Overdiagnosticering inden for mental sundhed

23 juli, 2020
Er alle med en psykisk diagnose virkelig psykisk syge?
 

Ifølge visse statistikker er antallet af mennesker med mentale lidelser steget med en alarmerende hastighed, de seneste år. Men mange mener, at det ikke skyldes, at vi har flere patienter med mentale problemer. I stedet er der flere mennesker som bliver diagnosticeret. Konsekvensen af overdiagnosticering er, at flere får medicin mod problemer, som ikke er nødvendigt.

Fænomenet overdiagnosticering inden for mental sundhed skyldes en tendens til, at stemple visse adfærdsmønstre som sygelige, selvom de ikke er det. Fænomenet er almindeligt inden for det psykiatriske felt. Det fører ikke alene til ukorrekte diagnoser, mange mennesker ender også med at tage medicin, selvom de faktisk ikke har behov for det.

Diagnosticeringens subjektive natur har i lang tid været et problem for psykiatrien. Psykiateren skal afgøre, om en patient har en psykisk lidelse, baseret på deres observationer, og upræcise værktøjer til diagnosticering. Under disse forhold kan psykiateren nemt lave fejl, som fører til overdrevne diagnoser.

Den bredest accepterede referenceramme for diagnosticering er opslagsværket Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM)En gruppe psykiatere (de fleste fra USA) har lavet manualen.

De har stemt om beslutninger om definition og optagelse af sygdommene i bogen. Den første udgave af manualen havde 60 lidelser. Men den seneste udgave har fastlagt mere end 500.

“Den eneste, der ved noget om medicin, ved ikke engang noget om medicin.”

-Abel Salazar-

 
Kvinde tager sig til hoved

Er det et problem med overdiagnosticering inden for mental sundhed?

Tallene indikerer, at overdiagnosticering inden for mental sundhed er et problem. Hvis du holder dig til de strikse definitioner i den seneste udgave af DSM, så vurderer eksperterne, at 70% af befolkningen har en eller anden mental lidelse. Ikke nok med det, men disse mennesker vil alle risikere at skulle tage medicin.

DSM-5 har medtaget nogle lidelser, som selv sundhedfaglige inden for feltet sætter store spørgsmålstegn ved. I DSM findes for eksempel en sygdom ved navne “psykose-risiko syndrom“. Den består i, at en patient har kendetegn, der indikerer en høj risiko for i fremtiden at udvikle en psykose. Denne diagnose er nok til at godtgøre, at der udskrives anti-psykotisk medicin.

Hvis man tænker nærmere over det, så kunne næsten alle blive diagnosticeret med dette syndrom, på et eller andet tidspunkt i deres liv. Har du aldrig følt “nu er jeg ved at blive sindsyg”, men blev det ikke?

At behandle en sygdom, der kunne opstå i fremtiden er absurd. Det svarer til at ordinere blodtrykssænkende medicin til et barn med en forælder med forhøjet blodtryk, fordi der er risiko for, at barnet udvikler det på et tidspunkt.

 

Et andet eksempel er “dysfunktionel personlighedsforstyrrelse med dysfori”. Denne “sygdom” dækker sådan set over en asocial, selvisk og uempatisk personIfølge DSM er en person med denne “lidelse” også en, der måske skulle have noget medicin.

I virkeligheden har sådanne personer bare en ubehagelig personlighed. Ifølge DSM-5 er det nok til en diagnose for depression, hvis man er ekstremt ked af det i mere end en måned efter en elskedes død.

Forskellen på at have en lidelse, og bare ikke have det godt

Grænsen mellem at være rask og syg, når det handler om mental sundhed, er svær at definere. “Normal” er trods alt et meget subjektivt begreb, og er knyttet til et indvids specifikke sammenhæng. Det er også vigtigt at påpege, at et menneskes tilværelse altid vil indeholde en vis mængde lidelse. At leve betyder at skulle forholde sig til konstant usikkerhed.

Du vil aldrig få alt, hvad du ønsker, og du vil heller ikke få et liv i perfekt balance. Alle må forholde sig til smerte, for døden eksisterer, og det er en nådesløs erkendelse. Ingen kan undgå at blive frustreret over ting, som de ikke har magt over. Og alle er selviske eller “onde” i et eller andet omfang.

Det giver mening, at der vil være tidspunkter i dit liv, hvor du er trist, og andre, hvor du kæmper med angst. Nogle psykoanalytikere mener, at det er helt normalt at man har tre psykotiske anfald gennem hele ens liv.

Det hele afhænger af, hvad der foregår omkring dig. Som vi har nævnt, bliver problemer, som er ganske normale, defineret som sygdomme, og det fører til en overdiagnosticering inden for mental sundhed.

 

En anderledes tilgang til sygdomme og lidelse

Indtil for nylig blev sorgen ved tabet af en elsket håndteret i individets trygge, og nære fællesskab. Alle forstår, at en vis grad af sorg var normal og nødvendig. Men i dag er disse støttende netværk blevet svagere.

Nu om dage er det sværere at give udtryk for følelsesmæssig smerte, og derfor føler mennesker, som lider, sig alene. Idéen om, at vi skal være lykkelige hele tiden lægger et enormt pres på os allesammen. Mange mennesker tillader ikke sig selv at sørge. Derfor bliver måden, man håndterer disse følelser på, at tage en pille, som er ordineret af en psykiater.

På godt og ondt er medicin en måde at styre både individuelt og kollektivt ubehag. Overdiagnosticering er et tve-ægget sværd. På den ene side har du de ortodokse psykiatere, som arbejder inden for et meget snævert felt af diagnose og behandling.

På den anden side har du mennesker, som lider, men nægter at forstå deres smerte. I stedet beder de om et kemisk stof, der kan hjælpe dem med at undertrykke den.

 

Bianco, A., & Figueroa, P. (2008). Sobrediagnóstico, derechos vulnerados y efectos subjetivos. Ethos educativo, 43, 64-79.