Postpsykiatri: En ny retning inden for psykiatrien

Postpsykiatri er et interessant begreb i disse tider, da psykiatrien gennemgår en langvarig krise. Den udelukkende farmakologiske tilgang til behandling af mentale og følelsesmæssige problemer har nemlig vist sig at være yderst begrænset både i omfang og resultater.
Postpsykiatri: En ny retning inden for psykiatrien

Sidste ændring: 26 april, 2022

Postpsykiatri er en ny retning inden for psykiatrien. Den sigter mod at nærme sig mental sundhed på en anden måde end de mere traditionelle metoder. Den tager højde for, at det postmoderne samfund og individer har forskellige behov og perspektiver.

Pionererne inden for postpsykiatrien var Patrick Bracken og Philip Thomas. De foreslog begrebet i en artikel med titlen Postpsychiatry: a new direction for mental health, som blev offentliggjort i British Medical Journal i 2001.

Postpsykiatrien sigter mod at opbygge et mindre vertikalt forhold mellem psykiatere og deres patienter. Det skyldes, at dette forhold traditionelt set næsten udelukkende har været baseret på autoritet.

Ligeledes søger den at give en mere social dimension til praksis. Det betyder, at den tager hensyn til den kontekst, der omgiver patienten, og ikke kun til det, som vedkommende oplever individuelt.

Analytikerens formodede ønske bliver drivkraften i den analytiske proces, da det holder analysanden (patienten) i gang og forsøger at finde ud af, hvad analytikeren vil have af ham.”

Jacques Lacan

Papirfigurer står på række

Biologisk psykiatri

Siden opfindelsen af psykofarmaka har den biologiske psykiatri vundet stor fremgang. Faktisk er det i dag praktisk talt det eneste psykiatriske paradigme i Vesten. Dette er på trods af, at der findes andre psykiatriske tilgange. Faktisk er disciplinen grundlæggende blevet reduceret til en praksis med diagnose og medicinering.

Begge disse aspekter af diagnose og medicinering er blevet stærkt anfægtet gennem den biologiske psykiatris historie. Mange steder er psykiatriske hospitaler faktisk blevet synonymt med misbrug og krænkelse af menneskerettighederne for et stort antal patienter.

Faktisk er psykiatrien måske den eneste videnskabelige disciplin, der har givet anledning til en hel bevægelse imod den: Anti-psykiatrien. Inden for denne bevægelse finder vi akademikere på højt niveau og endda et stort antal psykiatere.

For at fuldende dette noget negative billede har psykiatere en tendens til at vise ret begrænsede resultater med deres praksis. Det lykkes dem at hæmme nogle symptomer hos deres patienter, men de opnår ofte langt mindre betydelige resultater, end det ville være ønskeligt.

Den traditionelle “sindssyge”-tilgang versus postpsykiatri

Postpsykiatrien fokuserer flere af sine spørgsmål på begrebet “sindssyge”, som den traditionelle psykiatri har fremsat. Den kritiserer, at sindet opfattes som et udelukkende individuelt fænomen, som om det ikke havde nogen relation til det miljø, der omgiver det.

Denne idé fører til, at patienterne opfattes som “defekte mennesker”. Derfor mener man grundlæggende, at den bedste udvej er at medicinere og isolere dem. Det er baseret på den idé, at de fleste af os handler inden for visse marginaler, der anses for at være “normale”. Den hævder imidlertid, at nogle individer er ‘defekte’ og bør adskilles fra dem af os, der fungerer ‘normalt’.

På den anden side sætter fortalerne for postpsykiatrien spørgsmålstegn ved det, de kalder ‘en teknisk forklaring på galskab’. Det drejer sig om det forhold, at psykiatrien har lånt visse begreber fra neurologien og har grebet dem an på en forudindtaget måde.

Den forklarer nemlig ethvert mentalt fænomen som et resultat af virkningen af bestemte neurotransmittere. Dette reducerer de forskellige dimensioner af mennesket til et rent biologisk område. Det er en farlig vej at gå, især fordi vi stadig har meget at lære om vores biologiske funktion.

En oplyst hjerne

Psykiatriens nye udfordringer

Repræsentanterne for postpsykiatrien mener, at det er muligt at nærme sig den mentale sundhed på en anden måde. De mener, at det forhold, der etableres til patienten, ikke udelukkende bør være et forhold med “diagnose-farmakologisk behandling”, som det er tilfældet i dag.

De mener, at det er muligt at indføre nye måder at håndtere denne forbindelse på, som det globale netværk Hearing Voices har gjort.

Desuden er postpsykiatri ikke enig i alle de tvangsmekanismer, som den traditionelle psykiatri anvender. De mener, at den person, der søger hjælp, ikke bør tvinges til at gøre noget, og slet ikke til at forblive isoleret fra samfundet for at forbedre sin tilstand. Ligesom fængsler, der sjældent rehabiliterer lovovertrædere, gør psykiatriske hospitaler nemlig sjældent meget for dem, der lider.

Denne nye tilgang sigter også mod at overskride perspektivet om simpel psykopatologi. Målet er at gå videre end at sætte en etiket på en patient. I stedet ønsker den at fortolke og forstå den enkeltes lidelse og søge efter måder, hvorpå de kan resignere deres ubehag, så det ikke destabiliserer dem.

Postpsykiatri søger også at overvinde dualiteten “psykiatri-antipsykiatri” og generere en integrativ tilgang, der kritisk forholder sig til psykiatrisk praksis, samt at drage fordel af de forskellige fremskridt og succeser inden for dette særlige område. Det endelige mål er at demokratisere og gøre spørgsmålet om mental sundhed mere humant.

This might interest you...
Donald Ewen Cameron og psykiatrien som manipulation
Udforsk Sindet
Læs den på Udforsk Sindet
Donald Ewen Cameron og psykiatrien som manipulation

Nogle mennesker tænker på Donald Ewen Cameron som en stor psykiater, mens andre tænker på ham som torturens fader. Få mere at vide her!



  • Carmona Osorio, M. (2017). Paradigmas en estallido: epistemologías para una ¿post? psiquiatría. Revista de la Asociación Española de Neuropsiquiatría, 37(132), 509-528.