Familien Addams: Skønheden i det makabre
Familien Addams er simpelthen ikonisk. Det er blevet tilpasset på utallige måder over årene. Hvad er nøglen til dens succes? Hvorfor kan vi godt lide at grine af terror? Hvad er smukt ved dødens kult? I denne artikel vil vi prøve at svare på disse spørgsmål.
Familien Addams er uden tvivl en af de bedst kendte familier på TV og i biografverden. Blot ved at høre navnet kan vi ikke lade være med at knipse til den uforglemmelige kendingsmelodi. Verdens mest særegne familie har underholdt vores Halloween (og andre) aftener i mange år, gjort grin med døden og overrasket os med deres smag for det makabre.
Hvorfor er folk fascineret af gys?
Når vi tænker på gyserfilm, leder vi efter film, som vil overraske os. Vi ønsker at opleve en frygt fra vores trygge og rolige lænestol. Vi ønsker at føle os bange, men på samme tid vide, at det, vi ser, er intet mere end et fiktionelt værk. På en eller anden måde finder vi nydelse i denne oplevelse.
Nogle personer finder gyserfilm sjove på grund af, hvor langt ude de kan være nogle gange og på grund af de mange klichéer, som ofte dukker op i dem. Andre holder sig dog langt væk fra dem.
Det er meget mere kompliceret, end det måske lader til, at gøre tilskueren bange. Forskellige føelelser og subjektivitet kommer i spil. Det samme præmis kunne blive anvendt med komedier også. Det er også en kompliceret opgave at få os til at grine, og især hvis vi ønsker, at alle skal grine af de samme ting.
Og hvis vi tager alle disse klichéer fra gys og blander en smule komedie i det? Det er netop, hvad familien Addams gør, og dér ligger nøglen til dens succes.
Historien bag det makabre
Gennem historien har der været et utal at artistiske manifestationer forbundet med død. Ligeledes viser antallet af religioner og kulte gennem menneskets historie, hvor meget vi tænker over, hvad der kommer efter dette liv. Mennesker føler sig virkelig nysgerrige omkring døden og det ukendte.
Dette er blevet reflekteret på mange måder. Selv kirkegårde kan blive artistiske udendørs områder. Et godt eksempel på dette ville være den monumentale kirkegård i Milano eller Recoleta kirkegården i Buenos Aires. Vi bliver også nødt til at nævne de egyptiske pyramider, samt eksempler på den forhistoriske kult for døden, der kan ses i stendysser.
Memento mori
Kort sagt er der masser af eksempler fra fortiden med hensyn til dødens kult. Uanset kulturen og den geografiske placering, vil vi altid være i stand til at finde nogle beviser, som minder os om det kendte latinske ordsprog memento mori.
For hvis der er noget, vi kan være sikre på, så er det, at vi alle vil dø, selvom måden at opfatte det på er forskellig fra et sted til et andet. Denne kult er blevet indhyllet i mysterium og med tiden har den vist sig i gyserfilm.
Alt ukendt eller som udgør en trussel for vores liv på en eller anden måde, vil altid producere en bestemt mængde terror. Gysergenren næres af denne frygt, det okkulte og mere end noget andet døden, for at skabe bøger og film, som forbindes med vores lyst til at forblive i live. Er der dog en anden måde at se på dette på?
Selvfølgelig har gysergenren udviklet sig og tilpasset sig gennem tiden. Den har dog bestemte æstetiske elementer, som er nemme at identificere og ofte kan føre til komedie. Og hvis der er noget mere vovende end gys selv, er det evnen til at grine af det. På den måde kan monstre, der var skræmmende, blive venner eller endda grinagtige objekter.
Gotisk fiktion
I det nittende århundrede fik gotisk fiktion et betydelig fodfæste og som en konsekvens blev forskellige undergenrer skabt. For nyligt har vi haft et meget godt eksempel, som definerede, hvad senere ville blive kendt som “komedie-gys”.
Vi taler her om Sleepy Hollow af Washington Irving. I dette tilfælde er det gys blandet med en ret sort form for humor. Efter det fulgte et utal af film med denne form for gys.
I film og TV skilte nogle film sig ud, blandt andre Gremlins (Joe Dante, 1984), The Little Shop of Horrors (Frank Oz, 1986), Hocus Pocus (Kenny Ortega, 1993), Mars Attacks (Tim Burton, 1996) og Beetlejuice (Tim Burton, 1988).
