Daidalos; Den store opfinder i græsk mytologi

oktober 14, 2019
Historien om Daidalos opfordrer til, at man nøje overvejer de langsigtede konsekvenser af opfindelser. Daidalos er symbol på, hvad der kan ske, når opfindelser gør mere skade, end gavn.

Opfinder, arkitekt, billedhugger. Daidalos er mest kendt for at bygge Minotaurens labyrint. Læs alt om ham hér!

Daidalos er en opfinder, arkitekt og kunstner fra græsk mytologi. Denne fortæller historien om, hvordan han, blandt mange andre ting, byggede den berømte labyrint for Kong Minos af Kreta. Navnet Daidalos betyder “han, der er dygtigt til kunst”.

Daidalos er en karakter fra mytologien, men hans navn er blevet brugt som udgangspunkt for en lang række karakterer. Mange græske forfattere har personificeret kunst, skulpturer og arkitektoniske udviklinger i Daidalos. Dette er især sandt for flk fra Athen og Kreta.

De siger, at han levede i den tidlige heroiske alder. Mad andre ord, i tiden med Minos og Therseus. På trods af denne påstand, nævner Homer ham kun én gang. Og eksperter regner denne passage for at være særdeles kontroversiel.

Hvor stammer Daidalos fra?

Antikke forfattere identificerer ofte Daidalos som nedstammende fra den roylale linie af erechtheiderne. Andre mener, han er fra Kreta, på grund af den lange periode han boede på Kreta.

Statue af Daidalos

Ifølge Diodorus, som giver den mest detaljerede beskrivelse af hans karakter, var Daidalos søn af Metion. Metion selv var søn af Eupalamos, som var søn af Erichthonios. Andre forfattere påstår, at Daidalos, i virkeligheden, var søn af enten Eupalamos eller Palamaon.
Hans mors navn er enten Alcippe, Iphinoe eller Pharasmede.
Han arbejdede som kunstner og har bidraget med meget kunst. Han havde to sønner; Ikaros og Iapyx. Hans nevøer, Talos (eller Perdix), er ligeledes en vigtig figur i hans historie.

Statue fra det antikke Grækenland

Den misundelige opfinder

Daidalos var så stolt af sine opfindelser, at han ikke kunne tåle tanken om at have en rival. Arkitektens søster gav sin søn til sin bror, så han kunne undervise drengen i den mekaniske kunst.

Denne unge mands navn var Perdix, selvom nogle kilder kalder ham Talos eller Calos. Perdix viste sig at være dygtig indenfor kunst og udviste stor opfindsomhed.

Ifølge græsk mytologi samlede Perdix et fiskeskelet op en dag, han gik på stranden. Inspireret af formen på rygraden tog han et stykke jern og smedede det til en efterligning af den.

Dette er forløberen for saven. I en anden historie tager Perdix to stykker jern og sætter dem sammen. Han forbinder stykkerne i den ene ende med en nitte og spidser den anden ende. Dette var det første kompas.

Daidalos blev så misundelig på sin nevøs resultater, at han skubbede Perdix ud fra et højt sted, så han faldt fra Akropolis. Den græske gudinde Athena forvandlede Perdix til en agerhøne, så han havde mulighed for at lande sikkert.

På samme tid efterlod hun et ar, i form af en agerhøne, på Daidalos´ højre skulder. Han blev dømt for forbrydelsen og forlod Athen efter at have levet der i skjul i noget tid.

Kreta, en labyrint og en ko af træ

Da han ankom til Kreta, tog Kong Minos og hans kone, Pasiphae, opfinderen til sig. Desværre så han hurtigt sig selv i en ny, farlig situation.

Sagen var den, at kong Minos havde besluttet at beholde den fantastiske hvide tyr, som han havde fået af Poseidon. Han gjorde dette istedet for at give den som offergave til havguden. I sin vrede gjorde Poseidon tyren seksuelt tiltrukket af Pasiphae.

Pasiphae bad opfinderen om at lave en tyr ud af træ, hvori hun kunne gemme sig og parre sig med tyren. Hun blev gravid af dette og fødte Minotauren. Minotauren var et væsen med menneskekrop og tyrehovede.

Minotauren

Minos gjorde også brug af Daidalos´ ydelser. Han fik ham til at konstruere en labyrint, hvori han kunne holde minotauren fanget. Dette er den berømte labyrint fra græsk mytologi.

I forsøget på at opfylde kong Minos ønske om et fængsel for minotauren, byggede Daedalos ét af verdens største arkitektoniske værker. Labyrinten havde uendelige gange og komplicerede hjørner. Disse var beregnet til at forvirre enhver, som bevægede sig derind, så de ikke ville kunne finde ud igen.

Hvert syvende år ville befolkningen i Athen sende syv unge mænd og syv unge piger ind i labyrinten som et offer til minotauren. Offeret var beregnet til at opretholde fred mellem de to parter. Dette var nødvendigt, fordi kong Minos´ søn, Androgeus, var blevet uretfærdigt myrdet.

