Fængselsundervisning: Alt, du bør vide

juni 21, 2019
Fængselsundervisning er ikke blot en stor udfordring. Det er en borgerrettighed og resultatet af et deontologisk princip. Det er til for at sørge for, at hver fange udvikler deres autonomi selvom, at de sidder fængslet.

Der er en debat om, hvorvidt uddannelse i lukkede miljøer såsom fængsler er effektivt. Er det en slags utopi? Dette vil nogle mene. Vil de ‘studerende’ se deres resultater? Mens der er masser af meninger om fængselsundervisning, kan en gren af ​​social uddannelse, der kaldes social fængselsuddannelse, kaste et nyt lys over disse spørgsmål.

Folk diskuterer, hvorvidt du virkelig kan uddanne en person, der er fængslet. Hvis du foreslår uddannelsesmæssige eller befriende sociouddannende praksis i en lukket, straffende og voldelig indstilling, hvad er det? Er det en utopi? Et paradoks? En modsigelse?

-José del Pozo og Fanny T. Añaños-

Scarfó (2002) forklarer, at uddannelse er essential og er grundlaget for borgeridentitet. “Den, der ikke modtager eller bruger denne ret, mister muligheden for at tilhøre samfundet. Han kan ikke deltage på en reel måde eller være en sand borger, der udøver sine rettigheder og opfylder sine opgaver til gavn for udviklingen af ​​samfundet.

Fra disse ideer blev resolutionen om uddannelse i korrigerende institutioner født. Denne borgerrettioghed var et resultat af et internationalt møde som følge af Uddannelses Internationale 5. Verdenskongres (Berlin, Tyskland, juli 2007).

Denne internationale enighed om at skabe en løsning for et daværende problem forklarer behovet for at inkludere social uddannelse i korrigerende faciliteter.

Fængselsuddannelse er ikke bare en udfordring. Det er en ret og et deontologisk princip, der forsøger at udvikle hver fanges selvstyre på trods af deres fængsling. (2)

hænder bag tremmer

Teorier om fængselsundervisning

Lad os nu se på nogle af de forskellige teorier om fængselsundervisning for bedre at forstå denne særlige gren indenfor social uddannelse.

Psykopatologiske teorier

Denne type teori fortolker kriminelle handlinger gennem linsen af ​​individuelle psykopatologiske og biologiske faktorer. De har været meget relevante i kriminialhistorikken samt den generelle historie vedrørende fængselsbehandling. Forfattere som Eysenck er gode eksempler på disse modeller. (1)

Det er også vigtigt at nævne, at andre forfattere fra den socialpsykologiske tankegang fremviser koncepter og tanker, der ikke kun tager stilling til og overvejer individuelle personlighedsfaktorer. (3, 4)

Sociologiske teorier

Disse teorier er relateret til multidimensionelle og strukturelle faktorer. Således er de baseret på tanken om, at systemer og sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle eller familiemæssige forhold påvirker kriminelle ætiologi. (1) Nogle eksempler er ulighed mellem mulighedsteori eller teori om social afvigelse. (5, 6)

Socio-uddannende teorier

Professor Miguel Melendro forklarer, at vi i løbet af det sidste århundrede har udviklet perspektiver og modeller, der beriger og markant forbedrer de socio-pædagogiske interventionsmetoder for dårligt stillede befolkningsgrupper.

Således er nogle af de discipliner, der har spillet en rolle i dannelsen af ​​socio-pædagogiske modeller i fængselsundervisning:

  • Adfærdsmæssige tilgange.
  • Dynamiske perspektiver.
  • Konstruktivisme.
  • Systemisk familieterapi.
  • Kompetence model.
  • Populær uddannelse.

Fængselsundervisning: Uddannelsesprogrammer i korrigerende faciliteter

Ifølge Garrido og Gómez (1995) har fængselsundervisning traditionelt fulgt videnskabelige teknologiske modeller (inden for medicinske rammer for adfærdsmæssige traditioner, der søger justering af individet, og kan nutildags findes i positivistisk pædagogik).

Klassiske uddannelsesmodeller i fængsler forsøger at få fanger/eleverne til at gengive visse sociale rammer uden at tage hensyn til kontekstmæssige og sociokulturelle variabler. (1)

De programmer, som fængsler bruger oftest, er generelt korrigerende. De er normalt baseret på adfærdsmæssige modeller for belønning eller straf. Dem, der implementerer og gøre brug af disse modeller, har en tendens til at tro på, at de er den bedste løsning tilgængelig. Disse modeller er opdelt i fire grupper:

  • Den psykologiske og psykoanalytiske model.
  • Den biologiske adfærdsmodel.
  • Faktormodellen.
  • Den humanistiske model.

