Neurobiologien bag menneskelige bånd

september 30, 2019
Grundlaget for de menneskelige bånd, vi danner livet igennem, kan spores tilbage til vores tidligste alder. Neurobiologien har flere teorier om det.

Det er kendetegnende for pattedyr at knytte sig til andre. Derfor er forskningen inden for neurobiologien bag menneskelige bånd også baseret på studier af dyr. Nylige studier tyder på, at tilknytning er grundlagt i samspillet mellem oxytocin og dopamin i corpus striatum.

De menneskelige bånd, du knytter til andre i løbet af dit liv, kan være grundlæggende forandrende. Faktisk har de positive bånd, som du knytter senere i livet, potentialet til at udbedre skaderne fra usunde tilknytninger fra tidligere i dit liv.

Det, der tilsyneladende ligger ret fast, er, at de forskellige menneskelige bånd er baseret på de samme neurobiologiske former for tilknytning. Det handler generelt om en overensstemmelse mellem adfærd, og integrationen af netværk i og under hjernebarken. Disse netværk har at gøre med belønning og motivation, samt simulering og mentalisering.

Neurobiologien bag menneskelige bånd

Ifølge Ruth Feldman, som forsker i neurobiologien bag menneskelige bånd, så bør vi studere båndene, der knyttes mellem pattedyr ud fra et udviklingsmæssigt perspektiv. De associative dele af hjernebarken forbindes af tidlige oplevelser hos børn, i alderen 2 til 4.

De bånd, vi knytter senere, såsom til kærester eller nære venner, genbruger den samme mekanisme. Altså den, der blev etableret i det tidlige bånd mellem mor og barn i de tidlige “følsomme perioder”.

Forskerne definerer disse “følsomme perioder” som tidlige og særlige vinduer i tiden. Det er der, hvor hjernen oplever bestemte ting i omverdenen, som bidrager til en god modning. I forbindelse med tilknytning handler det om den typiske opdragelses-adfærd hos pattedyrene.

Babys hånd holder om mors finger

Foreslåede neurobiologiske modeller til forståelse af menneskers tilknytning

I sin forskning samlede Dr. Feldman forskellige bud på neurobiologien bag menneskelige bånd:

  • Som nævnt ovenfor, bør forskning i menneskers bånd have et udviklingsmæssigt perspektiv. Derfor understøtter det neurobiologiske system tilknytningen mellem to pattedyr. Moderen og hendes afkom danner dette forhold i livets tidlige, følsomme perioder.
  • Kontinuiteten i neurobiologiske systemer vedligeholder menneskers forbindelse. Menneskelige bånd genbruger den grundlæggende mekanisme, der blev grundlagt i moder-barn tilknytningen. Den bruges til at forme andre bånd gennem livet (for eksempel romantiske forhold eller nære venskaber).
  • Menneskers bånd udvælges nøje, og holder længe. Bånd er formålet med tilknytninger, og de kan vare hele dit liv.
  • Tilknytning er baseret på adfærd, der udløses af adfærdsmønstre, der er særlige for en art, et samfund eller et individ. At knytte bånd er en proces, der går oppefra og ned. Tilknytnings-relateret adfærd aktiverer hjernen og det neuroindokrine system.
  • Koordineringen af biologisk adfærd er et nøglebegreb for menneskelig tilknytning. Med andre ord er sammenhængen mellem den non-verbale adfærd, og den koordinerede fysiske respons mellem to mennesker i social kontakt med til at definere menneskers bånd.
  • Både oxytocinsystemet og forbindelsen mellem dopamin og oxytocin spiller en rolle for moderskabet. De er også involveret i faderskab, forældreskab, romantiske forhold og nært venskab. Optagelsen af oxytocin og dopamin i hjernebarken fylder tilknytningen med motivation og livlighed.
To venner krammer

