Teknikken med den tomme stol til at opbygge selvmedfølelse

I din hukommelse gemmer du kun en del af virkeligheden. Det er ofte detaljer, som kan virke overflødige for dig. Men de er ofte virkelig vigtige, hvis du ønsker at forstå, hvor visse særpræg i din indre dialog kommer fra. Teknikken med den tomme stol er en nyttig terapi.

Strukturen og indholdet af din indre dialog er i høj grad påvirket af alle de ydre begivenheder, der påvirker dig. Herunder hører alle eksterne stemmer, der har noget at sige om din måde at leve dit liv på, og hvad det siger om dig. Dialogen er også påvirket af din opfattelse af, hvordan andre behandler dig. Derfor er det vigtigt at opbygge selvmedfølelse, da niveauet af det svinger op og ned.

I din indre dialog er der stemmer, som engang var eksterne, og hvis indhold du internaliserede. Det er let for dig at dømme dig selv, som du blev dømt, med den samme hårdhed og mangel på medfølelse. Ligesom du så en anden person skyde skylden for sine fejl på dig, gør du det også.

Hvorfor bliver et barn, der ikke er bange for at begå fejl, en voksen, der er bange for at begå fejl? Hvorfor bliver en voksen, i stedet for at behandle sig selv med hengivenhed og selvmedfølelse, en del af den gruppe af mennesker, der hele tiden dømmer dem?

Vi bærer ofte tanker og overbevisninger fra vores fortid med os, som definerer os, men som skader os.

At opbygge selvopfattelse med det, du finder

For næsten 50 år siden hævdede Shavelson (1976), at konstruktionen af de opfattelser, der udgør selvopfattelsen, er erfaringer med andre, oplevelser med andre og tilskrivninger om selvet. Han hævdede, at tidlige erfaringer, der udsendes af omsorgs- eller tilknytningsfigurer, er grundlæggende. Da de udvikler sig sammen med os, er det let at antage, at de er iboende for os.

Hvis en person konstant er blevet kritiseret for sine fejl, er det let for vedkommende at begynde at efterligne dette mønster internt. Dette er især tilfældet, hvis den hengivenhed, som deres referencefigurer viste over for dem, var afhængig af, om de begik fejl eller ej.

Hvis en person f.eks. modtager ros, når han/hun har tabt sig for at være i overensstemmelse med det normative eller socialt ønskelige, er det let for ham/hende at antage, at enhver anerkendelse, han/hun modtager, er knyttet til hans/hendes vægt.

Flere undersøgelser har støttet hypotesen om, at trivsel er tæt forbundet med selvopfattelse og selvaccept. Det kan ikke finde sted uden selvmedfølelse.

Når den indre dialog accepteres med alle de ydre vurderinger (nu indre), der anses for sande, kan der bl.a. opstå problemer med afhængighed, vanskeligheder i familieforhold eller vold i hjemmet (García, Musitu og Veiga, 2006).

Selvmedfølelse versus internaliseret kritik

Skyld og selvmedfølelse er tæt forbundet. Alle selvbevidste følelser, herunder skyld, fremstår gennem en vurdering i forhold til selvet. Disse typer af følelser betragtes undertiden som sociale følelser, der opstår i internaliseringen af kultur, hvad der er rigtigt og forkert, og den sociale kontekst (Etxebarria, 2003).

Skyld er kendetegnet ved fortolkningen af en bestemt handling som negativ og den korrigerende handling for at forsøge at afslutte det ledsagende ubehag.

Problemer opstår, når:

• Negative handlinger fortolkes som vitale perioder eller følelser, der er blevet stemplet som fejlagtige. Selv om de i virkeligheden ikke er det.
• Da handlingen fejlagtigt er mærket som “forkert”, har vi ingen værktøjer til at rette den. Dette sker ofte med handlinger/følelser udført eller opleve ti fortiden.

Er vi så dømt til at leve med skyldfølelse over et konfliktfyldt forhold til en forælder, et venskab, der sluttede på grund af noget, vi gjorde, eller en mulighed, vi gik glip af?

Hvis vi anvender mekanismerne i vores hypotetiske følelsesmæssige arv uden at ændre den, kan vi leve betinget af denne følelse i årevis. Men det faktum, at vi har modtaget en bestemt følelsesmæssig arv, hvor begrænsende skyld er hovedpersonen, fordømmer os ikke.

Faktisk findes der heldigvis i dag en række følelsesmæssige interventioner, der kan hjælpe med at håndtere denne begrænsende tendens.

