3 typer psykologisk gift, der kan skade ens hjem

januar 1, 2018

Et sundt hjem er måske en af de mest vigtige faktorer, der gør os psykologisk stærke. Det modsatte kan også ske: et sygt hjem gør os mere sårbare og udsatte for sygdom i sindet og kroppen. Men der er også forskellige typer psykologisk gift i hjemmet.

Ordet ‘hjem’ refererer ikke bare til den typiske familie med en far, mor, et par børn og en hund. Hjem er det sted, vi bor, og vi kan dele det med søskende, venner, forældre eller endda et kæledyr og gæster. 

“Der findes ensomhed i et hjem uden uro, uden nyheder, uden vækst, uden barndom.”

César Vallejo

Kvaliteten af de bånd, der konstrueres i det hjem, er nøglen til vores følelsesmæssige helbred. Hvor, der er samliv, er der også konflikt. Men i hjemmet bør vi især ikke åbne døren for nogen type adfærd, der kan blive til ægte psykologisk gift. Vi vil understrege tre af disse giftige adfærdstyper, der aldrig bør træde ind af hoveddøren i vores hus. Og de skal helt bestemt ikke bo inde i det.

Psykologisk gift #1: at råbe i hjemmet gør det til et helvede

Det dårlige ved at råbe er, at det begynder som noget ualmindeligt, men med tiden opbygges tolerancen for det. Til sidst ender det med at være en vane. Og i højere grad hvis nogen forstærker adfærden. Det sker, uden at man lægger mærke til det. I dag råber man, fordi man er frustreret over, at andre ikke forstår, hvad man siger. I morgen råber man, fordi andre forstår én lidt for godt. Eller fordi man tror, at ingen hører efter, når man ikke råber.

I selve handlingen i at råbe, hvilket er mere irriterende end offensivt, plantes et giftigt frø; voldens frø. At råbe bliver til en normalt konflikt i en psykologisk skadelig situation. Det er en handling, der forsøger at udvise magt. Det er en måde at korrumpere ordets sande formål på.

At tale blidt kan også blive til en fantastisk vane. At undlade at råbe og ikke lade dem råbe af én kan give styrke til samlivet. Det kan øge selvværdet, selvrespekten og selvkontrollen“Her råber vi ikke” bør være en basal regel i alle hjem.

Psykologisk gift #2: mangel på grænser

En stor del af et sundt samliv handler om at kunne respektere andres rum. Når vi siger ‘rum,’ så taler vi ikke blot om fysisk rum, der tilhører nogen. Men det er der, det starter.

Farverige kjoler hænger i et træ

Der skal være total respekt for andres ejendele og for de områder, der er en del af deres personlige rum. På samme måde er det vigtigt, at alle personer klart markerer disse grænser og sikrer sig, at alle kender til dem. Der kan endda være nogle, der kan og bør forhandles om. Nu er det det rette tidspunkt til at gøre det. Alle fortjener et personligt rum og retten til at være selvstændig i det. De skal kunne stole på, at andre ikke overskrider denne grænse.

I at respektere fysisk rum lærer vi også at respektere andre personers privatliv. Uanset ens samliv med andre, så har de deres eget liv. Og vi bør kun træde ind i andres psykologiske rum, hvis de inviterer os ind. Vi har alle ret til vores tavshed, hemmeligheder og overbevisninger.

Psykologisk gift #3: mangel på balance i ansvar

Ethvert hjem har en række pligter, der ikke er særligt sjove, men nødvendige at udføre. Vi taler om huslige pligter. Hjemmet har forskellige mekanismer til dets funktionalitet og opretholdelse. Elektriciteten, vandforsyningen, elektriske apparater, osv, bør alt sammen fungere. Vi bliver nødt til at holde rent og vedligeholde vores fysiske rum og alle dets dele.

Elefant i vindue

Samlivet bliver meget sundere, når vi er enige om, hvordan vi skal uddele pligterne. Nogle gange er det umuligt at fordele disse aktiviteter ligeligt, men det er en opgave, der skal udføres. Og det er præcis, hvad enighed er til for. Pligter skal nemlig uddeles retfærdigt. Det mest vigtige er dog at få dem udført.

Det er essentielt, at alle parter i hjemmet tager ansvar, når det kommer til det. Det giver solidaritet, samarbejde og respekt. Det gør alles liv nemmere og giver alle en fornemmelse af at være værdsat. Det forstærker også ideen om, at der i alle kollektiver er opgaver, der skal udføres for vores egen skyld og for alle andres.

Folk sammenligner nogle gange hjemmet med et tempel, og det er ikke uden grund. Hvis vi ærer det, vil det bestemt blive en kilde til inspiration, der stråler ud i alle andre sociale rum, vi tager del i. Hvis vi forsømmer eller skader det, så bliver det måske det første led i kæden af en lang række personlige katastrofer.