Faseorienteret behandling af dissociative forstyrrelser

Der er tre faser i faseorienteret behandling af dissociative lidelser. Se her, hvordan denne behandling fungerer.

I denne artikel vil vi undersøge faseorienteret behandling. Traumer påvirker folks hukommelse. De kan f.eks. opleve perioder i deres liv, hvor de kun kan huske lidt eller intet om deres liv. Det er kendt som dissociativ hukommelsestab.

Du har måske også hørt om folk, der er dukket op langt væk fra deres hjem uden at kunne huske, hvor de ville hen, eller hvor de kom fra. Dette kaldes dissociativ fugue. Det er begge eksempler på dissociative lidelser. Det er kliniske tilstande, som det er kompliceret at gribe ind over for.

Alle kan dissociere. Faktisk er det normalt at dissociere. Det beskytter dig mod begivenheder, der er psykologisk truende. Har du f.eks. nogensinde følt dig “frakoblet” over for en situation, der overvælder din evne til at håndtere den? Hvis dit svar er ja, har du sandsynligvis oplevet dissociation.

Den grænse, der adskiller disse “normale” oplevelser fra den patologiske slags, kaldes “tid og eftervirkninger”. Når dissociative oplevelser hersker over tid og forværrer et individs helbred, overvejer man, om der muligvis er tale om en klinisk tilstand.

Faseorienteret behandling

Forestil dig, at et glas bliver kastet på jorden. Det går i stykker. Noget lignende sker med erindringer i dissociation. Virkningen af et psykologisk traume kan splitte en del af psyken. Det splintrer, skaber forskellige dele og brudstykker.

Desuden forhindrer sindet personen i at kunne sætte stykkerne sammen og dermed beskytte den mentale sundhed. Faktisk ville de opleve dyb smerte, hvis de kunne sætte dem sammen.

Den forskning, der er tilgængelig til dato, tyder på, at personerne får det værre, hvis de ikke modtager den form for behandling, hvor terapeuten anerkender og arbejder med hver enkelt dissocieret del.

Derfor skal det første skridt i enhver behandling være stabilisering af personens symptomer. Når dette er opnået, kan de gå videre i processen med “foreningen” af de dele, der er blevet adskilt og var forbundet med traumet.

1. Stabilisering af klienten

Målet med den første fase er at styrke og stabilisere klienten. Den fokuserer på, at de skal være i stand til at regulere deres følelser og deres interpersonelle relationer. I bund og grund handler det om at fremme selvomsorg, forbindelse med kroppen og forståelse af symptomerne.

Tænk tilbage på det knuste glas på gulvet. Det kan ikke sættes sammen igen, uden at alle stykkerne bliver samlet op. Før det limes sammen igen, skal stykkerne arrangeres, lægges på en jævn overflade og tjekkes for at se, hvordan de passer sammen.

I denne fase er det tilrådeligt , at klientens traumatiske erindringer holdes i skak for at forhindre, at de reaktiveres. Det skyldes, at de stadig mangler redskaberne til at undgå, at det sker. Det første skridt er at skabe specifikke betingelser, så klienten kan huske trygt.

I denne fase har klienten en fobi for sin indre oplevelse og for de dissocierede dele. Derfor vil opbygningen af deres hukommelse sandsynligvis være en progressiv proces med visse punkter af klarhed.

2. Bearbejdning af traumer: Integration af traumatiske erindringer

I denne fase er målet at bearbejde de følelser, tanker og kropslige fornemmelser, der er knyttet til traumet. Det opnås ved at genopleve traumatiske situationer og ved at verbalisere de intense følelser, som klienten har følt. Øvelsen er mere end en følelsesmæssig frigørelse, fordi den indebærer en bearbejdning og integration af oplevelsen.

Målet er at konfrontere, bearbejde og integrere traumatiske erindringer. Denne fase kan dog være farlig. Det skyldes, at klienten har en fobi over for sine traumatiske erindringer, og at genoplevelse af dem kan føre til en ny traumatisering. Derfor er det vigtigt, at der anvendes specialiserede metoder til dette formål, f.eks. EMDR eller sensomotorisk psykoterapi.

3. Integration af personlighed og rehabilitering i faseorienteret behandling

Nogle gange er det umuligt at komme videre end den første fase, for slet ikke at tale om at nå den sidste fase. Ikke desto mindre er det endelige mål med terapien at organisere en identitet, der er så stabil og forenet som muligt. Når det er sagt, er det i denne fase sandsynligt, at klienten har en fobi over for konsekvenserne af at føre et hverdagsliv.

Denne sidste fase i faseorienteret behandling er sorgens fase. Sorg over klientens tidligere, nuværende og fremtidige tab. Desuden er det vigtigt, at de lærer at tage de risici, der er forbundet med at føre et normalt liv. Men dette kan reaktivere minder relateret til traumet. Hvis dette sker, anbefales det, at de sammen med terapeuten gennemgår de opgaver, som de har udført i tidligere faser.

Afslutningsvis anbefales det, at der udføres individuel intervention med personer, der lider af dissociation. Terapien kan vare i årevis. Faktisk kan den endda vare hele klientens liv. I disse tilfælde bliver validering og den terapeutiske relation særligt relevante.