Filosofien bag de psykiske lidelser
Hvordan definerer man psykiske lidelser, og hvordan stiller man diagnosen? Filosofien bag de psykiske lidelser prøver at besvare disse, og andre vigtige, spørgsmål.
Filosofien bag psykiske lidelser er et tværfagligt forskningsområde. Det er en kombination af metoder og perspektiver fra filosofi, psykologi, neurovidenskab og etik, der anvendes til at analysere psykiske lidelser.
Filosoffer, der beskæftiger sig med psykiske lidelser kigger på de ontologiske, epistemologiske og normative problemer, der opstår i skalaen for forståelse af disse lidelser. Deraf opstår et af de centrale spørgsmål for denne filosofi. Nemlig om det er muligt, at have en dækkende og objektiv videnskabelig definition af psykisk lidelse.
Et diskussionspunkt er altså, hvorvidt psykisk lidelse skal forstås som en form for mental dysfunktion. Filosofien bag psykisk lidelse analyserer også, hvorvidt mentale sygdomme hellere skal forstås som klart afgrænsede psykiske enheder, med tydelige kriterier for, hvad der kan inkluderes/eksluderes. Eller snarere som punkter på en skala fra normal til syg.
Filosofien bag de psykiske lidelser: Kritik af diagnosticeringsprocessen
Filosoffer, som kritiserer tanken om psykisk sygdom, hævder, at det ikke er muligt at definere begrebet “psykisk sygdom”. De mener også, at kategorierne for psykiske lidelser pålægger os vedtagne normer og magtdynamik.
Der er også mange spørgsmål omkring forholdet mellem værdiernes rolle, når det handler om at forstå sindets lidelser. Filosofferne tænker over, hvordan disse værdier relaterer sig til idéen om sygdom generelt.
Filosoffer, der er tilhængere af neurodiversitet, mener, at samfundet som helhed bør gentænke begrebet psykisk lidelse. Det er vigtigt, at de reflekterer de forskellige typer af tankegange, som mennesker udviser, uden at stigmatisere personer, som er statistisk “unormale”.
Problemet med diagnoser
Derudover er der epistemologiske problemer, der relaterer sig til forholdet mellem mentale lidelse og diagnose. Historisk set har man koncentreret sig om, hvordan den såkaldte nosologi (klassificering), især DSM, sammenholder mental dysfunktion med observerbare symptomer.
Inden for rammerne af DSM, kan mental dysfunktion konstateres via tilstedeværelsen eller fraværet af en række symptomer fra en liste. Men der er nogle, der er i uenige i brugen af adfærds-baserede symptomer, til at diagnosticere psykiske lidelser.
De hævder, at symptomerne er ubrugelige uden en passende teoretisk ramme for, hvad det vil sige, at en mental funktion er dysfunktionel.
Derfor bør et system til diagnose være i stand til at skelne mellem en person med en rigtig mental lidelse, og en, som oplever en krise i sit liv. Kritikerne hævder, at DSM, som den er nu, ikke er i stand til dette.
Er begrebet psykisk lidelse overhovedet troværdigt?
Der er også relaterede spørgsmål om værdiernes type og rolle for psykiske lidelser. Det første spørgsmål er, om mental sygdom er et værdi-neutralt begreb. Nosologien bag psykisk sygdom forsøger at fremkomme med værdi-neutrale definitioner af lidelserne.
I en ideel verden ville begreberne i manualer såsom DSM afspejle en universel, underliggende, menneskelig virkelighed. De lidelser, som de definerer, burde ikke repræsentere kulturrelative værdi-bedømmelser af, hvad der foregår i sindet.
Filosofien bag de psykiske lidelser kan stille sig kritisk
Michel Foucault var en af de første kritikere af tanken om psykiske lidelser og psykiatriske institutioner. Foucault hævdede, at psykiatriske anstalter historisk set var steder, hvor man brugte modeller af rationalitet, som gav privilegier til mennesker, der allerede besad magt.
Denne model udelukkede mange medlemmer af samfundet fra at være en del af den kreds, som havde brugbar forstand. Anstalterne var steder, hvor samfundet placerede “uønskede” mennesker. Dermed forstærkede de disse magstrukturer, som allerede fandtes.
Foucault mente, at idéerne om psykiske lidelser er sociale konstruktioner. De tjener altså samme formål som race, køn, socialklasse og seksuel orientering. Derfor bruger visse individer og institutioner begrebet psykisk sygdom til at opretholde og udvide deres magt. Målet er at opretholde den sociale orden, som den defineres af mennesker med magt.
Et konstruktivistisk perspektiv på psykiske lidelser
Konstruktivister kan indtage en række positioner i forhold til sociale kostruktioner og mentale sygdomme. En mindre ekstremistisk konstruktivist kunne for eksempel påstå, at forskellige kulturer pålægger modeller for “ideelle handlinger”. På den måde bruger samfundet dem til at afmærke menneskelige adfærdsmønstre.
Fra dette perspektiv kan adfærdsmæssige syndromer optræde i alle kulturer. Altså udvikler alle kulturer en teori om ideel adfærd. Dette betyder, at visse syndromer kan kaldes “sygdomme”. Samtidig grupperer andre kulturer syndromerne på en anden måde, afhængig af deres værdier.
De typer af adfærd, som vi kalder “symptomer på depression”, eksisterer kun, fordi læger har klumpet dem sammen. Det kan have mange årsager, som vi ikke vil forklare her. Men den eneste måde at forklare, hvorfor en bestemt samling handlinger, følelser eller tanker grupperes på den måde, er, fordi læger og specialister har skabt denne gruppering.
Hvis man vil tale om den karakteristiske adfærd ved et hjertetilfælde, så er det nemt se på de årsagsmæssige sammenhænge, der samler den slags adfærd. Symptomerne ved psykiske lidelser, derimod, mangler en forklaring på, hvofor de grupperes sammen. Altså en forklaring, der er uafhængig af deres kliniske fremtræden.
Fra dette synspunkt ligner syndromerne det, som filosoffen, Ian Hacking, kaldte “interaktive typer”. Naturlige typer repræsenterer grupperinger, som eksisterer uafhængigt af udefrakommende meninger. Med med interaktive typer oplever individer sig selv ifølge et vedtaget synspunkt. De ændrer deres følelser og fornemmelser for at tilpasse sig en bestemt type.
Filosofien bag de psykiske lidelser vist med eksempler på den interaktive type
Du skal tænke på personlighedsspaltning (også kaldet dissociativ identitetsforstyrrelse) som en interaktiv type. Med andre ord, er personlighedsspaltning ikke et grundlæggende problem i den menneskelige neurologi, som neurovidenskaben kan opdage.
Når først begrebet, personlighedsspaltning, er etableret, vil mange mennesker få dette prædikat. Disse tanker vil føre til diagnoser, uden at nogen underliggende årsager i hjernen kan findes.
Dette prædikat forhindrer praktisk talt andre forklaringer på den mentale lidelse. De kunne have mindre med menneskets essens at gøre, inden for filosofien bag de psykiske lidelser.
Altså er filosofien bag de psykiske lidelser et perspektiv, som på mange måder lærer psykologien, hvordan man kan forstå en person, uden for det lægevidenskabelige felt og ødelæggende prædikater.