Optografi: Den makabre videnskab fra det 19. århundrede
I løbet af det 19. århundrede mente forskere i retsmedicin, at de havde fundet en ny metode til at fange mordere på. Teknikken var dyster, mystisk og tvivlsom. Der var tale om optografi.
1800-tallet er en af de mest interessante perioder i moderne historie. Industrialiseringen, udviklingen af folkeskolen og videnskabelige fremskridt førte til mange observationer og ændringer i samfundet. Selvsamme kombination lagde grobund for sære tankegange og videnskabelige forsøg, inklusive optografi.
Mens denne idé kan synes absurd i dag, så husk på, at man i sluningen af 1800-tallet beundrede fotografiet. Folk så det som eksotisk, mystisk og endda magisk. I den kontekst er det ikke underligt, at nogle retsmedicinere besluttede sig for at lave en fotografi-baseret videnskab.
Hvad er optografi?
Ordet optografi stammer fra to græsker termer: Optos (syn) og grapho (skrive). Akademikere ved universitet i Heidelberg i sydvesttyskland var de første, som brugte termen i 1877.
En professor i fysiologi, William Friedrich Kühne, var den første, som brugte termen. En original teori af hans kollega, Franz Christian Boll, udløste første gang hans interesse for emnet. Fysiologen påstod, at der fandtes et pigment i nethinden, som blegnede i sollys og kom tilbage, når det var mørkt.
Denne opdagelse åbnede op for en ny verden af hypoteser og teorier, som lovede at revolutionere den retsmedicinske videnskab. Kühne var sikker på, at optografi ville kunne hjælpe med at afsløre enhver morders identitet simpelthen ved at studere offerets nethinde.
De sidste billeder, som var optaget på nethinden, ville kunne give de spor, som man skulle bruge til at finde den kriminelle. Alt, man skulle gøre, var at fjerne nethinden og opbevare det sidste billede i de rette kemikalier.
Munken, Christopher Scheiner, var faktisk den første til at analysere et optogram (det navn man gav billedet) over 100 år forinden.
Friar dissekerede en frø, da han opdagede det sidste billede, som var “optaget” på frøens nethinde, inden den døde. Denne opdagelse havde en stor indflydelse på munken og dannede grobund for denne kontroversielle praksis.
Innovationens grusomhed
Mens Kühnes hensigter kan have været gode, var hans metoder det ikke. Han anvendte nogle moralsk tvivlsomme, onde og ret makabre teknikker i sin forskning. Kühne havde øjensynligt ingen kvaler ved sit arbejde. Optografi ville jo ændre verden!
Kühne brugte små frøer og kaniner i sine eksperimenter.Han tvang dem til at se ind i ekstremt skarpt lys over en længere periode, hvorefter han skar hovedet af dem.
Hurtigt fjernede han øjnene fra dyrene og placerede dem i et mørkt, lukket rum. Der skar han nethinden ud og opbevarede det famøse pigment i en kemisk opløsning, som skulle bevare det.
“Videnskaben har aldrig løst et problem uden at skabe ti nye.”
Disse grusomheder ville ikke have været så almindelige, hvis ikke de havde været mere eller mindre vellykkede. Kühne lavede sit mest berømte forsøg på en kanin. Efter sigende var han i stand til at fange dyrets sidste billede af et vindue.
Kühne slog utallige dyr ihjel for sine eksperimenter indenfor optografi. I dag ville folk være hurtige til at tale imod denne slags handlinger. Men på den tid skete der så utrolig meget indenfor udviklingen af medicin og biologi, at de færreste tænkte på dyrevelfærd eller lidelse.
Mennesker som forsøgsdyr
I 1880 fik Kühne opfyldt sit højeste ønske. Nogle bødler i et lokalt fængsel halshuggede en fange, som var anklaget for at have slået hele sin familie ihjel. Dette gav Kühne mulighed for, for første gang, at eksperimentere med nethinden fra et menneske.
Kühne påstod, at resultatet af pigmentanalysen viste et billede af bladet på guillotinen. Nogle af hans samtidige nægtede dog denne påstand. De mente, at det kunne være et andet billede. Det endte dog med, at hans oprindelige idé vandt.
Året efter udgav Kühne en bog med titlen “Observationer til anatomi og fysiologi af nethinden”. Heri argumenterede han for, at hans eksperimenter var vellykkede. Desværre for Kühne er der ingen videnskabelig evidens, som bekræfter nogen af hans påstande.
Udviklingen af optografi
Til syvende og sidst var det mangel på beviser, som gjorde, at retsmedicinere og politi stoppede med at forsøge at bruge optografi til at løse forbrydelser. Det forhindrede dog ikke teorien i at blive en vandrehistorie, som varede i årevis.
Myten om optografi har inspireret utallige bøger, film og serier. Berømte forfattere som Rudyard Kipling og Jules Verne brugte disse ideer i deres historier. Det samme gør sig gældende for visse berømte tv serier, eksempelvis Dr. Who.