Den måde, du er på, forudsiger, hvilken form for terapi du har brug for

Forskellige karakteristika ved klienten, f.eks. deres coping-stil eller funktionsniveau, forudsiger, hvilken form for terapi de har brug for.

Hvorfor bliver vi bedre i psykoterapi? Forskellige discipliner, såsom psykiatri og psykologi, har forsøgt at besvare dette spørgsmål. Man ved, at visse træk ved klienten har indflydelse på succesen af terapi. Er spiritualitet for eksempel vigtigt for dem? Hvordan er deres coping-stil? Er de villige til at være “aktive” i terapeutien? Dermed kan vi med sikkerhed sige, at din væremåde forudsiger den form for terapi, du har brug for.

Ifølge Lambert (2019) skyldes op til 33 procent af den samlede terapeutiske forandring hos personer, der deltager i psykoterapi, ekstra-terapeutiske faktorer. Disse faktorer omfatter dem, der er forbundet med klienten og deres livshistorie. Dette er helt forståeligt, når man tager højde for, at det er klienten, der sætter forandringsprocessen i gang.

Karakteristika, der afgør den passende form for terapi

Der er en lang række heterogene karakteristika, der er blevet foreslået med hensyn til, om en klient vælger den ene eller den anden form for terapi. Vi vil fokusere på nogle af dem.

For det første er det for at gennemføre en god terapeutisk proces nødvendigt at inddrage klientens karakteristika, opfattelser og præferencer med henblik på at personliggøre terapien mest muligt.

1. Funktionsniveau

Et minimalt funktionsniveau er blevet identificeret som en faktor, der vanskeliggør prognosen for psykoterapi. Aspekter som f.eks. dybden af de begrænsninger, som den kliniske tilstand medfører, er relateret til en dårligere prognose og omvendt.

Det modsatte sker imidlertid i børnepopulationen. Faktisk er effektiviteten af forældretræningsprogrammer også højere, når adfærdsvanskelighedernes sværhedsgrad er større.

Med hensyn til voksne er det let at udlede, at hvis en persons liv er mere svækket, har de brug for flere terapisessioner. På den anden side, når det præmorbide funktionsniveau er virkelig lavt, er direktivterapier, der har til formål at øge det, meget gavnlige. Blandt disse er intervention gennem adfærdsaktivering.

2. Præferencer

Præferencer henviser til de aktiviteter og psykoterapiforhold, som klienten føler sig mest tryg ved. Der findes forskellige instrumenter, såsom C-NIP ( The Cooper-Norcross Inventory of Preferences), som gør det lettere at vurdere klientens præferencer. Den foreslår, at man ved valg af psykoterapeut bør tage følgende aspekter i betragtning:

• Aktivitetspræferencer. Det drejer sig om de opgaver, der skal udføres i løbet af behandlingen, de mål, klienten ønsker at opnå, og antallet, varigheden og hyppigheden af de sessioner, som han/hun gerne vil have. De bør blive enige om disse præferencer med den valgte terapeut.
• Præferencer for psykoterapeuten. Klienterne føler sig normalt mere trygge ved at se en terapeut af et bestemt køn. Dette er helt normalt. Graden af rettethed er også vigtig. Den henviser til det specifikke manuskript, som terapien følger. F.eks. er kognitiv adfærdsterapi generelt meget direktiv. Det skyldes, at sessionerne er mere forberedte, og at terapeuten udøver mere indflydelse. Desuden vil der være mere “hjemmearbejde” mellem sessionerne. Psykoanalysen er derimod ikke særlig direktiv.

Visse klientpræferencer kan være skadelige. I så fald vil terapeuten rådgive dem om den bedste interventionsform.

3. Spiritualitet og religiøsitet bestemmer den rigtige form for terapi

Den videnskabelige litteratur understøtter sammenhængen mellem spiritualitet/religiøsitet og fysisk og mental sundhed. Det giver bl.a. en følelse af tilhørsforhold, forbindelse og støtte. Klienten kan vælge at foreslå visse “tilpasninger”. Hvis religiøsitet og spiritualitet udgør et centralt aspekt af deres identitet, kan terapeuten nemlig tage hensyn til dette forhold.

Det er bevist, at når behandlinger tilgodeser klientens specifikke karakteristika, er resultaterne lige så effektive som “lægmandstilgange”.

4. Coping-stil

For Beutler er coping-stil et personlighedstræk. Den driver personen til at opføre sig på en bestemt måde for at tilpasse sig til skiftende og ukontrollerbare omgivelser og reducere det ubehag, som vedkommende måtte opleve. Der findes to slags coping-stile: Internaliserende og eksternaliserende.

Personer med en eksternaliserende coping-stil er impulsive og omgængelige og udviser en udpræget tendens til at uddelegere deres ansvar til andre. Denne stil er blevet forbundet med stofmisbrug og antisocial personlighedsforstyrrelse.

På den anden side har personer med en internaliserende coping-stil lav impulsivitet, en tendens til at ruminere og et stort behov for kontrol. Denne coping-stil er blevet forbundet med generaliseret angstlidelse, OCD, depression eller social angst.

• Hvis din coping-stil er af den eksternaliserende type, vil du sandsynligvis have en tendens til at forsøge at “undgå” eller “flygte fra” stressende situationer. Hvis du så alligevel bliver nødt til at konfrontere dem, vil du måske give andre eller dine omgivelser skylden for dit ubehag.
• Hvis din coping-stil er af den internaliserende type, har du en tendens til at håndtere eventuelle ændringer og trusler. Hvis det ikke lykkes dig, giver du måske dig selv skylden.

Klienter med eksternaliserende coping-stile har mere gavn af adfærdsmodifikationsbehandlinger, der fokuserer på symptomreduktion. Blandt disse er træning i følelsesreguleringsfærdigheder, problemløsning og træning i selvkontrol.

Omvendt kan klienter med internaliserende coping-stile have mere gavn af terapier, der søger at fremme indsigt eller selvbevidsthed. Faktisk er den mest gavnlige intervention i disse tilfælde den, der fremmer forståelse, selvrefleksion og interpersonelle bånd.

Hvis du har en internaliserende coping-stil, bør du søge efter en terapi, der fokuserer på kognitiv forandring og følelsesmæssig udfoldelse. F.eks. kognitiv terapi eller REBT.