Fordelene ved et 10-dages stilhedsretræte

januar 26, 2019
Hvad er et stilhedsretræte og hvordan påvirker den dig? Her er en personlig fortælling om fordelene ved et retræte, der bliver ved med at gavne i livet.

Jeg kunne skrive en masse artikler om fordelene ved et 10-dages stilhedsretræte. Jeg kunne tale i timevis om de fordele, et spirituelt retræte kan give en. Så mange ting at sige… Men jeg vil kun tale om nogle stykker.

Jeg vil kun tale om de fordele, jeg kan dele med dig. For de fleste er nemlig personlige og individuelle. De er så dybe og ubeskrivelige, at uanset hvor mange ord jeg bruger, vil det forblive umuligt at formidle.

Da jeg færdiggjorde mit første 7-dages retræte for to år siden, var det første, jeg ville, at tale om det. I det øjeblik forstod jeg, at ikke alle er forberedte på at forså, hvilken forvandlende oplevelse det kan være. Siden da har jeg ikke talt så meget, medmindre nogen har spurgt mig.

Faktisk var en af de første ting, der blev sagt til mig, da jeg vendte tilbage fra mit sidste retræte, “10 dage uden at tale med nogen og uden at bruge din mobiltelefon?” “Ja”, sagde jeg. “Du må være tosset,” blev der svaret.

Hvad er et retræte?

Et retræte er i bund og grund en pause fra livet. Det lyder måske lidt dystert, så lad mig prøve at forklare det lidt bedre.

I vore hverdagsliv løber vi ind i situationer, der gør os sure, og folk, der irriterer os. Vi står også overfor situationer, der gør os kede af det. Vi bliver altså konstant konfronteret med situationer, der skaber ubehag. Samtidig er vi ofre for forbindelser til ting, der i ekstreme tilfælde kan kaldes for afhængighed.

Derfor består et retræte af en midlertidig tilbagetrækning fra det, der forårsager ubehaget. Og som resultat heraf, lærer man at være alene.

personer på et stilhedsretræte

De første øjeblikke

Siden mit sidste retræte var min tredje, havde jeg allerede noget erfaring. De første øjeblikke var dog anderledes. Endvidere repræsenterede dette retræte, den sidste ting jeg skulle fuldføre, for at blive en instruktør i buddhistisk meditation. Så jeg følte naturligvis et stort ansvar.

Imellem disse retræter går livet videre og vi bliver ved med at akkumulere erfaring. Når man træder ind i retrætecenteret, ved man, på trods af at være sammen med andre mennesker, at man vil være alene med sit sind. Man vil ikke have nogen mobiltelefon. Man vil ikke have nogen form for kontakt med omverdenen.

I vores hverdagsliv, undviger vi vores mest ukomfortable tanker. Vi tolererer ikke at tænke på det, der forårsager os smerte. Derfor tyr vi til vores mobiltelefoner eller andre aktiviteter, der kan distrahere os. På et stilhedsretræte er man alene om at stå ansigt til ansigt med ens frygt, sind og tanker.

Meditation og tanker på et stilhedsretræte

Meditation

Siden det var et stilhedsretræte i slutningen af et tibetansk meditationsinstruktør-kursus, mediterede vi 5 eller 6 gange om dagen, for at øve os. Herudover kunne vi selvfølgelig meditere individuelt, så mange gange vi ønskede.

Vi deltog i foredrag, der samtidig var vores eneste auditive stimulus – lærerens ord, et par timer om dagen. Resten af dagen var der stilhed.

Ved at meditere bliver man opmærksom på, hvor mange tanker, der krydser ens sind igen og igen. Der er tanker, man troede, man havde overvundet, og andre nyere tanker. Nogle forbliver i ens baghoved.

Man sidder med krydsede ben, dybe vejrtrækninger og lader ens tanker invadere sindet. Man observerer dem uden at dømme dem. Når man er færdig med at meditere, kommer de tilbage igen.

Tanker

De tanker, man troede, man havde under kontrol, begynder at vise sig. De bryder ud som lava. Helt uden kontrol. Når dette sker i vores hverdagsliv, forsøger vi at få dem til at forsvinde, ved f.eks. at trække sig tilbage til internettet.

På et stilhedsretræte, viser toppen af isbjerget sig ikke bare – hele bjerget kommer frem. Lidt efter lidt bliver man opmærksom på størrelsen af det: Det er enormt! Det går op for en, at mange tanker er ligesom isbjerget, der sank Titanic.

På ydersiden tænker man ikke, at de påvirker en særligt meget. Men de sårer og smadrer ens selvværd på hemmelig vis. Tillykke! Du er begyndt at møde dine dæmoner!

På et stilhedsretræte synes hver foruroligende tanke at blive til en vild drage.

Ansigt af en kvinde i zen

Det er derfor, at det, selvom retræter synes salige, er normalt for angstangreb, rysten, sved, gråd, hjertebanken og hyperventilation at manifestere sig.

Jeg prøver ikke at skræmme nogen med dette. Det er imidlertid vigtigt at vide alt det, der sker, når vi konfronterer vores sind. Det viser blot, hvor meget vi skjuler for os selv. Og når vi skal stå ansigt til ansigt med os selv, ved vi ikke, hvor vi bør starte.

På en måde kan man forklare denne angst som et tilbagetrækningssyndrom af hverdagslivet. Vi er vant til en fast rutine og at gå fra et sted til det næste. Men på et stilhedsretræte er der et skema at følge. Man kan ikke bruge sin mobiltelefon eller tænde en computer. Man kan ikke forlade ens værelse midt om natten, for at hente is i fryseren.

