælden med overdreven reduktionisme. Det betyder, at alle personlige variabler ikke tages med i betragtning.

Ikke desto mindre har en persons holdning naturligvis indflydelse på hans eller hendes adfærd. Hvis dette ikke var tilfældet, ville alle mennesker opføre sig på samme måde, når de stod over for den samme situation.

Den interaktionistiske tilgang til studiet af personlighed

I et forsøg på at forene de to tidligere tilgange og løse deres fejl blev den interaktionistiske personlighedsmodel udviklet. Ud fra dette paradigme forstår vi, at adfærd bestemmes af samspillet mellem subjektets personlige og situationsbestemte variabler.

Det antyder faktisk, at personligheden er et produkt af subjektets interaktion med konteksten.

Ud fra den interaktionistiske tilgang ses personen som et aktivt subjekt, der observerer og opbygger sin verden gennem sin egen opfattelse og måde at handle på. Det er nemlig samspillet mellem personlige variabler og den situation, som individet befinder sig i, der udløser den ene eller den anden adfærd. Der skal dog tages hensyn til to aspekter:

• Når vi taler om personlige variabler, henviser vi til den enkeltes kognitive faktorer.
• Når vi taler om situationen, henviser vi til den enkelte persons opfattelse af sin kontekst, ikke til de objektive karakteristika af den.

Derfor finder vi med den interaktionistiske model en model, der overvinder de to foregående modellers begrænsninger. Problemet med den interaktionistiske tilgang til studiet af personlighed er imidlertid, at den viser os en virkelighed, som er vanskelig at udforske og undersøge.

Det skyldes, at den fortæller os, at adfærd er et produkt af utilgængelige kognitive faktorer og konstruktionen af en uigennemtrængelig kontekst. Alligevel er det utvivlsomt en yderst interessant model for studiet af personlighed.