Fem ordsprog af Miguel de Unamuno

23 januar, 2020
Miguel de Unamuno er en sand referencefigur. I hans tænkning, finder vi en refleksion over den tid, han levede i.

Værkerne af Miguel de Unamuno er karakteriseret ved adskillige bekymringer, vi ser blive udtrykt i mange af hans skrifter. I denne artikel, vil vi fokusere på fem af de mest interessante ordsprog.

Miguel de Unamuno var en spansk forfatter og filosof, der tilhørte den såkaldte 98’er generation. I hans arbejde, kan man se, hvordan han omfavnede alle de litterære genrer, der eksisterer: Noveller, essays, digte og teater.

Det mest karakteristiske aspekt ved denne forfatter er dog det altoverskyggende tema, der er synligt gennem alt hans arbejde: Eksistentialisme. 

Af denne årsag, har vi samlet nogle af Miguel de Unamunos ordsprog, der særligt reflekterer mange af de filosofiske bekymringer, vi ser i hans værker.

Før vi taler om dem, er det dog en god idé at nævne, at den eksistentialisme, der var tilstede i Unamunos liv, var et resultat af de oplevelser, som 98’er generationen oplevede. De politiske, sociale, økonomiske og moralske kriser på denne tid, var deres kilde til inspiration.

Som resultat heraf, er kvalerne fra denne tid reflekteret i disse forfatteres værker. Uden yderligere ståhej, vil vi nu kigge på nogle af Miguel de Unamunos mest interessante ordsprog.

åben bog

Ordsprog af  Miguel de Unamuno

1. Kærlighed får os til at tro

“Kærlighed får os til at tro på gud, i hvem vi håber og i hvem vi har håbet om fremtidigt liv; denne kærlighed får os til at tro på det, som håbets drømme skaber i os.”

Referencer til gud er fremtrædende i Unamunos arbejde. Artiklen, “The Desire for God in the Work of Miguel de Unamuno” siger, at Unamuno søgte “En personlig gud, der garanterer udødelighed og udholdenhed […] og giver mening til hans eksistens”.

Med dette ordsprog, bringer Unamuno os dog tættere på et paradoks, som han selv fandt sig i. På den ene side, har vi håbet, der er så nødvendigt og så menneskeligt. På den anden side, har vi den pine, som dette håb producerer, og det, han kalder “dagdrømmeri” eller en “drøm”. 

Denne modstridenhed reflekteres også i den undersøgelse, der er blevet udført omkring denne forfatter. Forskerne er stadig ikke enige om, hvorvidt han var ateist, agnostisk eller en religiøs person.

2. Miguel de Unamuno: Fordelene ved at læse

“Jo mindre vi læser, des mere skadeligt bliver det, vi læser.”

Det andet ordsprog af Miguel de Unamuno refererer til en fritidsbeskæftigelse, der er blevet praktiseret mindre og mindre disse dage: Læsning. 

På trods af dets vigtighed, som artiklen “The Importance and Impact of Reading, Writing, and Critical Thinking in Higher Education” viser, vidste Unamuno, selv på hans tid, hvor sårbare folk, der ikke læste, blev.

Hvis en person ikke læser nogenlunde hyppigt, så er vedkommende mere tilbøjelig til at stoppe med at være kritisk for at undgå at tro på alt, der ender i hans eller hendes hænder. Meget af det, der bliver skrevet, forsøger at overtale eller overbevise os. Læsning er en måde til at undgå at blive manipuleret gennem ord.

3. Videnskab lærer os at stille spørgsmål

“Sand videnskab lærer os, først og fremmest, at tvivle og være ignorante.”

Det tredje ordsprog er tæt relateret til det tidligere. På samme måde, som en mangel på læsning kan få alt, der ender i vores hænder, til at virke sandt, så lærer videnskaben os noget essentielt: Kunsten af at stille spørgsmål og tvivle. 

Når vi stiller spørgsmål eller har tvivl, hjælper det os med at finde de rigtige svar, og det fører os til større viden. Det er meget vigtigt i forskningsverden. Hvis vi føler os uvidende, så inspirerer det os til at fortsætte med at lære og gøre opdagelser.

Faktisk, kommer et ordsprog fra en velkendt filosof, Sokrates, muligvis frem i tankerne: “Alt, jeg ved, er, at jeg ikke ved noget”. 

4. Den eneste fordel ved ikke at være glad

“En af fordelene ved ikke at være glad er, at du kan ønske glæde”.

Af alle de forskellige refleksioner i Unamunos sind, var idéen om at være glad en fremherskende en. Det er en søgen, vi alle kan identificere os med. Det virker dog til at være et uopnåeligt mål, da det ikke ser ud til, at vi er i stand til at opnå fuldstændig glæde.

Dette ordsprog af Miguel de Unamuno hentyder til den eneste fordel ved ikke at være glad, hvilket er ønsket, muligvis håbet (som vi så i den første af hans ordsprog), omkring, at det ikke vil forblive på den måde. Det er dog en længsel, der aldrig ser ud til at blive til virkelighed.

kvinde, der holder en sommerfugl

5. Miguel de Unamuno: Det er trist ikke at føle sig elsket

“Det er en trist ting ikke at føle sig elsket, men det er meget mere trist ikke at være i stand til at elske”.

Vores sidste ordsprog af Miguel de Unamuno gør det muligt for os at reflektere over kærlighed. Mange folk søger at føle sig elsket, når de ikke elsker sig selv. At dyrke vores selvværd kan hjælpe os med at føle os elsket. Og, ved at gøre dette, kan vi opnå den glæde, som vi længes efter at opnå.

Religion, kærlighed, glæde og tvivl er emner, som denne forfatter taler mest om i hans værker. Det er ordsprog, der inviterer os til at reflektere. Langt fra at virke underlige for os, kan de faktisk føre os mod den introspektion, som Unamuno hyppigt brugte til at nedsænke sig selv i.

Miguel de Unamuno er en sand referencefigur. I hans tænkning, finder vi en refleksion over den tid, han levede i, og vi har set dette i hans ordsprog i dag.

Desuden, som vi har set, bryder disse ordsprog med den temporale allestedsnærværelse i hans liv og er projiceret ind i historie, selv i nutidens historie, hvor de giver genlyd med klarhed.

  • García Peña, Ignacio. (2017). El carácter de Augusto Pérez a través de niebla. Alpha (Osorno), (44), 175-196. https://dx.doi.org/10.4067/S0718-22012017000100175
  • Maroco Santos, Emanuel José. (2018). Unamuno y la fe religiosa. Eidos, (28), 255-280. Retrieved September 10, 2019, from http://www.scielo.org.co/scielo.php?script=sci_arttext&pid=S1692-88572018000100255&lng=en&tlng=es.
  • Posada Gómez, Edward Andrés. (2013). Una fe desesperada: La antropología religiosa de Miguel de Unamuno. Veritas, (29), 97-117. https://dx.doi.org/10.4067/S0718-92732013000200005