Universal sundhedsdækning: En vigtig rettighed
I mange forskellige lande forbliver universal sundhedsdækning noget isoleret og en luksus. Virkeligheden er, at det bør være et primært anliggende i ethvert system, der kalder sig selv udviklet og endda civiliseret.
Vi taler om det faktum, at udviklingslande bør give plads, opmærksomhed og prioritet til sundheden hos alle borgerne, uafhængigt af deres sociale status eller bankkonto.
Systemet, der vælger at privatisere dets ydelser, fører til en alvorlig social indflydelse, både på kort og lang sigt. På grund af dette går der mange liv tabt på vejen. USA repræsenterer et klart eksempel på økonomisk hegemoni, da det er en af verdensmagterne.
Dette land er en del af de lande, der bidrager med en større sundhedsdækning. Omkring 25% af befolkningen er ikke i stand til at dække omkostningerne for en lægelig konsultation.
Sandheden her er, at mange familier mangler en sundhedsforsikring. Som en konsekvens heraf er det umuligt for dem at få stillet en passende diagnose og få behandling for mindre og alvorlige sygdomme. I mange tilfælde kan det betyde økonomisk ruinering at brække et ben eller føde et barn.
Ligelgedes er der en anden virkelighed, vi ikke kan ignorere: Immigranternes. Disse folk har været nødsaget til at forlade deres land på grund af armerede konflikter eller på grund af manglen på muligheder i deres oprindelsesland.
I dag koster manglen på fri universal sundhedspleje liv. I disse øjeblikke og i konteksten af en pandemi kan effekten være ødelæggende. Lad os kigge lidt nærmere på dette.
Universal sundhedsdækning: Den evigt afventende redegørelse
Den 7. april 1948, blev Verdenssundhedsorganisation (WHO) grundlagt. Siden da har folk fejret “Sundhedsdag” (Health Day) på denne dato.
Ved at nævne dette forsøger vi at fremhæve en prioritet, som denne berømte og nødvendige organisation jagter. WHO har til formål at forsvare det fysiske og mentale velvære hos folk og fremme universal sundhedsdækning.
Men hvad er der blevet opnået siden midten af 1950’erne til i dag? Der har med sikkerhed været mange bedrifter. Faktisk er der blevet etableret frie universelle sundhedssystemer i adskillige lande.
Dog er der stadig store huller og ubesejrede territorier, når det kommer til dette anliggende. Så meget, at WHO selv påstår, at omkring 50% af verdens befolkning mangler adgang til basale sundhedsydelser.
Dem, der er ekskluderet fra sundhedsydelser: En negligeret befolkning
Sundhed er ikke anstrengende, og det bør heller ikke være en luksus. Sandheden er, at sundhedspleje er en universal rettighed. Af den årsag har de lande, der ekskluderer dem, der har de færreste ressourcer, eller dem, der har en anden nationalitet, race eller religion, stadig en lang vej at gå.
I udviklingslande er der restriktioner, når det kommer til universal sundhedsdækning. Som et resultat heraf, fremsætter hver distributør, forsikringsselskab og hospital deres love.
Den farmaceutiske industri prioriterer ikke altid folks velvære eller den totale udryddelse af visse sygdomme. I mange tilfælde er deres primære mål at skabe et marked, fremme efterspørgslen og konkurrere.
Der er ingen udvikling uden universal sundhedsdækning
På Verdens Sundhedsdag udsendte sundhedsorganisationer en kraftfuld advarsel. De sagde, at påvirkningen af coronavirus ville være ødelæggende i lande, hvor der ikke er nogen universal sundhedsdækning.
Og det er præcis den måde, det har været på – ødelæggende, for at sige det mildt. Hvis lande, der allerede har denne ret, kollapser, så forestil dig situationen i de lande, hvor sundhedssystemet er ulige.
Meget få lande er teknisk og personligt forberedte på at håndtere effekten af en pandemi. De lande, der har negligeret deres sundhedssystem, vil med sikkerhed stå over for konsekvenser. Det er umuligt for en nation at være sikker uden et godt helbred og uden universal (og kvalitets-) dækning.
Universal sundhedsdækning er et menneskeligt princip
Universal sundhedsdækning bør være søjlen i alle sociale systemer. Modsat, hvad nogle måske tænker, er det langt fra at være et område, hvor man bør begrænse budgettet.
Ydermere er der ikke nogen pointe i at sætte det til side for at prioritere privat sundhedspleje. Faktisk er det den primære motor for udvikling. Det er af ekstrem vigtighed at sikre dets kvalitet og styrke.
Ydermere spiller politiske synspunkter ikke rigtig en rolle her. Det, der virkelig betyder noget, er statens moral, etik og menneskelige forpligtigelse for ikke at efterlade nogen. At investere i sundhedspleje, effektiv teknologi og ressourcer, forskning og udvikling, behandling og forebyggelse, vil gavne hele samfundet.
Nu, mere end nogensinde, er det tid til at reflektere over dette emne. Der bør ikke være plads til at negligere, når det kommer til sundhedsinstitutioner og deres medarbejdere. Det er tid til, at de får den respekt, de fortjener. På nuværende tidspunkt er de dem, der fylder os med håb i disse svære tider. Lad os lære fra fortiden for at gøre det bedre i fremtiden.