Arthur Schopenhauer og hans bedrageriske måder at argumentere på
Bedrageriske måder at argumentere på er blevet opfattet og analyseret siden oldtiden. Det særlige ved dem er, at de er i stand til at vildlede vores bedømmelse i en overfladisk gyldighedsanalyse.
Derfor kan vi måske bruge dem eller anse dem for gyldige uden at være klar over, at de gemmer på en fælde. Men når man virkelig undersøger dem nøje, opdager man, at de er falske.
Arthur Schopenhauer var en af de filosoffer, der påtog sig opgaven med at udforske disse bedrageriske måder at argumentere på. De dannede faktisk grundlaget for hans værk The Art of Being Right: 38 Ways to Win an Argument.
De fejlslutninger, han nævner i dette værk, er alle interessante og nogle af dem er meget morsomme. Han ønskede at fremlægge formler for, hvordan man ikke bliver besejret i en dikussion. Vi taler om nogle af dem i denne artikel. Derfor vil du være i stand til at genkende dem og ikke selv blive snydt.
“De højeste, mest varierede og varige fornøjelser er sindets.”
-Arthur Schopenhauer-
Forstærkning
Denne mekanisme handler ikke om at forlænge eller udvide en idé, men om at forstærke den. Det er ligegyldigt, om den pågældende idé fortjener det eller ej. Det drejer sig om at sætte en af de misvisende måder at argumentere på i gang.
For at gøre dette kan den person, der argumenterer, bruge forskellige ressourcer. Han kan f.eks. ændre sin intonation eller omformulere argumentet.
Homonymi: Bedrageriske måder at argumentere på
Homonymi er en anden af de vildledende måder at argumentere på. Det består af at bruge et ord, der ændrer betydning alt efter konteksten. I virkeligheden anvender personen den betydning, der passer til hans eller hendes løgn.
F.eks: Alle lys kan slukkes. Intellektet er et lys. Derfor kan det slukkes.
Generalitet og relativitet
I dette tilfælde drejer det sig om at tage et udsagn, der er formuleret relativt, og anvende det på en hel mængde eller på alle omstændigheder.
Der er f.eks. forskel på “Der er flere og flere korrupte personer i den lovgivende magts administration” og “Alle medlemmer af den lovgivende magt er korrupte”.
Prosyllogisme
Dette er en kæde af syllogismer, hvor den ene kan synes at være den logiske konsekvens af den anden, selv om dette ikke nødvendigvis er sandt.
F.eks: De modige er heldige. Betjentene er modige. Derfor er betjentene heldige. Jørgen er politimand. Derfor er Jørgen heldig.
Falske forudsætninger
Dette sker, når det udsagn, som noget konkluderes ud fra, ikke er sandt. F.eks: Alle diktatorer er demagoger. Peter er en demagog. Derfor er Peter en diktator. Dette er en af de mest almindelige fejl i politisk tale.
Petitio principii
Dette er en form for ræsonnement, hvor et udsagn allerede indeholder den implicitte konklusion, der skal drages af det.
F.eks: Jeg gør altid det rigtige. Derfor gør jeg aldrig noget forkert. Derfor kan ingen beskylde mig for at gøre noget forkert.
Cirkulære spørgsmål: Bedrageriske måder at argumentere på
Dette består af at få den anden person til at give ham eller hende ret via vildledende spørgsmål. For eksempel: Men sagde du ikke “Åh Gud!” for et øjeblik siden, da du var nervøs?” Det antyder, at ved at nævne Gud betyder det automatisk, at personen tror på Gud, selv om konteksten i virkeligheden var en anden.
Irritere modstanderen
Som nævnt betyder dette, at man indtager holdninger eller udtrykker idéer med det ene formål at irritere modstanderen. På denne måde mister de kontrollen. Derfor fremhæver personen, der argumenterer, sin egen dyd, da han/hun ikke selv har mistet kontrollen.
Dette ses ganske almindeligt i valgdebatter. Faktisk synes politikere at have glæde af at forsøge at provokere hinanden til vrede.
Løst sammenkædede spørgsmål
Dette betyder, at man forvirrer den anden ved at stille spørgsmål i en urimelig rækkefølge. Målet er at skabe forvirring.
Dette er vist i filmen, Blondinens Hævn. Der stilles et dybtgående spørgsmål om en æstetisk procedure for at konkludere, at den adspurgte person faktisk har begået en forbrydelse.
Argumenter Ad Hominem
Dette sker, når der sættes spørgsmålstegn ved et argument ved hjælp af en teknik, der går ud på at miskreditere forslagsstilleren.
Hvis A fremsætter en påstand (x), men B hævder, at der er noget tvivlsomt ved A, konkluderer B således, at argument x er forkert. I realiteten foretages der ikke en logisk vurdering af argumentet, men den person, der fremfører det, diskvalificeres.
Emneskift: Nok den mest anvendte af de bedrageriske måder at argumentere
Dette sker, når en af samtalepartnerne i en diskussion indser, at den anden har fremført nok argumenter til at vinde. Modparten beslutter sig så pludselig for at skifte emne for at undgå at skulle give den anden ret.
Falsk årsagsfejl
Denne fejlslutning, der er kendt som “falsk årsagsfejl”, forekommer, når noget, der er sket, fejlagtigt tages som årsag til noget. Den har to modaliteter:
- Non-Causa Pro Causa (den tvivlsomme årsag): En forklaring, der fejlplacerer årsagen til et fænomen i et andet, der kun er lidt relateret. For eksempel: Det er længe siden, jeg har besøgt min mor. Min mor blev syg og døde. Min mor døde af sorg, fordi jeg ikke besøgte hende.
- Post Hoc Ergo Propter Hoc (post hoc fejlslutning): Dette indebærer også en tvivlsom årsag og forveksler tidsmæssig rækkefølge med en årsagssammenhæng. Eftersom begivenhed Y fulgte efter begivenhed X, må begivenhed Y være forårsaget af begivenhed X. F.eks: Hanen galer umiddelbart før solopgang. Derfor forårsager hanen, at solen står op.
Exemplum in contrarium: Bedrageriske måder at argumentere på
Dette betyder, at man modsætter et særligt tilfælde for at afkræfte en generel konklusion, når det første ikke har den fornødne gyldighed til at modbevise det andet. F.eks. siger nogen, at der er en sygdom, der har smittet mange mennesker. En anden svarer, at han/hun ikke kender nogen, der er blevet smittet, og at sygdommen derfor ikke eksisterer.
Som du kan se, er alle disse vildledende måder at argumentere på fælder, som alle let kan falde i. De er let udlagte tricks. Faktisk har de i form af et intellektuelt spil en vis gyldighed. Men de er bestemt ikke værd at bruge blot for at tilfredsstille et barnligt ønske om at have ret.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
Schopenhauer, A. (1996). El arte de tener razón: Expuesto en 38 estratagemas (Vol. 208). Edaf.