Hubert Hermans' dialogiske selvteori

Den måde, du taler til dig selv på, har meget at gøre med det, der sker omkring dig, og de relationer, du opbygger. Denne indre virkelighed er kendt som det dialogiske selv.

Hubert Hermans’ dialogiske selvteori foreslår en interessant tilgang til, hvordan vi konstruerer dynamikken i vores indre dialog. Ud fra dette perspektiv kan selvet antage stemmerne fra de vigtigste sociale figurer, der omgiver det. Vi er jo alle en del af et komplekst scenarie, der er vævet af flere mennesker og de institutioner, der betinger os.

I det repertoire af positioner, som du kan indtage, kan der f.eks. være din mors, din chefs, din partners osv. positioner. Med andre ord, i dine interne samtaler inkluderer du også mange af de mennesker, der udgør dit liv. Du forestiller dig, hvad din bedste ven ville sige, når du fortæller ham eller hende visse ting. Du tænker også på, hvad din far ville tænke om visse beslutninger, du har taget.

Det dialogiske selv er et perspektiv, der står mellem individet og det samfund, der omgiver det. Fokus er ikke på den klassiske indre dialog, der udelukkende er orienteret mod os selv. Faktisk bevæger vores blik sig i dette tilfælde udad og forsøger at forestille sig synspunkterne hos de personer, der kredser omkring os.

Det individuelle selv har også en social oprindelse. Derfor kan den indre dialog være rettet mod det ydre.

Den dialogiske selvteori

Vi kan sige, at den dialogiske selvteori er en ramme midtvejs mellem William James’ centraliserede selv og Mikhail Bakhtins dialogiske og kulturelle skole. Den blev skabt i 1980’erne af Hubert Hermans, en hollandsk psykolog. Han ønskede at bringe et nyt synspunkt til konstruktionen af selvet. Et, hvor det blev opfattet på en måde, hvor det var mere forbundet med selve samfundet.

Lad os reflektere over denne idé et øjeblik. Man opfatter ofte sin indre dialog som en mekanisme, der er adskilt fra verden. I dette intime og ensomme rum kritiserer og værdsætter du dig selv og giver næring til din frygt og dine forhåbninger. Du glemmer imidlertid, at meget af denne indre snak er formidlet af alt det, der omgiver dig. Faktisk er du formet af samfundet.

Du har en tendens til at være uvidende om denne form for betingning. Tænk f.eks. på den teenager, der begynder at nedvurdere sig selv. De har indre diskussioner, hvor de nærer had mod sig selv og deres formodede ikke-normale krop. Det skyldes, at forbrugersamfundet og de billeder, de dagligt ser på de sociale medier, værdsætter andre typer modeller.

I den dialogiske selvteori er selvet en udvidet enhed. Den hævder, at vi alle er forbundet med det samfund, vi lever i. Til gengæld skaber vi i os selv små minisamfund, som vi kommunikerer med.

Det dialogiske selvs forskellige positioner

Hubert Hermans er en nøglefigur inden for narrativ psykologi. Hans dialogiske selvteori søgte forskellige mål. Et af dem var at bidrage til forståelsen af det sociale og kulturelle miljøs indflydelse på den indre dialog. Et andet var at arbejde med alle de “jeg’er”, som vi bærer i os, og som definerer, hvem vi er.

Ifølge denne dialogiske tilgang har vi to positioner eller perspektiver:

• Den første er en indre holdning, der fokuserer på alle de måder, vi opfatter os selv på. For eksempel: “Jeg er kreativ. Jeg søger følelser, elsker dyr, er en ven af mine venner, en fjende af dem, der er voldelige…”.
• De eksterne positioner repræsenterer de roller, som vi udfylder i samfundet. F.eks: “Jeg er far, jeg er datter, jeg er søster, jeg er matematiklærer osv.”.

I en undersøgelse, som han offentliggjorde i 2001, understregede Hermans, at hans hensigt var at decentralisere den klassiske opfattelse af selvet som noget udelukkende individuelt eller socialt. Han hævdede, at vi er en kombination af begge sfærer.

Oprindelsen af psykologisk lidelse ifølge Hubert Hermans

Den dialogiske selvteori foreslår, at menneskelig lidelse forklares ved undertrykkelse af det indre selv og konditionering af det ydre selv. Med andre ord ender vi ofte med at fortrænge det, vi er (en kreativ person, der søger følelser), til fordel for det, som samfundet tvinger os til at gøre.

Det kan betyde, at det at være forælder eller have et bestemt job overskygger ens indre selv, som også har sine egne behov. Derfor kommer dit indre domæne ofte i konflikt med dit ydre domæne.

Det dialogiske selv giver os mulighed for at konfrontere de forestillinger, vi har konstrueret om os selv, som er påvirket af samfundet.

PPR-metoden (Personal Position Repertoire) til vurdering og konfrontation af selvet i den dialogiske selvteori

Hubert Hermans har udviklet PPR-metoden (Personal Position Repertoire) til at vurdere selvets indre og ydre domæner. Han er en professionel, der gør brug af narrativ terapi. Det betyder, at hver klient forsøger at forstå historien om sit eget liv og identificere sine behov, evner, ambitioner og vanskeligheder.

Arbejdet med det dialogiske selv gør det nemmere for personen at forstå, hvilket forhold han/hun har til samfundet og sig selv. De analyserer, hvordan de påvirkes af familie, arbejde, venner, den kultur, der omgiver dem, stederne og endda objekterne omkring dem. Alt dette gør det lettere at identificere de domæner, der betinger deres hverdag.

Det næste skridt er at lette selvkonfrontationen. Derefter er de i stand til at opdage alle deres indre fortællinger, de relationer, de har opbygget med deres omgivelser, og hvordan de bestemmer eller fortolker dem. Det er et møjsommeligt arbejde med selvopdagelse, hvor de beslutter, hvilke ændringer der skal foretages, eller hvordan de skal håndtere visse ting.

Når alt kommer til alt, er vi alle sammen historier, der fortælles af vores indre selv, og de er ikke fremmede over for det, der omgiver dem.