Tics hos børn: Karakteristika og behandling

Vil du vide mere om tics?

Skrevet og kontrolleret af psykolog Cristina Roda Rivera.

Sidste ændring: 27 december, 2022

Tics hos børn er pludselige, hurtige trækninger, som er et resultat af ufrivillige sammentrækninger i en eller flere muskelgrupper. Da det er en af de mest almindelige børnesygdomme, så er behandlingen af det normalt meget vellykket.

Tics er ufrivillige, gentagende, uforudsigelige, ikke-rytmiske muskelbevægelser, som i kort tid kan kontrolleres med ens vilje. Tics hos børn har en tendens til at blive værre på grund af stress eller angst, men det kan nedsættes ved at distrahere vedkommende eller ved koncentration.

I virkelighedens verden er tics en af de mest almindelige motoriske forstyrrelser hos børn. Den ufrivillige del af tics ser ud til at starte med en impuls, og bevægelsen bliver ofte gjort for at dæmpe impulsen. Men mindre børn med hurtige gentagende tics beskriver dem som noget, der pludseligt kommer, og som de ikke kan kontrollere.

Hvordan udvikler det sig?

Tics begynder som regel, når man er mellem fire og syv år gammel. For de fleste børn kommer de første tics i form af gentagende blinken med øjnene, snøften, når de rømmer sig eller hoster. Det er mere hyppigt hos drenge end hos piger med en fordeling på 3 til 1. 

Tics er meget varieret i styrke og hyppighed. Men mange børn i alderen 4 og 6 med svage eller forbigående tics vil slet ikke gå til lægen. Hos cirka 55 – 60 % af de unge mennesker vil disse tics som regel ikke kunne bemærkes, når de bliver teenagere eller voksne.

Hos 20 – 25 % bliver ticsene mindre hyppige og de sidste 20 % vil fortsætte med at få tics også som voksne.

Klinisk karakteristika af tics hos børn

Visse karakteristika definerer disse motoriske bevægelser:

• Tics bliver værre med angst, træthed, sygdomme, overdrevne følelser og for megen tid foran skærmen.
• Tics har en tendens til at blive mildere, hvis et barn engagerer sig i en kognitiv krævende og interessant opgave.
• Motion vil nedsætte tics, især mens man udfører fysisk aktivitet.
• Tics vil ikke komme på tværs af vigtige handlinger eller aktiviteter, ligesom de heller ikke vil føre til fald eller skader.
• Der findes tics, som man kalder for blokerende tics, der kan føre til disse ting, og i så fald bør du søge læge, som kan give en diagnose på, hvorfor de kommer.
• Du kan bemærke en betydelig forskel på dine tics, hvis en går i gang med at filme den, der har tics.
• De kommer som regel hos folk med personlighedsforstyrrelser og hos dysfunktionelle familier.
• Børnene kan opleve en følelse af nydelse, som kommer til udtryk i deres ansigt.
• Dem, der lider af det, føler, at de ikke kan tilbageholde det.
• De har ingen følelse med de trækninger, der vil opstå.

Klassifikation af tics

Tics bliver klassificeret som motorisk eller vokale og enkle eller komplekse. Enkle tics er beskrevet som pludselige bevægelser eller korte gentagende lyde. Komplekse motoriske tics er koordinerede, uhensigtsmæssige og konstante bevægelser.

Det kan for eksempel være gentagende rystelser med hovedet, gentagelse af fagter efter andre (echopraxia) eller ved at lave obskøne bevægelser (copropraxia).

Komplekse vokale tics er normal udført i en upassende sammenhæng. Et eksempel på dette ville være gentagelse af stavelser, blokering af folks ord, gentagelse af deres ord (palilalia), gentagelse af ord de hører (echolalia) eller ved at benytte obskøne ord (copropraxia.)

Hvordan er tics klassificeret efter DSM-5?

• Midlertidige tics (forbigående). Motoriske eller vokale tics (eller begge), som har været der i mindre end et år.
• Kroniske tics. Enkle eller flere motoriske eller vokale tics, som har været til stede i mere end et år.
• Tourettes syndrom (TS). Mange motoriske tics sammen med vokale tics, der har varet i mere end et år. De behøver ikke nødvendigvis at være der på samme tid eller følge et voksende mønster.

Sammenfald med tics hos børn

Børn med tics er normalt ikke i stand til at kontrollere deres impulser. Der er store forskelle på deres neuropsykologisk og motoriske funktioner, ligesom en høj rate af psykiatriske og udviklingsmæssige følgesygdomme (hvor en eller flere betingelser eller symptomer er til stede). Disse indeholder:

• ADHD (30 til 60 %)
• Tvangshandlinger ( 30 til 40 %)
• Angst (25%)
• Forstyrrende adfærd (10 til 30 %)
• Humørsvingninger (10 %)
• OCD (5 til 8 %)
• Autisme (5 %)
• Besvær med motorikken
• Vredesudbrud

Ætiologi

Tics har komplekse multigenetisk ætiologi og er meget arveligt. Overensstemmelsen hos enæggede tvillinger ligger på 87 %.