Hvad er fordelene ved et 10-dages stilhedsretræte?

Det sjove er, at man ikke begynder at føle fordelene ved et stilhedsretræte, før man vender tilbage til ens hverdagsliv. Når man er på centeret, er alt roligt og fredfyldt.

Når man vender tilbage til ens normale liv, opdager man, at ens sind er langt mere roligt, og at man ikke behøver at tale. Man behøver ikke lige så mange eksterne stimuli for at føle sig glad. Man er tilfreds med sig selv.

Man forlader centeret, og på vejen hjem begynder alle lydende fra omgivelserne at invadere en. Biler, folk, der taler og skriger… Man bliver pludseligt opmærksom på al den overdrevne larm, der omgiver en.

Det er derfor, de fleste mennesker føler sig stressede. Næsten på et ubevidst plan. Dem, der bor alene, har en fordel. For når man bor sammen med andre, ser den ene måske TV, en anden sidder med sin telefon og den tredje er på internettet. Næsten alle laver noget, der ikke rigtigt bidrager med noget til deres liv.

“Når vi giver os selv chancen for at give slip på alle vores spændinger, kan kroppens naturlige evne til at hele sig selv begynde at arbejde.”

-Thich Nhat Hanh-

Tiden efter et retræte

Når man begynder at interagere med folk igen, vil man opleve, at en stor del af de samtaler, man har, udelukkende er sociale. Med andre ord, er de udelukkende til for at udfylde huller og bidrager ikke med nogen nævneværdig værdi i ens liv.

Efter 10 intense dage dedikeret til indre vækst, bliver man opmærksom på al den overflødige information, der kommer af at tale.

Man lærer at sætte pris på de simple ting, der virkeligt giver værdi til livet. Når man tager i et indkøbscenter, ser man kun forbrugerisme og materialisme. Man åbner øjnene, og det går op for en, at man, siden barndommen, har lært at lede efter lykken i det ydre. Selvom glæde egentlig findes indvendigt, lærer vi ikke, hvordan man dyrker det.

Grotten, dalen og kirkegårdsfaserne

Efter et stilhedsretræte er det svært at træde tilbage til sit normale liv. Mange bliver besat af kun at tale om det, der hjælper dem med at gro som menneske. Det er dog bedst at finde en balancegang. Man bør hverken tilsidesætte ens venner og familie eller ens meditative øvelser.

Rinchen Gyaltsen stod for træningen i meditation og talte altid om de tre faser på den spirituelle vej:

  • Grottefasen
  • Dalfasen
  • Kirkegårdsfasen

Den første fase består af en tilbagetrækning fra alt, der har en negativ effekt på en eller skaber forbindelser til ting og som forbereder en. Den er en form for mental træning.

Når man føler, man er parat, går man ned i dalen for at håndtere det daglige liv og se, hvor meget man har udviklet sig.

Kirkegårdsfasen kan måske synes forældet. I Indien plejede man at placere rådne kroppe på kirkegårdene, hvor de var til skue. Man sagde så, at hvis en mediterende kunne meditere på en kirkegård, var vedkommende klar til alt.

Heldigvis behøver man ikke at meditere på en kirkegård mere, og hvis man gjorde, ville der ikke være nogle kroppe at se. Vi kan gå fra grottefasen til dalfasen.

Mange mennesker vil gerne have alt til at være lige så roligt, som det var i grottefasen, når de forlader stilhedsretrætet. Det er dog utroligt svært og ofte urealistisk. Tonsvis af forskellig stimuli bombarderer os hver dag og vi må stå overfor forskellige situationer og tilbageslag.

Men det er heller ikke hverken sundt eller fornuftigt at blive revet med af den vanvittige og ekstremt materialistiske hvirvelvind i dalfasen. Det bedste, vi kan gøre, er at vide, hvordan vi interagerer med vores miljø og på samme tid vedligeholder fred og ro og ikke forlader vores personlige praksis.

Et brændende lys foran havet

Anbefalinger til et stilhedsretræte

Først og fremmest er det anbefalet at starte med en kort 2-3 dages guidet stilhedsretræte. De tre retræter, jeg har været på (7 dage, 3 dage og 10 dage), har alle været guidede. Jeg startede direkte ud med et 7-dages stilhedsretræte, der ændrede mit liv. Men for mange kan så langt et retræte være udmattende.

Samtidig er det vigtigt at kende til det center, man tager til. Led efter henvisninger, tal med folk, der har været der, besøg deres hjemmeside og se hvilke undervisere, der er der. Denne form for information vil gøre en mere komfortabel og selvsikker.

Et andet vigtigt aspekt at kende er, at ikke alle retræter er stilhedsretræter. Der findes mange, der har med meditation at gøre, men som ikke nødvendigvis kræver stilhed.

Det er også vigtigt at vide, at hvis man vælger at tage på et stilhedsretræte, vil man muligvis føle sig ængstelig i nogle dage. Dette er meget normalt.

Hvis man ikke ved, hvordan man bearbejder sin ængstelighed, er det bedst at konsultere en underviser eller en guide. De vil give instruktioner til at afhjælpe dette. Det vigtigste, man skal huske, er, at der ikke er noget at være bange for.

Sidste kommentarer

Der er mange folk, der fortæller mig, at de aldrig vil tage på et stilhedsretræte. Alligevel vil jeg anbefale det. Vi bruger en masse penge på luner og nips og investerer en masse tid i tomme opgaver. Derfor bør vi også investere tid og penge på noget så givende som personlig udvikling.