Psykosocial udvikling: Faserne udviklet af Erikson

juli 18, 2019
I anden halvdel af det 20. århundrede udviklede Erik Erikson en af de mest populære og indflydelsesrige udviklingsmæssige teorier: Teorien om den psykosociale udvikling. 

Eriksons faser af psykosocial udvikling hentyder til en omfattende psykoanalytisk teori, der identificerer en række faser, som et sundt individ skal opleve igennem livet. Hver fase er præget af en psykosocial krise af to modstridende styrker.

Erik Erikson troede ligesom Sigmund Freud, at personligheden udviklede sig i en række faser. Den fundamentale forskel mellem dem er, at Freud baserede sin teori på en række af psykoseksuelle faser. Erikson fokuserede derimod på den psykosociale udvikling. Han var interesseret i, hvordan interaktion og sociale relationer spillede en rolle i vækst og udvikling.

“En mands konflikter repræsenterer, hvad han ‘virkelig’ er.”
-Erik Erikson-

Faser af psykosocial udvikling

Hver af de otte faser, som Erikson beskrev i sin teori, trækker på de foregående trin og baner vej til de følgende faser.

Erik Erikson udviklede en spændende teori

Erikson foreslog, at folk oplevede en konflikt, der fungerede som et vendepunkt i deres udvikling, som et stimulus for evolution, i hver fase. Disse konflikter har til formål at udvikle (eller ikke at udvikle) en bestemt psykologisk kvalitet. Under hver fase er potentialet for personlig vækst højt, men risikoen for at fejle er også høj.

Så hvis man med succes overkommer en konflikt, vil man passere den fase med en nyfundet psykologisk styrke, der vil gavne en resten af livet. Men hvis man ikke overkommer de konflikter effektivt, vil man muligvis ikke udvikle de kompetencer, man har brug for til at udmærke sig i de efterfølgende faser.

Erikson hævdede også, at en følelse af kompetence motiverede adfærdsmønstre og handlinger. Således refererer hver fase af hans teori til at blive kompetent i et område af livet. Hvis man håndterer fasen godt, vil man opnå en følelse af beherskelse. Men hvis man håndterer fasen dårligt, vil man stå tilbage med en følelse af utilstrækkelighed i den del af udviklingen.

Fase 1: Tillid vs. mistillid (0-18 måneder)

I den første udviklingsfase lærer børn at stole – eller ikke at stole – på andre. Tillid har meget at gøre med tilknytning, relation og i hvilket omfang, at barnet forventer, at andre skal imødekomme dets behov. Da en baby er helt afhængig af andre, er udviklingen af tillid baseret på pålidelighed og kvaliteten af barnets forældre – især moren.

Hvis forældrene udsætter deres barn for et kærligt forhold, der prioriterer tillid, er det sandsynligt, at barnet også vil adoptere dette, inden det kommer ud i den store verden.

Hvis forældrene ikke skaber trygge rammer og ikke imødekommer barnets basale behov, vil barnet muligvis lære ikke at forvente noget af andre. Udviklingen af mistillid kan føre til frustration, mistænksomhed eller ufølsomhed. 

Fase 2: Autonomi vs. skam/tvivl (18 måneder-3 år)

I anden fase får børn en vis grad af kontrol over deres krop, hvilket til gengæld øger deres autonomi. Når de gennemfører opgaver på egen hånd, opnår de en form for selvstændighed. Hvis man lader børn træffe beslutninger og opnå kontrol, kan forældre og værger hjælpe børn med at udvikle en form for autonomi.

Børn, der gennemfører denne fase med succes, har som regel et sundt selvværd, mens dem, som ikke gør, som regel føler sig ustabile. Erikson mente, at hvis man skabte en balance mellem autonomi, skam og tvivl, ville det føre til fri vilje.

Fase 3: Initiativ vs. skyldfølelse (3-5 år)

I Eriksons tredje foreslåede fase begynder børn at styrke deres magt og kontrol over verden gennem leg. Dette er en uvurderlig ramme for sociale interaktioner. Når de opnår en ideel balance af individuelt initiativ og viljen til at samarbejde med andre, udvikler de en følelse af formål.

Børn, der har succes i denne fase, føler sig selvsikre og har tillid til at lede andre. Dem, som ikke opnår disse kvaliteter, føler sandsynligvis en skyldfølelse, har tvivl og mangler initiativ.

Skyldfølelse er godt i den forstand, at det viser børnenes evne til at anerkende, når de har gjort noget galt. Ikke desto mindre kan overdreven eller ufortjent skyld føre til, at børn afviser udfordringer. Det sker, fordi de ikke føler sig i stand til at håndtere dem. Følelsen af skyld kan ofte føre til frygt.

Dreng sidder på en trappe og er ked af det

Fase 4: Industri vs. underlegenhed (5-13 år)

I denne fase begynder børn at udføre mere komplicerede opgaver. Ydermere når deres hjerne et højt modenhedsniveau, hvilket giver dem mulighed for at administrere abstrakte emner. De kan også genkende deres egne samt deres kammeraters evner.

Faktisk er der nogle børn, der insisterer på at få mere udfordrende og krævende opgaver. Når de fuldfører de opgaver, håber de på at få anerkendelse.

At finde balance i denne fase får børn til at udvikle en følelse af selvsikkerhed i deres evner til at administrere de opgaver, de får givet. Det er også vigtigt, at de begynder at måle de udfordringer, de realistisk kan håndtere, og dem, som de ikke kan.

