Kongens store tale og kommunikationsproblemer
Kongens store tale er en britisk film fra 2010. Den er instrueret af Tom Hooper med Colin Firth i hovedrollen. Han vandt en Oscar for bedste skuespiller takket være hans rolle som George VI. Geoffrey Rush og Helena Bonhham har de andre hovedroller.
Filmen fik fantastiske anmeldelser. Det var især skuespillernes præstationer, der blev rost. Udover deres fantastiske arbejde bør vi se nærmere på vigtigheden af budskabet og den filmkunst, som førte os tilbage til tiden med kong George VI.
Kongens store tale, historien om en stammer
Kongens store tale bringer os helt tæt på det mest private af den historiske karakter: Kong George VI af Storbritannien, og den gør det på en majestætisk vis.
Det perfekte manuskript og dets høje aristokratiske og filmmæssige kvalitet gjorde, at filmen vandt en Oscar for bedste manuskript blandt andet. Det er bestemt et fantastisk stykke kunst, som bringer os tættere på et overset problem: Stammen.
Gennem en historisk person bliver vi suget med ind i den usikkerhed og nervøsitet, som det medfører, og de minimale evner på det felt, som gjorde George VI til en usikker mand fyldt med frygt. En skjult hjælper vil få ham til at føle sig i stand til at give en tale, som det forventes af hans politiske position og senere som konge.
Ved hjælp af en taleterapeut, Lionel Logue, starter George VI i terapi. Der bliver han hjulpet med sine kommunikationsproblemer. Men han opbygger samtidigt et stærkt venskab med Logue, som løsner op for hans inderste frygt.
På samme tid ser publikum en mere human side af det royale liv og nyder de udfordringer, som Logue udsætter ham for, hvor vi ikke bare bliver introduceret for de problemer, stammere møder, men også en historisk indsigt i det 20. århundrede. Ikke for skræmmende men elegant og behageligt: Dette er Kongens store tale, en film som ironisk nok gør os målløse.
George VI og Lionel Logue
George VI, også kendt som Bertie af sin familie, bliver uventet konge. Han var den anden søn af kong George V. Derfor var det hans ældre bror, Edward VIII, som skulle have været tronfølger, og som faktisk regerede en kort periode.
Hans opdragelse var streng og værdigt til det royale britiske liv. Men han vidste hele tiden, at han ikke ville kunne regere. Derfor faldt presset og ansvaret altid på hans ældre bror.
Han oplevede allerede de første problemer med kommunikationen tidligt i sin barndom, hvor det forekommer mest ved børn i alderen 4 eller 5 år.
Hans position som Duke of York, kongens søn og medlem af den kongelige britiske familie sætter ham i situationer, hvor han er nødt til at afholde taler offentligt. Det gør kun hans situation endnu værre: Angst gør hans stammen værre.
Han får en skræk for at skulle tale offentligt og virker meget usikker på alt. Han prøvede at komme forbi mange læger og metoder, som alle lovede at kunne kurere hans stammen, men alle uden succes.
Lionel Logue havde ingen fin uddannelse i medicin, men i sit tidlige liv i Australien havde han fået en uddannelse i retorik og scenekunst. Efter Første Verdenskrig besluttede han sig for at hellige sig livet som taleterapeut. Han begyndte at arbejde i London, hvor Duke of York fandt ham.
Lionel diagnosticerede ham til at mangle koordination mellem strubehovedet og membranerne. Dette hjalp Bertie med at komme over sin stammen takket være afslapningsøvelser, tungevridere og andre mindre hyppige øvelser. Til sidst, takket være hans anerkendelse, bliver han medlem af Royal College of Speech and Language Therapists i 1944.
Det kræver hårdt arbejde
I filmen følger vi den terapi, som Lionel udfører, og den undervisning, den kommende konge udsættes for. Terapien ender med, at de opbygger et fantastisk venskab, som de bevarede resten af livet. Bertie finder hos ham et sted, hvor han kan føle sig tryg, og med hvem han kan dele sine største bekymringer.
Terapi er ikke alene baseret på at gurgle eller lægge små sten i munden, som andre læger anbefalede. Det handler om at finde ud af, hvad der var årsagen til, at Bertie mistede sin stemme.
I begyndelsen er hertugen afvisende overfor Lionels metoder. Han er ikke parat til at blive behandlet som en almindelig person. Han forlanger at blive tiltalt “hans kongelige højhed”. Men Lionel kalder ham Bertie ligesom hans nærmeste familie og afviser at give ham særbehandling på det område.
Til sidst vinder Lionel hans tillid og vi oplever Berties triste fortid. Det er en barndom fyldt med mobning, en brors tidlige død og en tid, hvor han ikke kunne være sig selv. Hans strenge uddannelse og barske krav fra det konglige gjorde, at George blev en sky mand ude af stand til at holde en tale. Ja han blev sågar tvunget til at bruge højre hånd, selvom han var venstrehåndet.
Kongens store tale viser os, udover de dybe problemer med kommunikation, de hårde sider af det kongelige liv, og hvordan det er at være en offentlig person lige fra fødslen.
På samme tid gør venskabet mellem de to personer, at George VI kommer tættere på det virkelige almindelige liv blandt sit folk, han regerer over. Som han selv konstaterer i en af hans øvelser: Hans kendskab til verden er ikkeeksisterende. Han kender kun livet på slottet.
Kongens store tale, folkets stemme
David Seidler, filmens manuskriptforfatter led af stammen i sin barndom. Han fandt George VI inspirerende og kunne relatere til ham. Derfor besluttede han at undersøge, hvordan han kom sig over sin stammen. Han talte med Lionels søn, som delte nogle af sin fars notater med ham.
En af hans børnebørn, Mark Logue, har også skrevet en bog, der hedder “The King’s Speech: How one man saved the British Monarchy”. Dengav inspiration til filmens titel. Projektet blev forsinket i nogle år indtil 2010, hvor vi endelig kunne få lov til at opleve det fantastiske resultat.
Takket være filmens gode kvalitet og skuespillernes præstationer har vi nu mulighed for at komme tættere på denne royale figur, en mand med stammen, som blev stemmen for et rige på et anspændt tidspunkt, hvor Anden Verdenskrig var ved at bryde ud.
Et tidspunkt, hvor det var afgørende, at lederne havde karisma til at indgyde befolkningen ro. Det var et tidspunkt, hvor George VI skulle stå overfor sin værste frygt og kontrollere den uventede situation: At skulle være konge over det britiske imperium.
Kongen er et forbillede
Kan en, som stammer, blive en god taler? Demostenes, som nævnes i filmen, gjorde det allerede med stor effekt i det antikke Grækenland. George VI, takket være Logues hjælp og med støtte af sin kone, blev i stand til at viderebringe den ro, som briterne så desperat havde brug for.
I en af scenerne kan vi se George VI høre Hitlers tale. Selvom han ikke forstod sproget, kunne hans udtryk sagtens forstås, når man så Hitlers karisma i offentligheden.
Scenerne af talerne er så realistiske. Vi kan næsten føle den angst og pine, kongen har foran mikrofonerne, hvor han skulle stå foran det kritiske blik fra hans tilhørere. Kongens store tale er en enestående film. Den tager os med på en rejse til fortiden. Den inviterer os til at møde en af de mest almindelige vanskeligheder, man kan have.
“Nemt, når du ved hvordan.”
-Kongens store tale-