Emmeline Pankhurst og suffragetterne
Emmeline Pankhurst var en karismatisk leder for kvinderne i bevægelsen af suffragetterne, og hun kæmpede utrætteligt for kvindernes stemmeret. I denne artikel kan du lære mere om hendes liv og om hendes politiske og sociale sejre.
I dag vil vi udforske livet og de sejre som de politiske aktivister og suffragetterne opnåede. Emmeline Pankhurst var i spidsen for en bevægelse, der kæmpede for kvindernes ret til at stemme.
Emmeline Pankhurst er kommed med i historiebøgerne som den person, der passioneret troede på, at kvinderne fortjente de samme rettigheder i samfundet som mænd. Hun kæmpede utrætteligt hele sit liv for kvinders ret til at stemme og kæmpede for at afskaffe fattigdom og bekæmpe uvidenhed.
Magasinet Time anser hende for at være en af de 100 mest vigtige personer i det 20. århundrede. Hun var en karismatisk leder og en begavet taler. Hun inspirerede mange folk til at støtte op om hende i kampen.
Hvordan gik det så med hendes kamp? Hvordan fik hun betydning for fremtidige generationer? På hvilken måde lykkedes det hende at forandre sin tid, og hvad forandrede sig for vores tid? I denne artikel inviterer vi dig til at opdage mere om den utrolig Emmeline Pankhurst.
Hendes tidlige liv
Emmeline Pankhurst blev født den 15. juli 1858. Hendes far Robert Goulden kom fra en familie med politiske aktivister. Emmelines mor, Sophia Crane, var også en politisk aktivist fra Isle of Man. Da Emmeline var en lille pige, støttede begge hendes forældre bevægelsen, der ville afskaffe slaveriet.
Da hun blev 20 år, mødte hun og forelskede sig i en sagfører og politisk aktivist, som gik ind for kvindernes stemmeret, og som ønskede reformer af undervisningen. Hans navn var Richard Pankhurst, og han var 24 år ældre end Emmeline. De giftede sig og fik fem børn.
Suffragetterne
Bevægelsen af suffragetter var på den tid begyndt at komme med idéer til at give enlige kvinder eller enker lov til at stemme. Men Emmeline og hendes mand afviste det forslag helt og begyndte en ny gruppe, the Women’s Franchaise League.
Denne nye gruppe var fortalere for rettigheder til alle kvinder uden undtagelser og lige rettigheder med hensyn til skilsmisse og arv. Kort tid efter start blev bevægelsen mere radikaliseret mod det ekstreme og mange af dets medlemmer forsvandt.
Emmeline Pankhursts politiske karriere
Efter en tid i London vendte Emmeline Pankhurst tilbage til Manchester. Det var her hun, begyndte at blive engageret i politisk aktivisme af sig selv. Emmeline meldte sig til sidst ind i partiet Labour, efter at hun flere gange var blevet afvist, fordi hun var en kvinde. Der blev hun også engageret i at distribuere mad i en kommitte, der skulle hjælpe de arbejdsløse.
Den fattigdom og hjælpeløshed, hun oplevede hos disse mennesker, påvirkede hende enormt. Oplevelsen inspirerede hende til at gå med i en bevægelse, der skulle beskytte arbejderne bedre. Efter flere ulykker blev Richard syg og døde. Han efterlod Emmeline med en betydelig gæld og med ansvaret for hele familien.
Pankhurst fik et job på det lokale kommunekontor, og hun begyndte at tale om kvindernes sociale betingelser i den region. På samme tid blev hendes nu voksne døtre også involveret i suffragettebevægelsen.
Handling i stedet for ord for Emmeline Pankhurst
Skuffet over, at de politiske partier og suffragettebevægelsen ikke opnåede noget, besluttede hun sig for at forlade disse grupper. Hun grundlagde så Women’s Social and Political Union (WSPU.) Denne fagforening var kun åben for kvinder, og dens motto var “Handling, ikke ord.”
Det tog ikke lang tid for WSPU at radikalisere, og de begyndte at bruge en voldelig taktik. Deres mål var at få opmærksomhed og hævn. De blev kendte for at knuse vinduer og angribe folks private hjem og for sultestrejker.
Mændene i Pankhursts parti og myndighederne angreb hende og andre ved mere end en lejlighed. Regeringen satte hende også i fængsel flere gange. I denne periode solgte hun sit hus i Manchester og rejste gennem England og USA for at holde konferencer om sit arbejde.
Emmeline Pankhurst og kvinders ret til at stemme
I begyndelsen af Første Verdenskrig forhandlede Emmeline med parlamentet for at sikre sig frigivelsen af kvinder fra WSPU. Til gengæld lovede hun, at hun ville afstå fra at gøre flere voldelige ting fremover. Aftalen indebar også støtten fra kvinderne i organisationen til briterne mod Tyskland.
Denne aftale skabte en konflikt indenfor bevægelsen. Den var så kontroversiel, at den faktisk skabte en uløselig adskillelse mellem Emmeline og en af hendes døtre. Efter krigen var hun blevet så skuffet over venstrefløjen i politik, at hun faktisk meldte sig ind i det konservative parti.
På den tid var det konservative parti det mest populære politiske parti. Pankhurst ville gerne bruge energien fra kvindernes suffragettebevægelse. Hendes år med kamp og hårdt arbejde gav resultater bare få uger inden hun døde i en alder af 69. Pankhurst levede længe nok til at se, at kvinderne fik ret til at stemme.
Den voldelige side af kvindernes suffragette
Pankhurst var en kontroversiel, energisk og radikal aktivist. Hun angreb nogle af de politiske ideer og støttede andre, men hun mistede ikke håbet om at nå sit mål. Folk hadede hende og elskede hende i begge lejre. Pankhurst var en inspiration for kvinder alle steder.
Vi kan konkludere, at Emmeline Pankhurst repræsenterede den mere radikale side af kvindernes suffragettebevægelse. Ikke alle i bevægelsen støttede hendes voldelige metoder, men disse “maskuline” strategier endte med at være dem, der tiltrak sig opmærksomheden til kvindernes sag.
Pankhurst vovede at tale det eneste sprog, som det patriarkalske system så ud til at kunne forstå: Voldelige protester. Hvad enten du er enig eller ej i hendes taktik, så er en ting sikker: Systemet lyttede og forandrede sig.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Cruz Pérez, G. (2012). De la tristeza a la depresión. Revista electrónica de psicología. Iztacala, 15(4), 1310-1325.