Hvis børnene ikke klarer sig lige så godt, som de havde ønsket, kan de udvikle en følelse af underlegenhed. Hvis denne følelse ikke behandles tilstrækkeligt, og hvis barnet ikke modtager hjælp til at kontrollere sine følelser, kan han eller hun ende med at afvise enhver opgave, der er for vanskelig, fordi han/hun frygter, at man vil opleve den følelse igen.

Derfor er det vigtigt at overveje barnets indsats, når man evaluerer en opgave, og derved separere den fra det endelige resultat.

Fase 5: Identitet vs. rolleforvirring (13-21 år)

I den femte fase bliver børn teenagere. De finder deres seksuelle identitet. De begynder at designe et billede af den person, de gerne vil være i fremtiden. Mens de vokser, forsøger de at finde deres formål og rolle i samfundet. Samtidig støber de deres unikke identitet.

I denne fase skelner unger mennesker også mellem, hvilke aktiviteter der er passende for deres aldersgruppe, og hvilke aktiviteter der anses for at være “barnlige”. De skal finde et kompromis mellem, hvad de forventer af sig selv, og hvad andre forventer af dem. Ifølge Erikson lægger man et fundament for voksenalderen, når man gennemfører denne fase.

Fase 6 i psykosocial udvikling: Intimitet vs. isolation (21-39 år)

I denne fase af psykosocial udvikling bliver teenagere unge voksne. Forvirringen omkring identitet og rolle er nu afsluttet. I denne fase er det normalt stadig en prioritet for unge voksne at gøre andre glade for at “passe ind”. Men dette er også fasen, hvor de begynder at sætte deres egne grænser: Det er ikke alt, man vil ofre for at gøre andre glade.

Det er sandt, at dette også sker i teenagealderen, men betydningen er anderledes. De begynder nu at have mere initiativ og blive aktive.

Når man har etableret sin identitet, er man klar til at binde sig til andre mennesker på længere sigt. De unge voksne bliver i stand til at forme intime og gensidige forhold. De er villige til at ofre de ting, som de forhold kræver. Hvis en person ikke kan danne intime forhold, vil han eller hun muligvis begynde at føle en form for uønsket isolation.

Hvis man ikke finder en partner i denne fase, kan man føle sig isoleret eller ensom. Isolation kan skabe usikkerheder og en følelse af underlegenhed af frygt for, hvad andre måske vil tænke. Man tror måske, at man ikke er god nok til andre mennesker, og det kan føre til selvdestruktive tendenser.

Fase 7: Generativitet vs. stagnation (40-65 år)

I voksenalderen fortsætter folk med at opbygge deres liv og fokusere på deres karrierer og familier. Generativitet refererer til det at tage sig af mennesker uden for sin tætte cirkel af familie og venner.

Når folk begynder at træde ind i den midaldrende fase, strækker deres syn sig fra deres direkte miljø, hvilket inkluderer dem selv og deres familie, til et bredere og mere komplet billede, der inkluderer samfundets og deres arv.

I denne fase anerkender folk, at livet ikke kun handler om dem. Gennem deres handlinger håber de, at de kan bidrage til dét, der vil blive en del af deres arv. Når man opnår dette mål, føler man succes. Men hvis man ikke føler, at man har bidraget med noget, kan man føle, at man ikke har gjort noget, eller er forberedt på at gøre noget, der har betydning.

Smilende kvinde gennemgår psykosocial udvikling

Fase 8: Egointegritet vs. fortvivlelse (65+)

I denne sidste fase af psykosocial udvikling kan man vælge mellem integritet eller fortvivlelse. Vi ser måske alderdom som en ophobning af tab, der kræver kompensation. Der kan også være en følelse af, at mere tid er gået, end den tid der er tilbage.

Hvis man ser fortiden på denne måde, kan det skabe fortvivlelse og nostalgi. Men man kan også sidde med en følelse af, at alt, vi har delt og opnået, har været det værd. Én af de to synspunkter indikerer, hvad en person forventer af nutiden og af fremtiden.

Personer, der har en komplet vision af deres liv, har ikke problemer med at acceptere deres egen fortid. De bekræfter deres eksistens og anerkender dens betydning – ikke bare for dem selv, men også for andre.

Sidste tanker omkring psykosocial udvikling

En af styrkerne ved den psykosociale teori er, at den giver en bred ramme, som vi kan bruge til at se udviklingen i løbet af livet. Den lader os også understrege menneskers sociale natur og den indflydelse, som sociale forhold har på vores udvikling.

Man kan stille spørgsmålstegn ved Eriksons teori om psykosocial udvikling, og om faserne skal betragtes som sekventielle, og om de kun sker inden for de angivne aldersgrupper. Der er debat om, hvorvidt folk kun forsøger at definere deres identitet i løbet af deres teenageår, eller om en fase ikke kan begynde, før en anden fase er helt afsluttet.

En vigtig svaghed ved Eriksons faser af psykosocial udvikling er, at de ikke beskriver de præcise handlinger, der er nødvendige, når man skal løse konflikter. I den forstand detaljerer teorien ikke helt præcist, hvad for en type oplevelser der er nødvendige for at gå videre til den næste fase.

  • Erikson, Erik (2000). El ciclo vital completado. Barcelona: Ediciones Paidós Ibérica.
  • Erikson, Erik (1983). Infancia y sociedad. Buenos Aires: Horme-Paidós.
  • Erikson, Erik (1972). Sociedad y Adolescencia. Buenos Aires: Editorial Paidós.
  • Erikson, Erik (1968, 1974). Identidad, Juventud y Crisis. Buenos Aires: Editorial Paidós.