I Spanien skilte instruktøren, Alex de la Iglesia, sig også ud for at give os terror blandet med komedie. To af hans eksempler var T he Day of the Beast (1995) og The Witches of Zugarramurdi (2013). Biografen inviterede også nogle gange til at lave sjov af vores frygt og at grine af absurde konventioner, som ofte omgiver vores liv.
Men der er ingen tvivl om, at familien, som vi taler om, har gjort bedst grin med døden. Den har betaget fans fra hele verden og i alle aldre. Den har formået at kombinere grin og terror på en måde, som aldrig er blevet udkonkurreret. Familien Addams er af åbenlyse grunde og for mange mennesker blevet den endelige definition på, hvad komedie-gys virkelig er.
Familien Addams: Makaber komedie
Den amerikanske tegneserieskaber, Charles Addams, overraskede folk i 1933 med en serie af tegneserier i The New Yorker. De indeholdt makabre personer, som omfavnede sort humor og lavede parodier fra hverdagen.
Nogle få årtier senere, i 60´erne, endte disse tegneserier med at inspirere til selve familien Addams. Men dette var ikke den eneste besynderlige familie, som regerede på TV på det tidspunkt. På en anden kanal kunne du se en lignende serie ved navn The Munsters.
Den sorte humor og klichéerne fra gyserfilm – for derefter at lave en parodi af dem – lagde grundlag for en reel satire om kontemporære værdier. Af en eller anden grund betragtede folk, at alt normalt var underligt og fremmed. På den anden side ærede de alt, hvad der var ukonventionelt.
Denne teknik viser os en form for omvendt verden, som underholder tilskueren med besynderlige ting, men på samme tide inviterer den dem til at stille spørgsmålstegn ved deres egne værdier.
Vi er alle født i et samfund, som påvirker vores beslutninger og tillader os at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. Disse typer af genrer inviterer os dog til at overveje et nyt perspektiv. Et perspektiv, som bruger humor til at nedbryde vores traditionelle perspektiver.
Familien Addams på den store skærm
Familien Addams´store succes betød, at den ikke kun blev på TV-skærmen. Film, animerede serier og endda en musical fulgte efter.
Dets personer kom fra gyserfilm, men boede et normalt hverdagsliv. De er ikke længere uhyrlige personer, som bør skræmme nabolaget, men de bliver snarere naboerne selv, omend temmelig særegne naboer. På nogle måder peger dette mod idéen om en freak – alle de personer, som af en eller anden grund ikke lader til at passe ind i samfundets normer.
Familien Addams bryder alle humane konventioner, men de har deres egne moraler og deres egne regler. De observerer vores verden og prøver at se noget fornuft i det, som er mærkeligt for dem.
Det interessante ved det grinagtige element er, hvordan det formår at nedbryde konventionelle værdier og regler og sætte spørgsmålstegn ved dem ved at bruge ironi. Dette er ikke noget eksklusivt ved komedie-gys, men noget, som vi alle også anvender i hverdagen.
Hvad hvis “normal” var det totalt modsatte? Vi ville helt sikkert kritisere al adfærd, som fandt sted uden for de normer.
Lad os tage Morticia fra familien Addams som eksempel. Hun lærte, at roser er smukkere uden deres blomster og kun med deres tjorne. I dette tilfælde ville vi helt sikert beskære dem og blive betaget af tjornenes skønhed.
Vi ville finde det underligt, hvis nogen fakisk beundrede blomsterne og blomsterbladene. I sidste ende afhænger alt af perspektivet og hvad samfundet har lært os.
Skønheden i gys i familien Addams
Det producerer grin at lege med disse kontraster. Værdier bliver vendt, det makabre bliver anset som værende smukt og der bliver sat spørgsmålstegn ved alt. Derudover må vi ikke glemme, at mange mennesker finder en vis skønhed i gys. Og denne skønhed er noget, som er totalt subjektiv.
Vores liv er flygtigt, vores gang gennem denne verden er forbundet med døden. Hvorfor frygte det? Hvorfor ikke gøre grin med det? Familien Addams har gjort det med succes i flere årtier og har givet os en form for lindring, som gør vores gang gennem livet (eller døden) mere behagelig.
Vores liv er ofte meget tragisk. Det kan være bittert og ikke hvad vi havde drømt om. På grund af det er latter en form for terapi, en lindring, som frigiver os i vores mørkeste øjeblikke.
På den måde formår familien Addams at betage os med deres særlige syn på skønhed, rigtigt og forkert, moraler og humor. De har betaget os så meget, at selv mange årtier senere, fortsætter de med at slå rekorder og inspirere os.