Tidligere blev tics anset for at have sammenhæng med adfærd eller stress og blev ofte kaldt for “nervøse trækninger” eller “trækninger.” Eksperter ved nu, at tics er neurologiske bevægelser, som kan blive forværret ved angst, men det er ikke årsagen til det.

De underliggende mekanismer involverer adskillige neurale netværk i hjernen, mellem hjernebarken og de basale ganglier (fronto-striatum-thalamus forbindelser).

Men de involverer også andre områder af hjernen såsom det limbiske system, det mellemste af hjernen og lillehjernen. Afvigelser i interoceptiv opmærksomhed og centrale sansemotoriske processer er også blevet beskrevet.

Behandling af tics hos børn: Adfærdsmæssige indgreb

Adfærdsmæssige indgreb inkluderer flere teknikker. Men den specifikke behandling, som hvert barn har brug for, vil afhænge af, hvordan det udvikler sig, hvordan de reagerer på behandlingen og de ting, der opstår undervejs i det (Bados, 2002).

Terapi med ændring af vanerne (HRT) og eksponering og reaktionsforebyggelse (ERP) er evidensbaserede indgreb mod tics. HRT og ERP vil nedsætte graden af kombinationer og hyppighedsscoren (Yale Global Tic severity score) med mellem 40 % og 50 %.

Behandling ved indgreb i vanerne

Behandling ved indgreb i vanerne foreslået af Azrin (Azrin og Peterson, 1998) involverer, at man lærer patienterne at genkende impulsen, inden den viser sig i form af tics. De lærer dem at udføre en handling kaldet konkurrende respons, der nedsætter chancerne for, at deres tics kommer.

Det indebærer 11 vigtige teknikker, der er opdelt i fem faser:

• Opmærksomhed. Dette indebærer, at man er opmærksom på stimuli og situationer, der kommer, før tics viser sig.
• Beskrive tic’en i detaljer og så træne sig selv i at gøre dette regelmæssigt.
• Lære selv-observering for at kunne opdage tics, før det kommer.
• Tidlig opdagelse – man træner, hvordan man kan opdage følelsen, der kommer før tics.
• Opdagelse af farlige situationer, hvor tics med større sandsynlighed vil opstå.
• Afslappende træning.
• Træner dig i at reagere på en måde, der kan forebygge tics i at bryde ud. Denne behandling har disse formål:
  • Undgå at tics kommer frem.
  • Holde det væk i flere minutter.
  • Gøre personen opmærksom på de situationer, hvor tics viser sig og deres karakteristika.
  • Disse metoder skal være socialt acceptable.
  • De skal også passe ind i personens hverdag og daglige aktiviteter.
  • Det skal styrke de “fjendtlige” muskler, der er involveret i at fremkalde tics, så de er stærke nok til at lade være med at lave disse ufrivillige sammentrækninger.
  • Træningen vil normalt bestå af isometrisk spænding af musklen, der fremkalder bevægelserne ved tics.

Motivation

• Motivation. Denne fase er for både patienten og familien. Det indeholder tre standard teknikker til motivation:
  • Gennemgår de negative effekter ved tics.
  • Social støtte. Dette indebærer, at en person tæt på dig bliver involveret og hjælper dig med at komme igennem proceduren.
  • Udføre disse træningsmetoder i det offentlige rum.
• Generel træning. Dette indebærer, at patienten skal forestille sig selv udføre øvelserne i de forskellige farlige situationer, der er identificeret i fase 1.

Terapi med eksponering og respons som forebyggelse

Praksis med at være i stand til at undgå eksponering og repsons i form af tics fører til behovet for at gøre det betinget. Derfor er denne terapi en, der opmuntrer patienten til at føle og tåle behovet for tics (eksponering) uden at fremkalde tics (forebyggende respons).

Under en session af en vis tidsperiode beder terapeuten patienten om at forsøge at holde tics tilbage og undgå dem. Så finder de ud af, hvor længe de kan gøre dette.

Der er ikke et fast mål, de skal nå. Patienten får en masse hjælp i hver session, og den tid, som de er i stand til at kontrollere tics i, bliver gradvist længere. 

Ved at anvende eksponeringsterapien med forebyggelse af respons regelmæssigt og systematisk, bliver det praktisk muligt for patienten at holde impulsen til tics tilbage. Som tiden går, vil patientens evne til at kontrollere sine tics være meget gode. Dette eksponerer dem for angsten ved at få tics, også selvom de bare taler om det.

Medicinsk behandling af tics hos børn

Beslutningen om at anvende medicin afhænger af, hvordan den enkelte tics er, og lægerne bruger det normalt kun i alvorlige og svære tilfælde af tics, hvor det kan give smerter eller skader. Nylig forskning viser, at clonidin (en præsynaptisk alfa-2 agonist) er den mest valgte medicin.

Derimod ser det ud til at antispsykotiske og antidopaminer er mere effektive hos voksne. Klinisk praksis støtter de gode resultater for børn med Aripiprazol.

Selvom læger normalt ikke tyer til at anvende benzodiazepin i behandlingen af tics, så kan de nogle gange gøre det i akutte og meget alvorlige tilfælde.

De kan bruge det som en måde at fjerne angsten, når tics kommer, men det anbefales, at man ikke bruger det, da der kan være visse bivirkninger forbundet med brugen af det, som kan udløse andre problemer.