Flere teorier

  • Når mennesker knytter bånd, ses større aktivitet og et tættere samspil mellem de relevante systemer. I perioder, hvor mennesker forbindes, kan man se en aktivering af de tætteste forhold mellem de systemer, der understøtter tilknytning, belønning og stresshåndtering.
  • Menneskelige bånd fremmer ligevægt, sundhed og velvære. Sociale bånd forbedrer sundhed og humør. Til gengæld øger social isolation stress, skader dit helbred og kan medføre døden.
  • Mønstrene for tilknytning går videre fra en generation til den næste. Adfærdsmønstre, som du oplever tidligt i livet, regulerer tilgængeligheden af oxytocin, samt lokalisering af receptoren i en babys hjerne. På den måde programmerer den sådan set evnen til at opfostre den næste generation.
  • Tilknytningen mellem moder og barn, og moderens nærhed, udvikler det organ, vi kalder hjernen. Dette tillader barnet at fungere i sine sociale omgivelser. Den umodne hjerne hos et pattedyr, og behovet for at være tæt på en mor, som ammer, tillader sindet konstant at reagere på det sociale miljø.
  • De bånd, du knytter livet igennem, er livsændrende. Sunde forhold, som du danner senere i livet kan faktisk reparere negative forhold fra dine tidlige år. Hjernens plasticitet og det faktum, at dens natur er baseret på adfærd, gør, at senere bånd faktisk kan omarrangere de neurale netværk og, i hvert fald delvist, reparere tidlige, negative oplevelser.

Afslutningsvis lader det til, at fundamentet for neurobiologien bag menneskelige bånd er samspillet mellem oxytocin og dopamin i hjernen. Det ser også ud til, at disse systemer i hjernen formes gennem spædbarnets tilknytning.

Derfor er det interessant at vide, at disse systemer genbruges senere i livet. De aktiveres, når vi knytter andre bånd, for eksempel venskab eller kærlighed.

  1. Feldman, R. (2017). The neurobiology of human attachments. Trends in Cognitive Sciences, 21(2), 80-99.
  2. Rilling, J. K. (2014). Comparative primate neuroimaging: insights into human brain evolution. Trends in cognitive sciences, 18(1), 46-55.
  3. Kundakovic, M., & Champagne, F. A. (2015). Early-life experience, epigenetics, and the developing brain. Neuropsychopharmacology, 40(1), 141.
  4. Feldman, R. (2015). The adaptive human parental brain: implications for children’s social development. Trends in neurosciences, 38(6), 387-399.
  5. Feldman, R. (2015). Sensitive periods in human social development: New insights from research on oxytocin, synchrony, and high-risk parenting. Development and Psychopathology, 27(2), 369-395.
  6. Carter, C. S. (2014). Oxytocin pathways and the evolution of human behavior. Annual review of psychology, 65, 17-39.
  7. Feldman, R. (2016). The neurobiology of mammalian parenting and the biosocial context of human caregiving. Hormones and Behavior, 77, 3-17.
  8. Feldman, R. (2012). Oxytocin and social affiliation in humans. Hormones and behavior, 61(3), 380-391.
  9. Feldman, R. (2012). Bio-behavioral synchrony: A model for integrating biological and microsocial behavioral processes in the study of parenting. Parenting, 12(2-3), 154-164.
  10. Love, T. M. (2014). Oxytocin, motivation and the role of dopamine. Pharmacology Biochemistry and Behavior, 119, 49-60.
  11. Ulmer-Yaniv, A., Avitsur, R., Kanat-Maymon, Y., Schneiderman, I., Zagoory-Sharon, O., & Feldman, R. (2016). Affiliation, reward, and immune biomarkers coalesce to support social synchrony during periods of bond formation in humans. Brain, behavior, and immunity, 56, 130-139.
  12. Cacioppo, J. T., Cacioppo, S., Capitanio, J. P., & Cole, S. W. (2015). The neuroendocrinology of social isolation. Annual review of psychology, 66, 733-767.
  13. Weaver, I. C., Cervoni, N., Champagne, F. A., D’Alessio, A. C., Sharma, S., Seckl, J. R., … & Meaney, M. J. (2004). Epigenetic programming by maternal behavior. Nature neuroscience, 7(8), 847.
  14. Feldman, R. (2007). Mother‐infant synchrony and the development of moral orientation in childhood and adolescence: Direct and indirect mechanisms of developmental continuity. American Journal of Orthopsychiatry, 77(4), 582-597.
  15. Akers, K. G., Yang, Z., DelVecchio, D. P., Reeb, B. C., Romeo, R. D., McEwen, B. S., & Tang, A. C. (2008). Social competitiveness and plasticity of neuroendocrine function in old age: influence of neonatal novelty exposure and maternal care reliability. PloS one, 3(7), e2840.
  16. Schore, A. N. (2013). Relational trauma, brain development, and dissociation. Treating complex traumatic stress disorders in children and adolescents: Scientific foundations and therapeutic models, 3-23.