Der er også flere humanistiske og up-to-date modeller. De er som følgende:

Fængselsundervisning: Modellen om deltagelse

I modellen om deltagelse skal samfundspædagogisk rehabilitering i fængslet involvere hele fængselssamfundet, men især fangerne.

Som følge af dette, er tanken, at alle udfører processen sammen, og at de indsatte frivilligt påtager sig ansvaret for rehabiliteringsprocessen. (1, 9)

Modellen om autonomi

Denne model består af individualiserede og gruppepædagogiske programmer. (10)

Modellen om kønsbeføjelse

Denne model kan have en todelt tilgang. Den første er at hjælpe indsatte med at overvinde den sociokulturelle og strukturelle kriminalisering af kvinder med strafferegistre. (11, 12) Den anden er at udvikle ligestilling mellem mænd og kvinder i fængelsmiljøet. (13, 14)

Viden og pædagogiske handlingsmodeller

Det afgørende aspekt ved disse modeller er en kollektiv konsensus om det specifikke arbejde, som indsatte udfører i fængsel. Det lægger også vægt på de indsattes nydelse af, hvad de gør, og det uddannelsesmæssige forhold mellem indsatte og lærere. (1)

fængselsceller illustrerer fængselsundervisning

Modellerne om frigørelse

Disse modeller mener, at genindsættelse fornyer fængselsintervention i den faglige og strukturelle dimension. Udfordringen er således at omdanne fængselsrum, begreber og koncepter til diverse muligheder for frihed.

Som du kan se, er der masser af alternative fængselsundervisningsmodeller. Ikke desto mindre ser det ud til, at adfærdsmæssige og individuelle modeller stadig er de dominerende tilgange til fængselsundervisning i dag. Tror du, det er muligt at udvikle nogen af ​​disse modeller i den nærmeste fremtid?

  1. del Pozo Serrano, F. J., & Añaños-Bedriñana, F. T. (2013). La Educación Social Penitenciaria:¿ De dónde venimos y hacia dónde vamos?. Revista complutense de educación, 24(1), 47-68.
  2. AYUSO, A. (2003). Visión crítica de la reeducación penitenciaria en España. Valencia: Nau Llibres.
  3. GLASER, R. (1984). Education and thinking: The role of knowledge. American Psychologist, 13, p.p.145-182.
  4. Vygotsky, L. S. (1980). Mind in society: The development of higher psychological processes. Harvard university press.
  5. Cloward, R., & Ohlin, L. (1960). Delinquency and Opportunity: A Theory of Delinquent Gangs. New York, NY: FreePress.
  6. Wilklins, L. T. (1965). Social Deviance: Social Policy, Action, and Research. Prentice Hall.
  7. Garrido, V., & Gómez, A. M. (1995). La educación social en el ámbito penitenciario. Comunicación, lenguaje y educación, 7(3), 53-60.
  8. Morris, E. K., & Braukmann, C. J. (1987). The dimensions of applied behavior analysis for crime and delinquency. In Behavioral Approaches to Crime and Delinquency (pp. 27-59). Springer, Boston, MA.
  9. Ayuso, A. (2000). La intervención socioeducativa en el tratamiento penitenciario. Pedagogía social: revista interuniversitaria, (6), 73-99.
  10. Pantoja, L. (2010). Actuación socioeducativa con mujeres presas: el papel de los educadores social. Las mujeres en las prisiones. La educación Social en contextos de riesgo y conflicto, T. Fanny Añaños (coord.). Barcelona: Gedisa, 101-122.
  11. Juliano, D. (2010). La criminalización de las mujeres. Estigmatización de las estrategias femeninas para no delinquir. Las mujeres en las prisiones. La educación social en contextos de riesgo y conflicto, 25-44.
  12. Almeda, E. (2010). Privación de libertad y mujeres extranjeras. Viejos pre.
  13. YAGÜE, C. (2008). Mujeres y madres en prisión. Intervención basada en necesidades y demandas. enFanny AÑAÑOS, Francisco J. DEL POZO, e Iosifina MAVROU (coords.), Educación social en el ámbito penitenciario: mujeres, infancia y familia Natívola SL, Granada.
  14. Yagüe, C. (2010). Panorama actual de la situación de las mujeres y madres en los centros penitenciarios españoles. El programa de igualdad. Las mujeres en las prisiones. La educación Social en contextos de riesgo y conflicto. Barcelona, 183-200.