Posttraumatisk stressforstyrrelse hos kræftpatienter

Posttraumatisk stressforstyrrelse hos kræftpatienter kan hindre deres helbredelse fra sygdommen og forværre deres lidelser.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Elena Sanz.

Sidste ændring: 16 marts, 2023

Generelt forbinder vi posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD) med visse oplevelser, såsom overfald, ulykker eller misbrug. Men det kan også udløse den samme proces at få en diagnose af en sygdom. Faktisk er posttraumatisk stressforstyrrelse hos kræftpatienter en veldokumenteret realitet, som der nu er flere oplysninger om.

Oplevelsen af denne sygdom fører ikke altid til PTSD. Der er specifikke individuelle og kontekstuelle risikofaktorer. Alligevel anslås det, at mellem 5 og 35 procent af kræftpatienterne ender med at udvikle PTSD. Dette indebærer et behov for at foretage passende psykologisk opfølgning og anvende interventioner for at reducere symptomerne på lidelsen.

Forholdet mellem PTSD og kræft

Posttraumatisk stresforstyrrelse er en lidelse, der udløses, når en person opfatter en ekstremt alvorlig trussel, der bringer vedkommendes overlevelse i fare.

Når hændelsen er pludselig og uventet og genererer en stærk følelsesmæssig påvirkning, som er umulig at håndtere og opleves med følelser af rædsel og håbløshed, taler man om traumer. Når det drejer sig om kræft, er der flere elementer, der bidrager til, at oplevelsen tager denne form.

F.eks. tidspunktet for diagnosen, forskellige undersøgelser og behandlinger, ugunstige resultater, hospitalsophold osv. Alle disse begivenheder er potentielle stressorer.

Desuden er der blevet identificeret visse faktorer, der øger risikoen for at udløse PTSD. For eksempel kræftsygdommens sværhedsgrad, tilstedeværelsen af smerter, bivirkningerne af behandlingen, eventuelle tidligere traumer og utilstrækkelig social støtte.

I alle tilfælde er det naturligt for patienten med kræft (eller som har overlevet den) at lide af angst, frygt og en stor byrde af usikkerhed, især hvis diagnosen er ny. Men når dette ubehag er virkelig alvorligt, i væsentlig grad forstyrrer deres daglige funktion og ikke aftager med tiden, kan der være tale om en samtidig psykisk diagnose, som der skal tages hånd om.

Symptomer og manifestationer af posttraumatisk stressforstyrrelse hos kræftpatienter

Symptomerne på posttraumatisk stressforstyrrelse hos kræftpatienter ligner dem, der opstår efter andre typer af traumatiske oplevelser. F.eks:

• Konstant bekymring.
• Frygt for en tilbagevenden af sygdommen.
• Mareridt og flashbacks om sygdommen eller behandlingerne.
• Frygt for fremtiden og skræmmende påtrængende tanker.
• Irritabilitet, uro, søvnløshed og træthed.
• Undvigende adfærd i forbindelse med de begivenheder, mennesker eller steder, der minder dem om sygdommen. Også relaterede følelser og tanker.
• Følelser af skyldfølelse, håbløshed, skam og vrede.
• Følelsesmæssig følelsesløshed eller vanskeligheder med at føle følelser.

Alle disse symptomer skaber ikke kun et stort følelsesmæssigt ubehag hos patienten, men forstyrrer også deres daglige funktion. Dette kan blive særligt farligt, når der er en tendens til ikke at komme til lægeaftaler, ikke at gennemgå relevante undersøgelser eller følge ordinerede behandlinger. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på en eventuel forekomst af lidelsen og gribe ind på passende vis.

Neurobiologiske korrelater

Posttraumatisk stressforstyrrelse hos kræftpatienter er ikke kun blevet identificeret ud fra patienternes vidneudsagn og manifestationer. Faktisk er den også blevet opdaget på baggrund af anatomiske og funktionelle ændringer i hjernen. Nogle undersøgelser har nemlig verificeret, at ændringen i de neurobiologiske systemer, der er involveret i PTSD, også forekommer i tilfælde af kræft.

Mere specifikt finder følgende processer sted:

• Aktiviteten i amygdala intensiveres. Dette skaber en forværret reaktion på frygt og på stimuli, som patienten opfatter som truende.
• Den nedsætter den præfrontale cortex’ modtagelighed. Dette forhindrer den funktionelle hæmning af amygdala.
• Der er en ændring i hippocampus’ volumen og funktion. Det fører til underskud i eksplicit hukommelse.
• Der er hyperaktivitet i insula. Dette får patienten til at genopleve traumet og opleve påtrængende tanker og undgåelsesadfærd.
• Broca’s område er deaktiveret. Dette skaber vanskeligheder med kognitiv strukturering. Det betyder, at patienterne har svært ved at beskrive og verbalisere deres traumatiske oplevelser.

Det er blevet observeret, at påtrængende symptomer er dem, der er mest tydelige hos kræftpatienter med PTSD. Faktisk udgør de i disse tilfælde kernen i lidelsen. Desuden er det på grund af vanskelighederne med verbalisering at foretrække at vælge multimodale interventioner og ikke kun samtalemæssige interventioner for at behandle traumet.

Opsporing og behandling af posttraumatisk stressforstyrrelse hos kræftpatienter

Alt det ovenstående tyder på, at posttraumatisk stressforstyrrelse i forbindelse med kræft er relativt almindelig. Derfor er det vigtigt, at den opdages og interventioner anvendes så hurtigt som muligt. Hvis det ikke behandles, kan det nemlig føre til, at patienten ikke accepterer sygdommen fuldt ud, ikke får den rette behandling eller også lider af depressive eller angstlidelser.

Det skal tages i betragtning, at PTSD kan opstå på et hvilket som helst tidspunkt under sygdommen eller endda efter helbredelsen. Desuden kan det også påvirke plejere og pårørende (især i tilfælde af kræft hos børn). Derfor er det nødvendigt med opfølgning.

Når tilstedeværelsen af kræftrelateret PTSD er opdaget, er det muligt at gribe ind på forskellige måder. Medicinering kan være nødvendig i alvorlige tilfælde, og støttegrupper er vigtige. De tilbyder sikre rum, hvor patienterne kan udtrykke og dele deres følelser og erfaringer.

Den mest nyttige behandling er psykoterapi baseret på EMDR eller kognitiv adfærdsterapi. Disse procedurer kan hjælpe patienten med at bearbejde traumet korrekt, reducere PTSD-symptomer og lære dem at håndtere stress og udløsende faktorer. Det betyder, at de vil være i stand til at fortsætte deres behandling og begynde at håndtere sygdommen på passende vis.