Grænsen mellem polyvagal teori og traumer

Polyvagal-teorien forklarer vores reaktioner på visse traumatiske begivenheder. Få mere at vide her.

For Stephen Porges er polyvagal teori og traumer uadskillelige. Denne teori giver en forklaring på, hvordan vores kroppe reagerer på traumatiske begivenheder. Den understreger, at nervesystemet har mere end én forsvarsstrategi mod fare, ikke kun den klassiske kamp/flugt-strategi.

Den hævder faktisk, at vores hjerne, uden at vi er klar over det, konstant vurderer risici i omgivelserne, minut efter minut, dag efter dag.

For nogle mennesker er det de fysiske karakteristika ved det, de ser, hører eller lugter, der udløser kamp/flugt-adfærd. Andre reagerer måske ikke på stimulus på samme måde. Den afgørende faktor er således ikke den traumatiske begivenhed, men den enkeltes reaktion på den.

Polyvagal teori og traumer

Den polyvagale teori forsøger at forklare, hvordan vores autonome nervesystem (ANS), den måde, vi regulerer og udtrykker følelser på, og den måde, vi opfører os på socialt, hænger sammen og gensidigt påvirker hinanden. Den identificerer tre niveauer eller hierarkiske systemer:

• Første niveau. Det indeholder det biologisk ældste forsvarssystem, immobiliseringsreaktionen. Det styres af den dorsale motoriske kerne i hjernestammen. Dette niveau kan findes hos dyr med et mindre udviklet nervesystem, f.eks. krybdyr.
• Andet niveau. Det indeholder et noget mere raffineret forsvarssystem: Kamp eller flugt. Det styres af det sympatiske nervesystem. Det optrådte oprindeligt hos pattedyr.
• Tredje niveau. Det indeholder det mest sofistikerede system: Respons eller social adfærd. Det er det system, der er ansvarligt for samarbejdsvillig interpersonel adfærd. Det styres af hjernestammens nucleus ambiguus, en nyere struktur i evolutionær henseende. Dette niveau er højt udviklet hos højere primater og mennesker.

Hvad der er traumatisk for nogle, er det ikke for andre

For nogle personer er det, som andre ville betragte som en traumatisk begivenhed, blot endnu en situation. For andre er det imidlertid en truende begivenhed, der direkte bringer deres liv i fare. Derfor aktiverer de reaktioner i deres krop for at håndtere det. Faktisk reagerer de, som om de skulle dø.

I øjeblikket er det ukendt, hvordan vores kredsløb beslutter, hvilke situationer der er sikre eller ej. Vi kan måske konkludere, at vi klarer os godt i forhold til trusler fra vores omgivelser, hvis vi er beskyttet med det tredje og nyeste niveau.

For eksempel ville det ældste vagalkredsløb blive aktiveret i forbindelse med en oplevelse af seksuelt misbrug: Immobilisering. Vi har ikke bevidst kontrol over dette kredsløb og kan “tune ud” eller besvime.

I terapi oplever mennesker, der taler om misbrug, især seksuelt misbrug, ofte følelsen af at være blevet fysisk undertrykt. De beskriver som regel, at de føler, at de ikke rigtig var der dengang. I virkeligheden er de besvimet eller har dissocieret sig fra oplevelsen.

Neuroception: Et nøglebegreb i sammenhængen mellem polyvagal teori og traumer

Neuroception er detektion uden bevidsthed. Mens perception kræver bevidsthed om, hvad der opfattes, gør neuroception det ikke. Det betyder, at man opdager noget, uden at vi er opmærksomme på det.

Vores hjerneniveauer overvåger, vurderer og registrerer graden af trussel, som hvert af de elementer, vi opfatter, kan udgøre for os. Neuroception fremhæver det tredje system, nemlig det af engagement eller socialt samarbejde.

Arbejdet i det tredje system kan påvirke vores mere primitive forsvarssystemer. Men når risikoen stiger, tager de to første systemer over. Som reaktion på en potentiel eller reel fare udløser det første og det andet system nemlig en kaskade af metaboliske, hormonelle og neurale reaktioner, så vi enten kan kæmpe eller flygte.

Den samme traumatiske begivenhed kan udløse forskellige neuroceptive reaktioner. Vi ved, at traumatiske begivenheder frembringer dissociation. At dissociere er at adskille eller bryde noget. Ofte er det, der adskilles, på den ene side beretningen om den traumatiske begivenhed og på den anden side de sensoriske karakteristika. F.eks. akustiske signaler, lugte, farver og smage.

I dag ved vi, at en af de kraftigste udløsende faktorer for neuroception (ubevidst registrering) er akustiske karakteristika.

Lytteprojektet

Lytteprojektet er et interventionsprojekt. Det undersøger, om træning af musklerne i mellemøret kan hjælpe mennesker, der har været udsat for traumer.

Den polyvagale teori understøtter hypotesen om, at hvis vi begynder at udnytte vores tredje system, det sociale samarbejdssystem, og træner musklerne i mellemøret – som er vigtige for at opfange akustiske karakteristika – vil vi blive bedre til at skelne den menneskelige stemme fra resten af stimuli. Dette vil hjælpe den enkelte til at være mere spontant social.

Målet er at skabe auditiv overfølsomhed. Idéen er, at vi ved at øge vores følsomhed over for menneskelige stemmer bliver mere omgængelige. I realiteten aktiveres vores tredje responssystem mere, hvilket gør muligheden for at opleve en begivenhed som traumatisk mere usandsynlig.

Tilpasningsevne

Som regel er vi mennesker ekstremt tilpasningsdygtige til de omstændigheder, vi befinder os i. Hvis vi f.eks. kommer fra en familie, hvor vores forældre var deprimerede eller kaotiske, tilpasser vi os til ikke at blive involveret. Vi nedregulerer eller slukker for vores tredje system: Det sociale samarbejdssystem.

Denne teori kunne også kaste mere lys over visse psykiatriske sygdomme og forstyrrelser, der er relateret til fejl i reguleringen af de tre systemer. F.eks. traumer, dissociative identitetsforstyrrelser og borderline-personlighedsforstyrrelser.