Hyperoptimisme i barndommen: Hvorfor forsvinder den, når du vokser op?

Havde du en lykkelig barndom? Hvis ja, hvor længe varede disse følelser af glæde og håb? Hvad sker der ifølge videnskaben med disse ret uskyldige visioner?

Det er ret sandsynligt, at verden ville være et bedre sted, hvis vi var i stand til at bevare en del af vores hyperoptimisme i barndommen. Det er en holdning, der er udstyret med uudtømmeligt håb, uendelig nysgerrighed og sprudlende glæde. Men desværre slides den op med årene. Faktisk kommer den første reduktion med teenageårets ankomst og de uundgåelige følelser af skuffelse.

Disse følelser opstår, fordi man, når man fylder 12, 13 eller 14 år, opdager, at verden og menneskene i den ikke er sådan, som man troede, de var som barn. Faktisk finder man ud af, at mange er både bedre og værre på samme tid.

Det gør ikke ondt at blive voksen, men det gør det at modnes og opdage visse realiteter. Det er præcis, hvad en nylig videnskabelig undersøgelse fra Queen Square Institute of Neurology i London forklarede. De hævdede, at det gradvise tab af optimisme, når vi bliver modne, ikke er totalt. Det skyldes, at optimismebiasen er noget, der til en vis grad følger med os gennem årene.

Ikke desto mindre er det en proces, der er både naturlig og nødvendig. Det er, når det positive syn, som ethvert barn har på livet, bliver svagere for at give plads til et mere realistisk perspektiv.

Det er trods alt vigtigt, når man bliver ældre, at lære at håndtere mere justerede opfattelser og idéer om det, der omgiver en. Derfor mister man i realiteten det magiske, fantasifulde og altid venlige syn på den verden, man lever i.

Når man vokser og modnes, mister man en del af det magiske og fantasifulde perspektiv, som børn har på verden.

Hyperoptimisme i barndommen

Har du haft en lykkelig barndom? Selv om dette spørgsmål lyder enkelt, vil mange have svært ved at svare på det. Det skyldes, at deres svar sandsynligvis ville være et nej, eller i det mindste ville de sikkert huske lige så mange dårlige tider som gode.

Dette tyder på, at hyperoptimisme i barndommen ikke er en universel oplevelse. Ikke desto mindre er en af de fleste forældres forpligtelser, at deres børn skal være glade og optimistiske.

Forskning udført af George Mason University (USA) viser, at forældrenes primære mål med at være forældre er at give verden glade, selvsikre, trygge og håbefulde små børn. Faktisk er det et næsten universelt mål at forbinde barndom med lykke. Der er også en anden kendsgerning, der letter dette mål: Børn er optimistiske af natur.

Vi ved, at optimismen viser sig intenst omkring treårsalderen, og at den ikke aftager før ungdommen. At opleve denne første fase af livet gennem rosenrøde briller gør det lettere for børn at forholde sig til deres omgivelser og til hver enkelt stimulus med større selvtillid og nysgerrighed. Så længe de har familiens hengivenhed og beskyttelse, vil hyperoptimismen faktisk være til stede hos dem.

Det muntre og optimistiske barn har større læringsmuligheder

Vi forstår hyperoptimisme i barndommen som en mental, følelsesmæssig og holdningsmæssig disposition. Den gør det muligt for børn at behandle enhver stimulus på en håbefuld måde.

Det er et næsten naturligt instinkt, der gør det muligt for dem at antage, at alting vil gå i en positiv retning, at negative begivenheder er usandsynlige, og at de, hvis de opstår, vil være flygtige og uvæsentlige oplevelser.

Denne naturlige optimistiske bias bidrager på en bemærkelsesværdig måde til et barns læring. For optimisme er grundlaget for selvtillid og også den impuls, der tilskynder dem til at forholde sig uden frygt og til at prøve nye ting uden angst eller stress. Faktisk har hyperoptimistiske børn som regel en mere vellykket overgang til skolen og nyder processen.

Ankomsten af ungdomsårene og kontakten med den eksistentielle virkelighed

Queen Square Institute of Neurology i London og Max Planck Center i Tyskland offentliggjorde i 2021 en interessant undersøgelse. De konkluderede et punkt, som vi nævnte tidligere: Barndommens hyperoptimisme reduceres med årene, mere specifikt når man når ungdomsårene.

Optimismebiasen forsvinder dog ikke, men efterhånden som børnene bliver modne, sejrer realismen over den overdrevne optimisme.

Generelt begynder deres optimisme at aftage, når børn ser sig selv i situationer med social sammenligning eller hvor deres præstationer vurderes. Følgelig begynder de at opbygge et mere tilpasset syn på sig selv og antager langt mere objektive vurderinger.

De holder også op med at være så drømmende, selvsikre og fantasifulde. Desuden giver deres fantasifulde tankegang plads til mere neutrale og endog skeptiske syn på livet.

Barndommens hyperoptimisme er nødvendig mellem tre og 11-12 års alderen. Men når ungdomsårene kommer, har de brug for, at de rosafarvede briller bliver skarpere. Det gør det muligt for dem at være mere forsigtige og træffe bedre vurderinger og beslutninger.

Teenagere skal fortsat bevare optimismen for at sikre deres mentale velbefindende.

Bagsiden af hyperoptimisme i barndommen

Før eller siden bliver vi alle sammen ret skeptiske voksne, der ser virkeligheden gennem briller, der er noget mere klare end rosafarvede. Derfor begynder man at være mere mistroisk og stole mindre på andre. Dit nysgerrige blik bliver nærsynet, og du mister det sprudlende barn, der ønsker at opleve alting. Du bliver forsigtig og endda rutinepræget.

Du skal naturligvis kontrollere dine impulser, opbygge mere tilpassede forventninger og have et realistisk sind. Ikke desto mindre må du ikke helt miste din barndoms optimisme, for den er til en vis grad en garanti for din mentale sundhed.

Hvis du fjerner håb, tillid, illusioner og positivitet fra dit mentale liv, vil du nemlig komme tættere på følelser af frygt, angst og depression. Faktisk er det aldrig tilrådeligt at gå til ekstremer, og du bør altid forsøge at tage vare på det barn, du var engang.