Hvordan jeg lærte at holde op med at absorbere andres smerte

Det kan være overvældende at absorbere andres smerte. Det er aldrig en god strategi. Jeg forklarer, hvordan jeg lærte at overvinde den.

Det regner aldrig, men styrter ned. Det er ordsproget, jeg tænker på, når vi er udsat for pres fra alle sider. Det er den slags lidelser, der sætter vores tilpasningsevne på prøve. Nogle af os tager imod presset uden hjælp. Det tog mig flere års terapi at forstå (ikke kun ud fra et logisk perspektiv, men også at internalisere det), at det ikke var modigt og stærkt at glemme mig selv for at hjælpe andre og absorbere andres smerte.

I virkeligheden var det en mental strategi, der satte mit sind i bevægelse, når jeg ikke ville se mig selv i øjnene.

Desværre lærte jeg dette i en af de sværeste perioder i mit liv. Selv i dag har jeg ar, som jeg stadig mærker, når jeg rører ved mig selv i det pågældende område. Men selv om det ikke var ideelt at lære gennem min smerte, er jeg i virkeligheden nu der, hvor jeg gerne vil være. Her vil jeg fortælle dig om de huller, jeg fandt undervejs.

At absorbere andres smerte

Jeg har altid været en empatisk person, der fokuserer på andre. Når det er sagt, er jeg også stædig og har en tendens til at forsøge at undgå min egen smerte. Denne kombination er håndterbar i hverdagen, men ikke særlig effektiv i de situationer, hvor omgivelserne virkelig sætter min mentale sundhed på prøve.

Da min far f.eks. fik sit første slagtilfælde, tillod jeg mig selv kun at føle en lille smule smerte, så jeg kunne fortsætte. Da min mor kom tilbage fra hospitalet, besluttede jeg, at min rolle skulle være at tage mig af hende. Hvad kunne jeg ellers gøre? Hun skulle jo trods alt tage sig af min far: Ændre hans stilling i sengen, skifte hans sengetøj, give ham mad osv.

Det var sådan, jeg begyndte at absorbere andres smerte. Mit liv bestod i at forsørge min mor, mens jeg tog en uddannelse.

Smerten blev opbygget

Min fars gentagne slagtilfælde blev en smertefuld rutine, en nedadgående glidning mod det uundgåelige, men som der ikke var nogen datoer markeret til i kalenderen. I mellemtiden fik jeg mit første job. Jeg var stolt, da det var det job, jeg ønskede. Jeg havde dog ikke set, hvad der var på vej.

Faktisk fik jeg, med lidt erfaring, ansvaret for et team, der skulle udvikle et projekt, som jeg havde designet. Men denne præstation blev til en 12-timers arbejdsdag. Jeg var endda nødt til at fortsætte med at besvare spørgsmål i ferier. Det var i virkeligheden misbrug forklædt som arbejdsbyrder. Men med min sengeliggende far derhjemme og med min mors voksende ødelæggelse, hvornår var der så tid til mig?

Jeg holdt ud. Arbejdet blev et tilflugtssted fra lidelserne derhjemme, mens hjemmet blev et fristed fra arbejdets rædsler. I virkeligheden var denne dynamik ved at drukne mig, på trods af mine forsøg på at gøre modstand og fortsætte med at tage mig af dem, jeg holdt af.

Terapi, bedre sent end aldrig

Da jeg besluttede mig for at gå i terapi, var min far allerede gået bort. Efter at have støttet min mor gennem min fars sygdom støttede jeg hende nu i hendes sorg. Det var en lang og intens sorg, som også efterlod ar på mig, men som jeg ikke ønskede at forholde mig til. Jeg vidste trods alt, at hvis jeg faldt fra hinanden, ville det være for evigt. Jeg ville ikke kunne fungere igen.

Det var i hvert fald det, jeg troede. Jeg levede af fire timers søvn om natten, arbejdede og tog mig af min mor, som virkede endnu mere trist end normalt. Hun fornemmede faktisk mine egne sorger og var fast besluttet på at hjælpe mig, men jeg havde nået et punkt, hvor der ingen vej tilbage var. Jeg kunne kun blive ved med at drive mig selv fremad.

Til sidst lykkedes det to pile at gennembore mit panser: sygeorlov og min mors insisteren på, at jeg skulle gå til psykolog. I begyndelsen var jeg tilbageholdende, men det endte med, at jeg lod en fagperson hjælpe mig med at reorganisere mine tanker og give dem et navn: Depression.

Selv om jeg allerede havde fornemmet diagnosen, blev den ledsaget af det, jeg havde brug for: Omstrukturering af tankerne og værktøjer til forbedring og lindring.

Hvordan jeg overvandt smerten fra at absorbere andres smerte

Hvorfor gik jeg ikke i terapi tidligere? Sandheden er, at metaforen om at komme op på hesten igen synes ikke at være helt dækkende for at beskrive en forbedringsproces.

Når man falder af hesten, er tyngdekraften så effektiv, at man efter et øjebliks chok forsøger at komme op igen. Men når man oplever så stor smerte, er faldet så gradvist, at det føles, som om det aldrig vil ende. Selv om det er længe siden, at du faldt af første gang.

Det er svært at tage skridtet til at gå i terapi. Som mennesker har vi en nærmest magisk evne til at vænne os til smerte. Faktisk føler man altid, at man kan presse lidt mere ud af sig selv og ikke har brug for hjælp. Det må du ikke lade ske. Lad ikke smerten overvælde dig, og lad være med at absorbere andres smerte. Giv dem blot din hånd, så de selv kan rejse sig.

Hvis denne form for ydre pres er overvældende, må du ikke tøve med at bede om hjælp til at håndtere dine smerter. Det er nemlig meget sandsynligt, at din lidelse har et navn. Desuden er du ikke den eneste person, der nogensinde har haft med smerte, lidelse, en giftig partner eller noget andet, jeg kunne nævne, at gøre.

Der er et gammelt spansk ordsprog: “Mange menneskers ondskab er tåbernes trøst”. Det betyder, at kun en tåbe ville finde trøst i det faktum, at han ikke er den eneste, der lider. Det er værd at huske på.