Psykopatologi og kreativitet

04 januar, 2020
Kreativiteten er absolut påvirket af mentale lidelser. Dog er mentale lidelser ikke en afgørende faktor eller nok til at være kreativ.
 

Er der et forhold mellem psykopatologi og kreativitet? Er det nødvendigt at have nogle helt særlige symptomer for at være et “kreativt geni”? I dagens artikel vil vi diskutere forskningen omkring forholdet imellem disse to. Derudover vil vi fortælle om neurovidenskabens rolle i denne forskning.

Forholdet mellem psykopatologi og kreativitet har været et interessant emne i århundreder. Aristoteles vidste for eksempel allerede, at de mest talentfulde kunstnere, forskere og andre, kreative hoveder havde tendens til melankoli.

Faktisk led kreative mennesker som Van Gogh, Virginia Wolf, Ernest Hemmingway, Edgar Allen Poe og Edvard Munch alle sammen af mentale lidelser, som må have forbindelse til deres kreative processer.

Levende maleri illustrerer sammenhæng mellem psykopatologi og kreativitet

Selv i dag forbliver læren om forholdet mellem psykopatologi og kreativitet besværlig og vanskelig.

  • Først og fremmest mangler eksperter stadig at finde en formel videnskabelig metode til at måle noget så uhåndgribeligt som kreativitet for at lære mere om dette forhold.
 
  • For det andet fordi psykiske lidelser er så forskellige. Og som man siger i “den kliniske verden”, er der lige så mange psykoser, som der er mennesker.
  • Dette bringer os til den tredje årsag til, hvorfor det er så svært at måle forholdet mellem de to ting. Selvom der er sket mange neurovidenskabelige fremskridt, er den menneskelige psyke stadig et mysterium.

“Problemet med verden er, at de intelligente mennesker er fulde af tvivl, mens de dumme er fulde af selvtillid.”

-Charles Bukovski-

Læren om forholdet mellem psykopatologi og kreativitet

Til at starte med kan vi sige, at læren om psykopatologi og kreativitet begyndte efter det 17. århundrede. Det skete muligvis efter, at man accepterede muligheden for, at den første variabel var målbar. Med andre ord var kreativitet ikke længere en immateriel ting uden mulighed for videnskabelig undersøgelse. 

Maleri af Sokrates

Forfattere som Galton, Silverman og Brain, blandt andre, postulerede fra et naturalistisk perspektiv, at kreativitet ikke var et ekstraordinært  fænomen, men helt almindeligt, funderet i biologien.

Omend det virker åbenlyst nu om stunder, var det ikke tænkt sådan, før de kom på banen. Derudover observerede de, at mennesker med stor kreativitet ofte havde symptomer på depression,  bipolar eller neurologiske lidelser.

Dog konkluderede de hurtigt, at der var behov for at studere dette forhold yderligere og ikke blot holde sig til case studier. Siden da er der tre metoder til at studere psykopatologiens påvirkning af kreativiteten:

  • Gennem biografiske studier af kreative mennesker igennem historien. Resultaterne af denne metode er hverken præcise eller konklusive. Men de er alligevel meget interessante.
  • Ved at analysere psykopatologien hos kreative mennesker. Ved hjælp af skalaer, instrumenter og klinisk inventar til målinger af personer i kreative erhverv. Intentionen var at bestemme, om der oftere sås mentale lidelser hos denne gruppe eller ej. Og, hvis dette var tilfældet, i hvilken kategori man i så fald skulle placere dem i (affektive eller psykotiske, blandt andre).
  • Gennem studier af kreativiteten fos psykiatriske patienter. Basis for denne metode ligge i princippet, som modsvarer det ovenfor. Hvis den første leder efter psykopatologi i kreativitet, leder denne efter kreativitet i psykopatologi. Dog fokuserer størstedelen af studierne på patienter med bipolar lidelse eller skizofreni.

Hvad siger neurovidenskaben om dette forhold?

Hjerne lavet af tetrisbrikker

I løbet af de seneste årtier har forskere lavet flere undersøgelser for at bevise et forhold mellem disse to variabler.

Selvom resultaterne er ret forskellige – og til tider endda modsigende – tyder alt på, at “der er en tilknytning til mental sygdom og/eller åbenlyse adfærdsforstyrrelser” (Escobar og Gómez-Gonzáles, 2006). 

Faktisk knytter disse undersøgelser kreativitet sammen med alkoholisme, selvmord, svær depression, bipolar lidelse, skizofreni, samt cerebral dysfunktion (epilepsi, autisme osv.).

Dog skal det igen siges, at dette forhold stadig ikke er bevist. Der er, på nuværende tidspunkt, ikke en klar konsensus blandt eksperter.

På et neuroanatomisk niveau er der en forbindelse mellem kreativitet og det præfrontale cortex, som er ansvarlig for højere kognitive funktioner. Og også til det limbiske system, som styrer de fysiologiske reaktioner på følelsesmæssig stimuli.

Dog pointerer eksperter, at nøglen ligger i det “flow” af informationer, som løber gennem de områder af hjernen, som omhandler kreativitet.

Hermed kan vi konkludere, at selvom der stadig er lang vej, er kreativiteten absolut påvirket af de mentale lidelser, hvor de nævnte strukturer er ændret. Dog er mentale lidelser ikke en afgørende faktor eller nok til at være kreativ.

 

Alfonso, E., & Beatriz, G. G. (2006). Creatividad y función cerebral. Rev Mex Neuroci7(5), 391-399.

Chávez, R. A., & del Carmen Lara, M. (2000). La creatividad y la psicopatología. Salud mental, 23(5), 1-9.

Rodríguez-Muñoz, F-J. 2011: Contribuciones de la neurociencia al entendimiento de la creatividad humana. Arte, Individuo y Sociedad, 23 (2), 45-54