The Whale: Et dybsindigt portræt af depression
“Hvem kan ønske, at jeg skal være en del af deres liv?” Denne enkle, men ødelæggende sætning indrammer en af hovedpersonens mest tilbagevendende opfattelser i Darren Aronofskys seneste film. Få instruktører er så dygtige til at bringe menneskelige følelser og pinsler op til overfladen på en så håndgribelig måde. Det er hans film et bevis på, herunder Black Swan, Mother og The Whale.
The Whale er en film, der fortæller om en tragedie inden for fire vægge, hvor kuldegysninger er en konstant fornemmelse. Ensomhed og tristhed er den tåge, der ledsager os på en næsten kvælende måde gennem hele produktionen. Brendan Frasers uberørte blik, indkapslet i endeløse lag af fedtproteser, giver det punkt af absolut ømhed midt i så meget følelsesmæssig trøstesløshed.
Vi taler om et audiovisuelt portræt af selvtilgivelse, der bare må ses. Filmen formidler også, hvordan vores beslutninger sammen med vores omgivelsers adfærd kan føre os ud i dramatiske situationer. Det er en film, hvor bipersonerne er lige så relevante som hovedpersonen for at forstå lærredet i en historie, der måske udspiller sig i tusindvis af ensomme hjem.
“ Jeg har brug for at vide, at jeg har gjort én ting rigtigt i mit liv!”
–The Whale–
The Whale: En rå historie om vores fejl
The Whale er en film baseret på et teaterstykke af Samuel D. Hunter. Siden premieren har den fået konstant offentlig og kritisk anerkendelse og vundet flere priser, herunder Oscars for bedste skuespiller, bedste makeup og hårstyling og bedste kvindelige birolle. En af hovedattraktionerne er Brendan Frasers tilbagevenden, som med sit ansigt og sin stemme tilfører denne kreation en uovertruffen følsomhed.
Skuespilleren lever sig ind i rollen som Charlie, en engelsklærer, der underviser sine elever virtuelt, mens kameraet er slukket. Han er sygeligt overvægtig, lever afsondret derhjemme og spiser store mængder pizza, stegt kylling, milkshakes og pommes frites. Instruktøren bringer os tættere på disse øjeblikke, så vi fanger hver en detalje af den enorme krop i en næsten morbid handling.
Det gør os til autentiske voyeurer af det rodede hus og den store mand, så vi kan opdage noget. For mange tjener mad ikke et ernæringsmæssigt formål. Det er snarere en mekanisme til tvang og selvdestruktion. I den forbindelse kan vi ikke lade være med at undre os over, hvad der gemmer sig bag forsøget på at tilintetgøre sig selv og alle de kilo af ensomhed.
Kroppens fængsel og livets smerte
Charlies liv drejer sig om hans undervisning, at spise junkfood, bøsseporno og besøg af hans eneste ven og sygeplejerske, Liz. Ud over hans imponerende fysik opdager vi hurtigt ekkoet af den livshistorie, der har ført ham til denne situation. For mange år siden elskede denne engelsklærer livet, og han elskede en af sine elever, som han endte med at forlade sin familie for.
Desværre endte den unge mand med at tage sit eget liv, og dette selvmord, sammen med byrden ved at have forladt sin datter, førte Charlie til sin egen selvdestruktion. Mad er hans katarsis, og hans krop er det fængsel, der indkapsler lidelsen og placerer ham på en konstant afgrund mod døden. Kun Liz, søsteren til hans mistede partner, forsøger at overbevise ham om at søge lægehjælp.
Men som det næsten altid sker i tilfælde af sygelig fedme, får social forlegenhed og frygten for afvisning ham til at holde sig væk fra alle kliniske miljøer
Søgen efter frelse
The Whale er en film, der udspiller sig i løbet af en uge. I løbet af den tid får han besøg af flere personer. Bl.a. en fugl, som billedligt talt altid holder øje med ham bag vinduet. Vi møder en missionær, der ønsker at frelse hans sjæl, men som dømmer hans seksualitet. Og et pizzabud, der har Charlie som sin bedste kunde.
Vi opdager også hans ekskone, der kæmper med alkoholisme. Disse brogede skikkelser kredser om Charlie som satellitter og viser os, at de alle kæmper med deres eget knivskarpe mørke. Men blandt alle dem, der træder ind i det dystre hus, skiller Ellie sig ud. Hans datter er en teenager fuld af vrede og foragt over for sin far, fordi han har forladt hende.
Bortset fra Liz er ingen af personerne omkring Charlie venlige, og det tæppe af følelser gør os endnu mere klaustrofobiske. Charlie symboliserer en kæmpe på et bjerg af ødemark, som ser på verden med sit venlige blik. Faktisk er “undskyld” et ord, vi ofte hører ham sige.
Hans selvhad står i kontrast til den ømhed, hvormed han henvender sig til sine omgivelser, især sin datter. Han tøver ikke med at undskylde hendes ubehagelige karakter, behandler hende med uendelig kærlighed og forsøger kun at frelse hende og give hende håb, så hendes vrede ikke isolerer hende fra verden, som han gjorde.
Charlie mener, at på trods af det had og den foragt, der bor i hans datter Ellie, er der stadig håb for hende. Der er stadig mulighed for, at hun kan blive et godt menneske.
The whale og metaforen for depression
The Whale er et følelsesmæssigt epos, der lag for lag tegner depressionens form. Charlie er besat af et lille litterært arbejde, som en person tæt på ham har lavet om Herman Melvilles bog Moby Dick. Vi kender forfatterskabet til dette essay til sidst.
Men metaforen om hvalen fører os tilbage til, hvordan Melville beskriver dyret i sin bog: Et gigantisk væsen, en trist, følelsesløs skabning. At lide af depression er som at blive til væsener, der bærer enorme tons af sorg og sejler på ensomme oceaner. Smerten er så stor, at man til sidst ikke længere føler noget, kun lysten til at flygte og lade sig synke ned i dybet.
På den anden side må vi ikke glemme, at Darren Aronofsky nyder at vise os troens og religionens kompleksitet. I Bibelen er hvalfiguren også det væsen, der sluger mennesker, som ikke er værdige til at blive frelst, som Jonas. Charlie lever med sit samvittighedssår over ikke at have givet sit bedste til dem, han elskede mest.
Hvalen er et symbol på alt det, vi gemmer under huden af tristhed og vital fiasko, og som ender med at ødelægge os.
Empati for stigmatiserede mennesker er ikke nok
Denne film er den skarpeste afspejling af mentale problemer, seksualitet, hjertesorg, religiøs intolerance og forældrefejl. Men noget, der bringer os tilbage som en refleksion, er vores manglende evne til virkelig at bekymre os om andre.
Det er sandt, at Charlies karakter vækker vores empati, ligesom enhver socialt stigmatiseret person kan. Men lad os huske på, at det ikke er nok at føle følelsesmæssig empati for, at nogen kan forstå og hjælpe. At have ondt af nogen redder dem ikke. Det er heller ikke nok at vide, hvad der ligger bag sygelig fedme.
Vi må holde op med at være tilskuere til andres lidelser og i stedet blive aktive agenter for dem, der har brug for forståelse, hjælp og forandring i deres liv. I vores samfund er der mange Charlier, der sejler alene på deres egne deprimerende oceaner.