Lidelse har vist mig, hvem jeg er

Lidelse har vist mig, hvem jeg er. Det har hjulpet mig til at lære dele af mig selv at kende, som jeg ikke vidste, jeg havde. Eller dele, jeg ikke havde ønsket at acceptere. Jeg havde altid troet, at der ikke ville ske noget dårligt i mit liv, men jeg har indset, at det er at ønske noget, der er umuligt.

Vi har stort set alle lidt. Vi har oplevet forskellige omstændigheder, der har efterladt deres mærke på os. Omstændigheder, som vi ville foretrække ikke at have oplevet, men som vi ved, er umulige at undgå. Livet er ikke rosenrødt for nogen, selvom det for nogle er mindre skadeligt end for andre under de samme omstændigheder. Og det er nøglen.

I stedet for at fokusere på at forsøge at leve livet uden lidelse, bør vi lære at opleve lidelse på en anden måde. Vi skal lære at bruge den til at vokse og opbygge os selv igen.  Derfor er det ofte nødvendigt at udvikle forskellige færdigheder inden for de sikre omgivelser, som terapi kan give.

Det handler ikke om at undgå lidelse, men at lære at integrere det i din livshistorie som endnu et kapitel, der har ført dig præcis derhen, hvor du er.

Terapi som et sikkert rum

Psykologisk terapi skal forstås som et sikkert rum for alle dem, der går til det. I terapi dømmes man ikke, der er ingen absolutte sandheder og alt det, der siges, forbliver privat under faglig tavshedsforpligtigelse. Denne tavshed må kun brydes, hvis patienten vil skade sig selv, andre eller ved lovpligtighed.

Desuden er terapi et sted at etablere et sikkert fundament, der vil give stabilitet, selvom ens liv har været svært. For at gøre dette forsøger psykologen – sammen med patienten/klienten – at opbygge en terapeutisk alliance som en sikker forbindelse til at basere terapien på.

Denne unikke forbindelse, hvis den er veletableret, gør det muligt at skabe et tillidsforhold. Dette forhold gør det lettere at behandle alt den frygt og de lidelser, der ligger skjult. Inden vi får færdighederne til at håndtere disse problemer, sådan at vi kan tage et skridt i retningen mod at behandle det, der forårsager lidelsen, må vi have tilstrækkelig tillid til at kunne tale om det uden frygt.

At give lidelsen et navn

At give lidelsen et navn handler ikke om at bruge diagnostiske etiketter. Mange gange kan vi ikke engang bruge ​​disse mærkater, fordi der ikke findes noget navn for vores særlige situation. Nogle gange er årsagen til vores lidelse så unik eller så hverdagsagtig, at den ikke har et navn. Og derfor skal vi give den et.

Navnet har måske kun betydning for den person, der navngiver den, og det er nok. Det kan være “min mørke side”, det kan være “nerver”, det kan være “min skygge”, eller det kan være lige det, man ønsker. Det er et navn, der skal bruges i det terapeutiske miljø til at definere noget, der er unikt for én. Det kan være så individuelt, at det, selvom det kan have et velkendt navn, vil have en unik betydning.

At navngive ens lidelser hjælper med at definere det problem, der ligger i hjertet af vores pinsler og hjælper dermed med at ændre eller integrere det.

Når den er navngivet, vil lidelsen påtage sig en ny betydning. Den vil gå fra at være en enhed, en følelse, til at være noget klarere. Noget, der har taget form og dermed kan forklares og forstås både af psykologen og patienten. På den måde er det noget, som allerede kan ændres eller integreres.

At integrere oplevelsen til et nyt jeg

Når årsagen bag lidelsen er noget, der skete i fortide  og ikke længere kan ændres, er den bedste måde at overvinde det på ved at integrere det ind i ens livshistorie. Dette er ikke nemt at gøre, men det er heller ikke umuligt.

For at integrere det skal vi acceptere det. Vi skal acceptere, at uanset hvad der skete, tjener vores skyldfølelse intet formål. Det er heller ikke nyttigt at placere skylden på andre, da fortid er fortid. Den kan ikke længere ændres. Det arbejde, der kræves af denne integration, accepten af lidelsen, er en stor mundfuld. Men vi må lade de dårlige ting ske og acceptere det på en naturlig måde for at opbygge et nyt liv for os.

At bygge sig selv op igen er et stort skridt, men et skridt, der fører til accepten af ens mørke side, der kommer indefra. Man vil ikke længere føle et tomrum fuld af smerte eller kæmpe mod ens indre dæmon. Man vil have bygget sig selv op, og man vil have lært, at det, der skete, gjorde én til den, man er i dag.