Morels opfindelse: En smuk refleksion over udødelighed

januar 4, 2019
Bioy Casares tager os med ind i en verden, vi alle kan visualisere. Det introducerer os for en person, som mister sin forstand ved flere lejligheder, og som skriver alting ned som en permanent optagelse af alt, han har oplevet på øen.

Frygten for døden er noget af den ældste frygt, mennesket har haft. Som en kontrast er drømmen om et evigt liv og evig kærlighed en af vores største ønsker. Morels opfindelse af den argentinske forfatter, Adolfo Bioy Casres, forener denne frygt og disse ønsker. Den stiller spørgsmål om dem, reflekterer over dem og foreslår nye veje for at opnå dem.

Morels opfindelse har også inspireret til film, skuespil og serier som: Fra 1961 filmen Ano Pasado en Marienbad (I fjor i Marienbad), serien Lost og den argentinske film fra 1986 Hombre Mirando al Sudeste (Manden der kigger mod sydøst) blandt andre. Romanen, udgivet i 1940, var den, som åbnede vejen for science fiction i den spanske del af Amerika.

Bioy Casares var en forfatter, som var ret kendt i sit hjemland Argentina. Han var ven med Borges og forbundet med Ocampo søstrene (han var gift med en af dem.)

Han var sammen med de største forfattere på den tid, når der fandt litterære begivenheder sted i Buenos Aires. Hans venskab med Borges var så godt, at i Morels opfindelse kan vi se prologen, som er skrevet af Borges selv.

Fiktion og dagligliv i Morels opfindelse

Vi kan sige, at Bioy Casares var forud for sin tid, takket være hans evne til at blande dagligdags elementer med science fiction. I hans romaner kan vi se realistiske personer i ikke så realistiske omgivelser.

I Morels opfindelse har vi en hovedperson, flygtningen, som bor på en fjern ø på flugt fra loven. Vi kender ikke hans navn, eller hvad han har gjort, der gør, at han flygter for loven. Han portrætteres som en dagligdags person med meget ægte følelser.

Øen, han bor på, er blevet forladt for år tilbage; bygningerne er gamle og i forfald. Snart finder han ud af, at der foregår mærkelige ting der. Nogle fremmede dukker op på stedet og de gentager de samme handlinger igen og igen. Det virker som om, flygtningen er usynlig for dem.

kort over øen fra bogen Morels opfindelse

Mellem de fremmede er Faustine, en ung kvinde, som flygtningen til sidst bliver forelsket i. Han forsøger at tale med hende adskillige gange, men det er, som om hun slet ikke ser ham. Det er, som om han slet ikke eksisterer. På den anden side har vi Morel, en videnskabsmand, som også ser ud til at være forelsket i den unge Faustine, som flygtningen afskyr.

Vi ser snart, at disse fremmede er intet andet end billeder fra fortiden, som refererer til de folk, som engang boede på øen. Morel udtænker en maskine, som er i stand til at optage disse bevægelser og folkene.

Han er i stand til at redde deres essens, deres ønsker og deres tanker og væren. På den måde kan de leve evigt med en glad hukommelse, som de ikke vil kunne huske. Noget der kan minde om Nietzsches evige gentagelser, men her genlever de en uge af deres liv i al evighed.

“Jeg er ikke død længere, jeg er forelsket”

-Flygtningen, Morels opfindelse-

Frygt for døden og udødelighed i fiktion

Døden bliver en del af os lige fra fødslen. Hver dag, hvert minut og hvert sekund bringer os en smule tættere på det. Problemet opstår, hvis det bliver til en frygt og vi har problemer med at acceptere det. For at overvinde denne frygt har nogle religioner og filosofier et løfte om “et andet liv:” Et løfte om et bedre liv efter døden.

Man opfatter mennesket som en forening af krop og sjæl, og for at kunne befri vores evige sjæl skal vi leve på en bestemt måde for at blive gode mænd og kvinder. På den måde vil vores udødelige del være i stand til at leve i fred evigt efter vores død på det fysiske plan.

Andre religioner som buddhisme foreslår en udødelighed baseret på reinkarnation. Det, disse historier viser os, er, at vi fra evig tid har søgt efter måde at undgå døden på. Det forsøger at forklare, hvorfor vi dør og ved at gøre det må vi acceptere håbet om et åndeligt liv efter, at vores fysiske kroppe forgår.