Terapi til at opbygge selvmedfølelse

Terapi til at opbygge selvmedfølelse foreslår at dyrke en nøglekompetence til genopbygning af selvkonceptet: Selvmedfølelse. I selvmedfølelse finder vi plads til at opleve vores følelser uden at dømme og afvise oplevelsen. Desuden er det et redskab, der giver plads til at få en idé om situationen. Så kan vi se mindre kritisk på den. Det giver os også mulighed for at forstå alle konsekvenserne af visse oplevelser.

Ved at afstå fra at mærke følelser som positive eller negative forsvinder behovet for at korrigere dem. Derfor kan vi fokusere på at opleve dem, som de kommer, uden at vi har behov for at ændre dem. Med modificering undgår vi, med eksperimentering accepterer vi.

Teknikken med den tomme stol

Teknikken med den tomme stol kan være et godt redskab til at begynde at afmontere det internaliserede trossystem, som skyldfølelse ligger i. Den er også nyttig til at arbejde med selvmedfølelse og forståelse. Det skyldes, at du kan vende tilbage til fjerne situationer, som du nu kan se med andre øjne.

Du har sikkert oplevet, at du af og til siger ting som “Jeg er dum, det skulle jeg ikke have gjort”, “Hvordan kunne jeg blive i det forhold så længe?”, “Nu hvor min mor ikke længere er her, fortryder jeg virkelig, hvordan jeg behandlede hende i min ungdom”, eller “Hvorfor blev jeg i det job? Jeg var så svag!”

Men i dag ville du sandsynligvis ikke foretage de samme vurderinger, som du gjorde, da du oplevede situationen. Du er nødt til at tage hensyn til, at konteksten havde en vigtig rolle i at få dig til at føle dig så dårligt tilpas. Her kan teknikken med den tomme stol være yderst nyttig.

Sådan udføres teknikken med den tomme stol til at opbygge selvmedfølelse

Teknikken med den tomme stol kan udføres i direkte terapi eller fjernterapi. Du kan også prøve at gennemføre den på egen hånd, hvis du har lyst. Placér en tom stol foran dig. Forestil dig nu dig selv fra det tidspunkt, som du ønsker at behandle.

Det kunne være den version af dig, der ikke kom godt ud af det med din mor. Dig, der dumpede og ikke kunne studere det fagområde, du ønskede. Eller dig, der blev i et misbrugsforhold. “Sæt” disse versioner af dig i stolen.

Fortæl dette tidligere jeg alt det, du vil sige til dem fra dit nuværende perspektiv. Sæt dig derefter selv i stolen og vend rollerne om og tal om alt fra dit synspunkt på det tidspunkt. Prøv at huske så meget som muligt.

F.eks. din frisure, det tøj, du havde på, og den musik, du lyttede til. Alt, hvad som helst, der kan være med til at transportere dig til det nu fjerne scenarie. Forklar, hvor ubrugelig du følte dig, hvordan du føler, at du fortjente det, der skete for dig, og hvordan du opførte dig som en idiot.

Idéen bag terapien er, at du får et indblik i dit “gamle jeg”, og hvordan du tænkte dengang. I realiteten oplever du forskellige aspekter af dig selv. Dette hjælper dig med at genkende dine følelser og din indre kamp. Med andre ord kan du opbygge selvmedfølelse.

Selvmedfølelse: Modet til ikke at give op

Selvmedfølelse er endnu vigtigere end ekstern medfølelse. Det skyldes, at det kun er dig selv, der har de fuldstændige oplysninger. For du er den eneste, der har oplevet disse situationer.

Kan du virkelig bebrejde den pige, at hun ikke kunne enes med sin mor, når du tager hensyn til, hvad hun fik hende til at føle, og hvor ensom hun var?

Vil du stadig kunne sige til den fyr, at han er ubrugelig for at blive i et misbrugsforhold, når man tager hensyn til den isolation og desperation, han følte på det tidspunkt? Vil du fortsat kunne kritisere den person for at afvise andre, når det eneste, han/hun har oplevet i sin fortid, er afvisning?

Forhåbentlig vil du begynde at forstå dig selv uden at dømme. Du vil begynde at forstå, at de, der dømte dig og fortsat dømmer dig, mangler den følelsesmæssige oplevelse af din lidelse. Teknikken med den tomme stol kan være en god start på at erstatte skyldfølelse og bedømmelser med selvmedfølelse og accept. Et selv fra flere år siden, der taler med et selv fra i dag.