Faith Ringgold: En kvinde, der omfavnede sin skæbne

oktober 8, 2019
“Jeg blev feminist, fordi jeg ønskede at hjælpe mine døtre, andre kvinder og mig selv til at stræbe efter noget mere, end en plads bag en god mand." -Faith Ringgold-

Faith Ringgold brugte sit talent på at sprede sin erfaring og blotlægge racisme i det amerikanske samfund. Udforsk, hvordan Faith skabte smuk kunst ud af sin erfaring med at have været et offer for racediskrimination.

Faith Ringgold er en amerikansk kunster, kendt for at præsentere hendes egne, unikke kunstværker. Blandt alle hendes kreationer, skiller hendes vattæppe-historie sig virkelig ud.

Ringgolds kunst og aktivisme går hånd i hånd. Hendes kunst er direkte tilknyttet til fordomme, og de fungerede som et politisk budskab, ofte ved at bruge chok-værdien af racemæssige fornærmelser.

Hendes værker belyser etnisk spænding, samt den politiske og racemæssige uro i 1960’erne. Det bidrager med et afgørende indblik i, hvordan den hvide kultur opfattede afroamerikanere.

Mange vattæpper har rødder i den sydlige slavekultur, i borgerkrigens æra. På den måde, tog kunstneren det traditionelle arbejde i at lave vattæpper og genfortolkede deres rolle ved at fortælle historier fra hendes liv og fra mange andre afroamerikanere.

Barndommen og ungdommen hos Faith Ringgold

Faith Ringgold blev født som Faith Willie Jones, den 8. oktober 1930, i New York City. Hendes far, Louis Jones, var en lastbilchauffør. Hendes mor, Willi Posey Jones, arbejdede som tøjdesigner. Hendes forældre formåede at tjene nok til at dække de basale behov hos deres tre børn.

Faith Ringgold var ikke i stand til at deltage regelmæssigt i grundskolen, på grund af helbredsproblemer. Da hun led af astma, brugte hun det meste af sin barndom på hospitaler eller derhjemme. Gennem denne periode i livet, udviklede hun sin kærlighed for at tegne, og efterfølgende studerede hun kunst på City College of New York.

afrikansk kunst

Hun giftede sig med Rober Earl Wallace, en jazz-pianist, i 1950, men ægteskabet varede ikke længe. De blev skilt i 1956. Hun fik to døtre fra dette ægteskab, Barbara og Michele. Faith blev gift igen, med Burdette Ringgold, den 19. maj 1962.

Efter hun dimitterede, arbejdede Faith som kunstunderviser på City College i New York. Foruden dette, arbejdede hun på Wagner College og Bank Street College of Education i 60’erne og 70’erne.

Hendes første kunstværk

I de tidlige 70’erne, opgav hun traditionelle malerier. I stedet, begyndte Ringgold at lave akrylmalerier på kanvas med lækre stofkanter, lig de tibetanske thangkaer.

Ydermere, arbejdede hun med sin mor, hvor hun designede masker lavet med stofhætter, perler og raffia. Disse havde rødder i den afrikanske stamme-tradition, og de var hendes første kunstværker. 

Desuden, med hjælp fra sin mor, blev Faith involveret i produktionen af livsstørrelsesportrætter af kendte folk, såsom Adam Clayton Powel, Wilt Chamberlain, basketballspillere og andre personligheder fra Harlem. Af denne årsag, blev dette kunstværk kendt som The Harlem Series.

På samme tid, fremmede Faith afrikansk kunst på undervisningsstederne. I hendes undervisning, underviste hun i afrikansk smykkedesign, tøj og perler.

Politik i kunstværkerne af Faith Ringgold

Faith Ringgold var dybt tiltrukket af de politiske problemer relateret til udnyttelsen af kvinder. Disse politiske interesser var påvirket af opståelsen af borgerretsbevægelsen. I hendes kunst, var hun i stand til at skildre lidelsen hos et samfund, hun selv havde oplevet.

“Jeg blev feminist, fordi jeg ønskede at hjælpe mine døtre, andre kvinder og mig selv til at stræbe efter noget mere, end en plads bag en god mand.”

-Faith Ringgold-

På den måde, formåede Ringgold at blotlægge social uretfærdighed gennem de malerier, hun producerede, i 1960’erne. Fra denne periode, inkluderede hendes malerier American People og The Flag is Bleeding.

Hendes kunstværker var primært inspireret af værker af forfatterne, James Baldwin og Amiri Baraka. Begge forfattere skriv om diskrimination og problemerne hos de mørke folk i USA.