“Frygt gør dig overtroisk”

-Adolfo Bioy Casares-

Begyndelsen på virtual reality

Når man har forsøgt at skildre udødeligheden i verdens fiktion, forestiller vi os udødelige væsener som elverne i Ringenes Herre eller mytologiske væsener, som på en måde er gudelige. På den måde kan vi se, at prisen for udødelighed eller forsøget på at efterligne det altid er meget høj.

I Morels opfindelse skaber videnskabsmanden Morel en maskine, som er i stand til at give vores sjæl en udødelig status. Men prisen for den dødelige krop vil være meget høj.

Gennem biograferne og ny teknologi i tiden, giver Bioy Casares os forskellige refleksioner og begynder endda på det, som vi i dag kalder for virtual reality. Han opstiller andre måder at opnå udødelighed på. Hovedpersonen i Morels opfindelse søger udødeligheden fra begyndelsen, men på en indirekte og ubevidst måde.

“Evigheden er en af de sjældne dyder i litteraturen”

-Adolfo Bioy Casares-

Litteratur er på sin egen måde udødelig. Vi bringer forfatteren tilbage til livet, hver gang vi læser hans værker. Litteraturen bliver en del af eftertiden og på den måde bliver værket udødeligt. Det er bare en anden form for udødelighed.

Protagonisten fortæller disse fakta i en slags dagbog, hvor man håber, det bliver fundet en dag i fremtiden. Ved at bevare det på skrift, kan vi sige, at han søger en slags udødelighed.

forfatteren til Morels opfindelse

Idealiseringen af kærligheden i Morels opfindelse

Som vi  nævnte tidligere, så kan de fremmede ikke se flygtningen og ignorerer hans eksistens. Flygtningen nægter at tro på, at de ikke kan se ham og vælger at tro, at det alt sammen er en slags plan for at fange ham og udlevere ham. Han afviser ikke at eksistere! De fremmede kunne ikke se ham, fordi de bare var billeder og hukommelse.

Flygtningen kan ikke acceptere denne usynlighed overfor alle, hvor han nærmest er død for dem. Faktisk ville ingen på jorden kunne acceptere noget, der ligner dette. Ikke at eksistere, at være usynlig for andre er som en slags død for den person. Det vil man ikke acceptere, for det er som at være død levende.

“Det var, som om han ikke havde hørt mig, som om han ikke havde set mig; det var, som om ørerne, jeg havde, ikke var gode nok til at høre, som om øjnene, jeg havde, ikke var gode nok til at se”

-Flygtningen, Morels opfindelse-

På den anden side udtrykker romanen også kærlighed, idealiseringen af kærligheden, og hvordan den holder flygtningen i live. Det er hans eneste flugtvej, hans eneste begær. Fakta er, at kærligheden er så naturlig, som døden er for mennesket, ligesom frygten for ensomheden hos hovedpersonen.

Uanset hvad det ville betyde, hvis han blev opdaget, så forbinder han det med onde planer. Han tror på, at de konspirerer imod ham for at ville forråde ham. Og til sidst har han faktisk ikke så meget imod den ide. Det skyldes, at flygtningen frygter ensomheden, og disse tanker er meget menneskelige. På samme måde er der også en god del jalousi inden i ham.

Kærlighed og udødelighed

På den anden side går det op for ham, hvor ulogiske hans tanker er. Snart finder han det svært at bevare dem, som alle ville gøre i en tilsvarende situation. I dette tilfælde er kærlighed relateret til en platonisk ide og også til et litterært emne religio amoris, hvor den elskede synes uopnåelig, højere og gudelig.

Ydermere er kærligheden i romanen det, som leder til udødeligheden. Det vil være triggeren for alting. Det vil vække Morels ønske om selv at blive udødelig sammen med Faustine. Det er også det, som trigger, at ønsket opstår i flygtningen.

Bioy Casares tager os, takket være hans passion for litteraturen og hans store evner som fortæller, med ind i en verden, vi alle kan visualisere. Det er virkelig værd at lave til en film. Det introducerer os for en person, som mister sin forstand ved flere lejligheder, og som skriver alting ned som en permanent optagelse af alt, han har oplevet på øen.

Han er dog en meget menneskelig person, og vi ville sikkert have handlet på samme måde i en lignenede situation. Det er uden tvivl et værk, som er værd at læse, og en som virkelig inviterer os til at reflektere.

“Døden er et levet liv. Livet er døden, som kommer”

Jorge Luis Borges