Jeg kan godt lide mennesker, som efterlader spor, ikke ar

Jeg kan godt lide mennesker, som efterlader spor i mig, men som ikke sårer. Mennesker, som har fortjent en plads i vores hjerter. De har lært os værdien af et venskab, at nyde ærlighed og at kunne stole på folk. Tusind tak til alle disse enestående mennesker, som har beriget vores liv, og som har været med til at give os en oplevelse af sand lykke. Men vi har ikke været rimelige overfor nogen af dem.

Disse mennesker har efterladt mange af deres spor i os, som vi har glemt alt for hurtigt. Vi har glemt dem, ikke fordi vi ikke satte pris på den tid, vi brugte med dem, eller fordi vi ikke værdsatte den støtte, de gav os, men fordi vi har lagt større vægt på de mennesker, som har formået at såre os.

“Nogle mennesker var i vores liv for at gøre det bedre og andre for at lære os en lektie.”

-Anonym-

Mennesker, som har givet os et ar

Vi ved godt, hvordan vi skal skelne mellem de mennesker, som får os til at føle os godt tilpas, og dem, som ikke gør. Ikke desto mindre er beslutningen om at give slip, komme væk eller bare forsvinde, svær. Vi giver dem lov til at lege med vores følelser og blive ved med at behandle os dårligt. Skyld og frygt gør os i tvivl, selv når vi godt er klar over, hvilken vej vi må gå.

Måske sker alt dette, fordi det er i de øjeblikke af tristhed, depression og sand rædsel, at vi begynder at værdsætte det, vi har. Tænk på de gange, du har været meget syg af influenza, uden at kunne komme ud af sengen. Er det så ikke sandt, at du virkelig værdsætter den tid, du var rask? Men når du igen får det bedre, så glemmer du helt den følelse, du havde.

Når det drejer sig om vores forhold, så foregår det på præcis samme måde. Mennesker, som giver os ar, forbliver i vores hukommelse længere. Vi giver dem ansvaret for, at vi føler os dårligt tilpas. Vi fokuserer på alt det, de har gjort, på det, de har fået os til at føle. Vores overlevelsesinstinkt gemmer på det ekko i vores hukommelse, hvis nu skæbnen skulle sætte os i samme situation igen.

Men det er de mennesker, som efterlader spor, ikke ar, vi burde give vores fulde opmærksomhed. Vi burde være klar over, hvor meget de har bidraget med i vores liv, uden at tage noget fra os. Det er ikke nødvendigt at lide eller at blive såret, for at nogen kan efterlade et spor. De bedste spor er diskrete, kun synlige for dem, som ved, hvordan de skal værdsætte dem.

Spor, efterladt af dem, som gav os noget

Det er værd at fokusere på alle dem, som gav dig noget godt.

Spørg dig selv “hvilket spor vil jeg efterlade?” På samme måde, som der er mennesker, der efterlader spor uden at gøre ondt, kan vi gøre det samme. Når vi ikke værdsætter andre, kan vi efterlade et sår, som kan forvandle sig til et grimt ar.

Selvom det kan være svært at give slip på minder, som er fulde af smerte, er sandheden, at der er en genvej, du kan bruge. Luk dine øjne. Lyt til din krop og tag hen, hvor du vil, hen mod noget, som får dig til at føle godt tilpas. Pludselig vil de mennesker, som har givet dig et ar, forsvinde. Minderne vil bliver erstattet med nogle, som kun har beriget dig med gode ting.

“Vi bliver nødt til at lære at værdsætte andre mennesker på samme måde, som de værdsætter os.”

-Anonym-

Normen burde hverken være, at du har været udsat for onde personer, eller at du har været uheldig. Du har sikkert mødt nogen, som ikke vidste, hvordan de skulle behandle dig på den bedste måde. Men dette bør ikke gøre dig bedrøvet. Disse mennesker burde ikke blive hovedpersonerne i din rejse tilbage i din hukommelse. De personer, som fortjener det meste af din opmærksomhed, er dem, som har været der for dig, når andre flygtede. Dem, som lyttede tålmodigt til dig, når andre kun lod som om. De mennesker, som satte deres spor ikke i form af et ar, men i form af kærlighed.