Terapi til børn: At løse det dysfunktionelle
Antallet af børn og unge i terapi er stigende. Forsøg på at forklare fænomenet og den dysfunktionalitet, som disse børn kæmper med, peger på sociale faktorer. Terapi til børn kan dog være en stor hjælp.
Familiedynamikker reflekterer til en vis grad de dynamikker i samfundet, som de eksisterer i. Derfor er det næppe overraskende, at børn i dag kæmper med at finde mening i en stadig mere kaotisk verden. Hvad er dermed de motiverende faktorer bag deres dysfunktionelle adfærd? Hvordan kan terapi hjælpe?
Lad os se nærmere på det.
Kaos på det familiære og sociale niveau
Børnehaver og folkeskoler oplever et stigende niveau af aggression og vold blandt børn, skønt man ikke kan tilskrive volden til skolemiljøet alene.
Vi bør imidlertid spørge os selv, hvorfor vi forventer, at skoler skal være frie for vold, når vold er en faktor i enhver anden social kontekst. Trafikulykker, korruption, overfald, røverier osv…. Selv fodboldbanen kan danne baggrund for vold.
Arbejdspladsen er ofte et ustabilt miljø, hvor korruption og krænkelser florerer. Dette har ført til en økonomi defineret af en stadig voksende kløft mellem rig og fattig, og en stor gruppe af vrede og frustrerede mennesker. Som om det ikke var nok, er fjernsynet fuld af fordummende tv-shows om diverse krige mellem stjerner og folk i underholdningsbranchen.
Hvis samfundet formodes at give parametre til børn om rigtigt og forkert, men alt, hvad de ser, er dumhed, korruption og vold, hvordan kan vi så forvente, at de får et sundt syn på verden?
Det øger problemer og konflikter i familier, når man befinder sig i en konstant krisetilstand. Dette forårsager igen en vis del neurose ind i ethvert familiemedlem. Dysfunktionalitet lægger ikke længere kun fælder ud. Den angriber.
Problemer i hjemmet
Familieenheder eksisterer ikke isoleret. De befinder sig en social kontekst og genskaber på godt og ondt den bredere kultur til en vis grad.
Nutidens familiemiljø er identisk med det sociale. Folk kæmper med at holde trit med den alt for krævende arbejdsbyrde og frygter, at de vil blive erstattet, hvis de fejler.
I hjemmet er der mange par, som nærmest ikke taler sammen. De tager sig af hverdagens logistik og børneopdragelse. Diskussioner drejer sig om regninger og skemaer, men der mangler dybere og mere personlige spørgsmål og refleksioner.
Man ønsker ikke at forstyrre den skrøbelige balance i sin eksistens, fordi man er bange for det kaos, som kan komme med skilsmisse. Denne livsstil skaber en slags hjælpeløshed, som manifesterer sig selv i usunde besvarelser, som vokser sig til noget kæmpestort og destruktivt.
Dette klima af konstante spændinger, sammenholdt med stigende aggressioner, skaber grund for et miljø, som afføder vrede, lavt selvværd, konflikter og hjælpeløshed hos ethvert medlem af en familie.
Terapi til børn og symptomer på dysfunktionalitet
Børn bliver fangede i disse adfærdsmønstre, og forældre bliver mindre tolerante. Et krævende miljø med meget lidt plads til beklagelse eller følelsesmæssige udtryk fører til voldelige situationer. Dette ægteskabelige spændingsklima stikker dog endnu dybere. Når forældre konstant skændes, begynder de at involvere deres børn i en ond cirkel af konflikter.
Hvert barn bliver en del af stridighederne og tager som regel den ene af forældrenes parti. Hvis barnet tager faderens parti, vil det blive frustreret over hvad som helst, som moderen gør overfor faderen.
På samme tid vil det have dårlig samvittighed over at tænke dårligt om moderen og omvendt. Denne spiral af skyld og vrede opretholder et spændingsfyldt og stressende miljø i familien.
Problemer i skolen
Her genskaber børnene den usunde kommunikationsstil, som de har lært derhjemme, men udtrykker på samme tid indestængte følelser såsom stress og angst. Det er nok at kopiere den voldelige adfærd, som de har lært hjemmefra, et par enkelte gange for at blive stemplet som “bølle”.
Lige så snart dette sker, vil de højst sandsynligt udvikle en eller anden form for indlæringsvanskelighed. Det ene fører til det andet, og de bliver ofre for øgenavne og mobning fra klassekammeraterne. Dette får dem til at føle sig udenfor og alene, hvilket fører til en mere aggressiv og voldelig adfærd, som igen forstærker dette stempel.
Imens får forældrene beskeder fra skolen om deres børns dårlige opførsel og karakterer. De fokuserer al deres energi på barnet og forsøger sig med forskellige pisk-og-gulerod metoder for at få dem til at ændre deres adfærd. Denne strategi er dog som oftest ikke effektiv.
Nu er barnet ikke kun problematisk i skolen, men også derhjemme. Der er imidlertid noget vigtigt at lære her. Børnene har formået at få afløb for nogle følelser og har fået deres forældres opmærksomhed.
Dette er også en distraktion fra diskussioner, der kan føre til skilsmisse. Denne udmattende cyklus gentages igen og igen. Hvis ikke den stoppes, fører den til desperation, kaos og endda psykiske lidelser.
Terapi til børn kan hjælpe med at løsne op for det dysfunktionelle
I dag er det meget mere socialt acceptabelt at gå i terapi, end det var engang. De fleste mennesker forbinder det ikke længere med at være “skør”. Derimod ses det som regel som en sund måde til at håndtere psykiske problemer og øge trivslen. Dermed har forældre i dag mulighed for at tage deres børn i terapi for at hjælpe med at løsne op for alt det dysfunktionelle.
Nogle terapeuter foretrækker at tale med forældrene først og derefter have individuelle samtaler med barnet. I 4-5 års alderen bruger man ofte legeterapi med klienterne som en måde at identificere og afkode tegnene på konflikt.
De symptomer, som børnene udviser, kan være udtryk for forældrenes problemer i parforholdet, skilsmisse, splittede familier osv. Det er terapeutens arbejde at kunne læse, hvilken besked dette er et symptom på. Familieterapi er ofte en god ting. Det hjælper terapeuten til at forstå familiedynamikken, og hvorfor barnet reagerer, som det gør.
Lige meget hvilken strategi terapeuten bruger, bør det give barnet eller teenageren de værktøjer eller ressourcer, som de har har brug for til at løse denne dysfunktionelle process.
Terapeuten skal også informere forældrene om, hvad der sker, og tage ansvar for deres del af roden til problemet. Hvis de bliver ved med at placere al skylden på barnet, vil de intet løse, og den onde cirkel vil fortsætte.
Afslutningsvis bør terapi til børn være et sted for refleksion og læring. Det er også en måde at organisere og rette destabiliserende faktorer for den enkeltes velbefindende. Det er fantastisk at se, når et barn med stress, angst og usikkerhed, endelig smiler.