Theseus ankom med anden omgang af frivillige fra Athen. Da han ankom, blev han med ét forelsket i Ariadne, kong Minos´ datter. Prinsessen ønskede ikke at lade sin elskede gå i døden, og bad derfor Daidalos om hjælp.

Daidalos gav Theseus en garnnøgle. Han bandt enden af snoren ved udgangen af labyrinten, så han dermed ville kunne finde vejen ud igen. Derfor kunne helten finde ud af labyrinten, da han havde dræbt udyret.

Minotaurens labyrint i Athen, bygget af Daidalos

Flugten for Daidalos og Ikaros

Kong Minos blev rasende, da han hørte, hvordan Daidalos havde forrådt ham ved at lave koen af træ. Som straf spærrede han Daidalos og hans søn, Ikaros, inde i den store labyrint.

Daidalos kendte imidlertid en vej ud af labyrinten. Dog ville de ikke være i stand til at undslippe øen, eftersom der var vagter langs hele kysten.

Derfor blev han nødsaget til at bruge sin genialitet til at finde på en anden måde at undslippe på. Han byggede to par vinger af træ. På dem satte han fuglefjer, som blev limet på med voks.

Opfinderen gav Ikaros specifikke instruktioner i, hvordan vingerne skulle bruges. Han fortalte sin søn, at han ikke måtte flyve for lavt, så der kom vand på fjerene, og vingerne derved blev for tunge. På samme tid måtte han ikke flyve for højt, da varmen fra solen ville smelte voksen på vingerne.

Det lykkedes dem at undslippe, og de fløj i retning af Sicilien. Men Ikaros glemte snart sin fars instruktioner og fløj højere og højere op. Solen smeltede voksen og ødelagde vingerne, så han faldt i vandet og druknede.

Ikaros faldt i vandet nær Samos og hans lig skyllede op på en nærvedliggende strand. Man kaldte denne ø Ikaria, til minde om ham. Ligeledes kaldte man vandet ud for øen for det Ikariske Hav.

Iværksætteren Daidalos

En lang række anekdotiske detaljer har skabt hans omdømme som iværksætter indenfor mange områder. I Plinius naturhistorie beskrives han som opfinder af tømrerfaget.

Græsk mytologi fortæller os, at han lavede master og sejl til skibe, som blev brugt af kong Minos´ flåde. Pausanias tilskriver ham mange af den græske antiks imponerende trækonstruktioner.

Andre påstår, at han lavede detaljerede skulpturer. De var så detaljerede, at de faktisk næsten så levende ud. Disse statuer, siger historierne, ville være sluppet væk, hvis ikke det var for de kæder, som holdt dem fast til murene.

Daidalos blev repræsentant for den anonyme håndværker. Derudover tilskrev mange ham store græske opfindelser.

Betydningen af legenden

Daidalos og Ikaros er portrætteret på mange vaser, sten og Pompeiske vægmalerier. En berømt romersk skulptur viser Daidalos iført de vinger, som han og hans søn brugte til at undslippe Kreta.

Adskillige kunstnere, i de senere år, har også hyldet ham. Pieter Brueghel malede Ikaros´fald. Anthony Van Dyck og Charles Le Brun tilegnede ligeledes nogle af deres værker til at formidle legenderne om Daidalos. Endvidere figurerer han i Brill´s værker, samt i skulpturer af Antonio Canova.

Maleri af det Ikariske hav

Legenderne om Daidalos har også inspireret forfattere som James Joyce og W.H. Auden. Disse, og utallige andre, har været med til at holde hans navn og opfindelser i live, langt ind i det 21. århundrede.

Historien om Daidalos opfordrer til, at man nøje overvejer de langsigtede konsekvenser af opfindelser. Daidalos er symbol på, hvad der kan ske, når opfindelser gør mere skade, end gavn. Eksempelvis som i historien om Ikaros´vinger, hvor Daidalos opfandt noget, som endte med at få negative konsekvenser.

Det samme kan siges om konstruktionen af den enorme labyrint, som var umulig at finde ud af. Selve konstruktionen af den gjorde det nærmest umuligt at dræbe minotauren.

  • Fucilla, J. (1960) Etapas en el desarrollo del mito de Ícaro, en el Renacimiento y en el Siglo de Oro. Hispanófila 8. pp. 1-34
  • Cappelletti, G. (2016) Creta: Novanta città, un Minotauro e un Labirinto. Simonelli Editore, Roma.
  • Alonso del real, C. (1952) La investigación arqueológica en Oriente, Grecia y Roma. Arbor. Volumen 22, Numero 79.
  • Cabañas, P. (1952) La mitología grecolatina en la novela pastoril. Icaro o el atrevimiento. Revista de Literatura. Volumen 1, Numero 2.