Eksperimentet i Robber's Cave nationalpark
Eksperimentet i Robber’s Cave nationalpark i Oklahoma, USA er et af de mest klassiske indenfor socialpsykologien. Det blev udført i 1945 af Muzafer Sherif og Caroline Sherif, som var professorer ved University of Oklahoma (USA). De ønskede at identificere faktorer, som kunne hjælpe os med bedre at forstå sociale fordomme.
Robber’s Cave eksperimentet fokuserede på konceptet “en gruppe”. De ønskede at vise, hvordan folk oplever et tilhørsforhold til en gruppe, hvordan de indbyrdes forhold bliver formet inden for gruppen og hvordan gruppen relaterer sig til andre.
De ønskede også at identificere, hvordan konflikter mellem to grupper opstår eller intensiveres. Når der er to grupper, hvor hver gruppes medlemmer føler et stærkt tilhørsforhold til gruppen, så vil afvisningen af den gruppe, de ikke selv tilhører, og gruppens karakteristika intensiveres. Men det omvendte kan også forekomme. Lad os kigge nærmere på, hvordan de udførte eksperimentet.
Robber’s Cave eksperimentet
Til at udføre eksperimentet udvalgte forskerne 22 11-årige drenge. De var alle “normale” børn. Med dette menes der, at ingen af dem havde en historik med dårlig opførsel, de kom fra stabile hjem og de klarede sig godt i skolen. De tilhørte alle middelklassen og ingen af dem vidste, at de deltog i et eksperiment.
Tilhørsforhold og konflikt
I den første uge var der tilrettelagt aktiviteter, som havde til formål at styrke forholdene gruppemedlemmerne indbyrdes imellem. Drengene tog på vandreture sammen, svømmede i poolen sammen og lavede forskellige fritidsaktiviteter sammen. Hver gruppe blev bedt om at finde på et navn og konstruere et flag. Den ene gruppe valgte at kalde sig for “Ørnene”, mens den anden kaldte sig for “Klapperslangerne”.
På dette indledende niveau så forskerne, hvordan gruppemedlemmerne identificerede sig med gruppen og udviklede et stærkt tilhørsforhold. Indenfor få dage etablerede der sig et hierarki og forskellige interne roller fremkom. Hvert enkelt medlem knyttede sig forskelligt til de andre i gruppen.
I den anden uge opdagede de, at der var en anden gruppe. Fra start af var begge grupper defensive overfor hinanden. Der var tydelige barrierer. Børnene bad selv forskerne om at iscenesætte nogle konkurrenceaktiviteter, som de to grupper kunne dyste i. Det blev imødekommet og forskerne tilbød endda en præmie til det vindende hold, som i sidste ende var “Klapperslangerne”.
Derfra var grupperne fjendtlige over for hinanden. Der var en masse gnidninger, og drengene nægtede at spise sammen. De afviste hinanden i en grad, der fik forskerne til at beslutte at afslutte denne fase tidligere end planlagt af frygt for, at situationen ville tage overhånd.
Styrken ved fælles mål
I den afsluttende fase skabte forskerne en aktivitet, der krævede, at begge grupper samarbejdede. En af dem skabte de ved at finde på et fiktivt problem. De fortalte børnene, at en vandal havde ødelagt vandtanken (og dermed var en fælles fjende skabt). De blev nødt til at reparere vandtanken. For at dette kunne lade sig gøre, blev de nødt til at arbejde sammen.
Senere sagde forskerne, at de ville sætte en film på, som de alle godt kunne lide, men det krævede, at de alle betalte for det. Ingen af grupperne var i stand til at betale, så igen var de nødt til at samarbejde for at opnå deres fælles mål.
Efter at have løst indtil flere problemer sammen, begyndte det indbyrdes had at forsvinde. Det skete endda i sådan en grad, at begge grupper ønskede at køre i bus hjem sammen. Da de ankom til en rasteplads brugte “Klapperslange”-gruppen de penge, de havde vundet i konkurrencen, på at købe sodavand til alle.
Forskerne bag Robber’s Cave eksperimentet konkluderede, at måden at løse konflikten mellem grupperne var ved at skabe fælles problemer og fælles mål. Forskerne kaldte dette fænomen for “realistisk konfliktteori”. De påpegede, at det at løse fælles problemer udviskede fordommene lidt efter lidt, indtil de helt var væk.