“Intet andet kreativt felt er så lukket for dem, der ikke er hvide eller mænd, som den visuelle kunst. Efter jeg besluttede mig for at blive kunster, var det første, jeg var nødt til at tro på, at jeg, en sort kvinde, kunne gennemtrænge kunstscenen, og at jeg kunne gøre dette, uden at ofre en disse af mit sorte, min kvindelighed eller min menneskelighed.”

-Faith Ringgold-

Vattæpperne fortæller en historie

Faith udvidede hendes felt af fine kunstværker, og hun hjalp syning, vævning og stofkomposition med at finde en plads i den kunstneriske verden. Hun var den første kunstner til at udfordre disse begrænsninger og introducere kunsten af vævning på uddannelsessteder.

Konceptet bag disse vattæpper udviklede sig fra kunsten af vævning, introduceret af afrikanske slaver i Amerika. Disse vattæpper gik ud over deres basale formål med at bidrage med varme. De blev en måde at bevare minder på. På en måde, virkede disse stoffer som en beskedtavle.

Faiths unikke tilgang fremmede kvindeligt håndværk, ved at bruge disse narrative vattæpper. På dem, kan du se en række af billeder, sammen med beskrivelser, der fortæller en historie. 

Echoes of Harlem var den første af mere end 30 vattæpper, hun lavede fra 1980 og fremefter. Hver af dem tilegnede sig strukturen af børnehistorier, og hver en del af tæppet svarer til en side.

En af hendes mest berømte historietæpper er Tar Beach. På dette, kan du se præsentationen af en familie, der er samlet på deres tag på en varm sommeraften.

Du kan se voksne besøge hinanden, mens børn leger og sover. Man kan også se datteren drømme om at være i stand til at flyve frit over alle barrierer, der er blevet opført mod sorte folk. Denne scene er repræsenteret ved George Washington Bridge i baggrunden.

De mest berømte vattæpper

Nogle af Faiths andre mest velkendte vattæpper er: Who’s Afraid of Aunt Jemima? og Street StoryWho’s Afraid of Aunt Jemima? beskriver livet hos en afrikansk kvinde, der blev en succesfuld forretningskvinde.

På trods af at bo i New York, var Faiths arbejde altid langt fra den daværende amerikanske kunst. Dette var primært på grund af, at hendes eneste emne var sort kultur og racemæssig diskrimination. Derfor, er det ikke overraskende, at hun antændte interessen for mere konservative og elitære kredse.

Faith Ringgold, der kigger på kunst

Social dedikation og anerkendelse

Faith er også kendt for sin sociale aktivisme. Hun kæmpede med hele sit hjerte for afrikanske kunstnere på Whitney Museum of American Art i New York

Hendes kamp blev tydeligt vist i aktiviteterne hos Women’s Art Committee, som blev grundlagt af kunstneren, Poppy Johnson, og kunstkritikeren, Lucy Lippard. Som social aktivist, har hun brugt kunst til at grundlægge og udvikle organisationer, der støtter afroamerikanske kunstnere, såsom Where We At.

Stiftelsen, Anyone Can Fly, er dedikeret til udvidelsen af kunstkataloget for at inkludere kunstnere fra den afrikanske genre. Ydermere, dedikerer stiftelsen sig til at introducere afroamerikanske kunstundervisere for børn og voksne.

Hendes nyeste værker tager fat på fordomme på en anden måde; hun bruger ikke længere konfrontationssøgende billeder til at angribe fordomme. I stedet, går hun efter at undergrave fordomme ved at bidrage med positive modeller af unge afroamerikanere.

“Du kan ikke sidde og vente på, at nogen siger, hvem du er. Du er nødt til at skrive det og male det og gøre det.”

-Faith Ringgold-

Faith Ringgold blev den første sorte kvinde, der var i stand til at udstille på The Spectrum Gallery i New York, i 1967 og 1970. Hendes bedrifter som kunstner, underviser og aktivist har bragt hende utallige hædersbevisninger. Hun har næsten 75 priser i sit navn, inklusiv en ærefuld doktorgrad i kunst.

  • Farrington, L. E. (1999). Art on Fire: The Politics of Race and Sex in the Paintings of Faith Ringgold. Millennium Fine Arts Pub.
  • Tesfagiorgis, F. H. (1987). Afrofemcentrism in the Art of Elizabeth Catlett and Faith Ringgold. Sage, 4(1), 25.
  • Graulich, M., & Witzling, M. (1994). The freedom to say what she pleases: a conversation with Faith Ringgold. NWSA journal, 6(1), 1-27.
  • Millman, J. (2005). Faith Ringgold’s Quilts and Picturebooks: Comparisons and Contributions. Children’s Literature in Education, 36(4), 381-393.