Hvis du nøjes med resterne, vil du altid være svag og sulten
Resterne giver overlevelse til at komme fra ét sted til et andet med tiden. De lader dig overleve, men giver dig knap tilstrækkeligt med næring. De hiver dit selvværd og dit håb ned på gulvet. Der er alt for mange følsomme mennesker med talent, som nøjes med resterne. Og alt for mange, som indtager hele kagen uden den mindste anstændighed og empati.
Hvis der ikke var mennesker, som kunne nøjes med resterne, så ville der ikke være opblæste, selvtilfredse mennesker. Eller det ville i det mindste være sværere for dem. Vi taler om personer, som skaber giftige forhold. Sadisten med masochisten, den uselviske arbejder og den udnyttende chef. Den dedikerede ægtemand og den krævende kone. Den velmenende forælder og barnet, som er blevet til “en lille tyran.”
Tror du, at nogle af os er født til at være tilfredse med resterne, og andre til at kunne spise hele kagen om og om igen? Logisk set er dette ikke tilfældet.
Evnen til ikke at gøre oprør kommer fra et sted langt tilbage, og resultatet er et fanget selvværd, mindsket af frygt. Men det er simple skygger, tanker lavet af røg, som ikke har nogen parallel eksistens i vores realitet, udover de kæder, de holder de folk i, som har dem.
Rester til bare at overleve i dag
Vores rester til at overleve i dag er morgendagens sult og usikkerhed. Det er ikke nemt at finde ud af, hvornår man får rester, og hvornår man får det, som gør én stærk og hel. Som et eksempel er her en kvinde, som leder efter kærligheden. Hun snubler konstant over mænd, som lyver og endda ignorerer hende. De giver hende en irrelevant rolle i deres liv.
Denne kvinde værdsætter kærlighed, følelsen af selskab, intimiteten af et knus. Hun har brug for dette for at “holde sig kørende.” Men hun giver så meget og nøjes med så lidt, at hun slet ikke finder noget af dette. Hun finder et kys blandt hundrede fornærmelser. Hun hører et sødt ord blandt utallige handlinger, som modsiger det. Hun sover sammen med nogen, som hun kender mindre dag for dag.
Mange mennesker tror, at det at give kærlighed, uden at forvente noget til gengæld, er fantastisk. Den machiavelliske del af af dette ubalancerede, følelsesladede forhold er, at ved at give så meget uden at få ender de nogle gange med at opgive deres egen selvkærlighed oveni.
At elske uden at bede om noget til gengæld er at grænseløst give af sig selv, indtil man er tørret ud og udmattet. Helt uden at få noget positivt igen. Indtil man ender i en situation, hvor der ikke er flere havne at lægge anker i under stormen.
Man behøver ikke lave en kontrakt for at vide, hvor meget man er villig til at miste hver gang. Det handler ikke om at forudse mulig skade og fordomme. Dit selvværd kræver vidt åbne øjne, ører, som hører med intelligens. En hukommelse som ved, hvordan den skal relatere det, den lige har oplevet, til det, den ikke ønsker skal ske igen.
Dit selvværd er ikke lavet af rester
Dit selvværd kan ikke nøjes med rester. Dit selvværd nøjes med empati, at være assertiv og med evnen til at være uafhængig. Et skadet selvværd er som en arbejder, som bliver belønnet på en total middelmådig måde. Han arbejder time efter time uden pauser, uden at have chancen for at leve et liv med værdighed.
At give alt vil aldrig føre nogen vegne. Man skal heller ikke finde sig i nedgørelse eller opføre sig tankeløst for at behage andre.
Hvis du ønsker, at dit selvværd skal blomstre og dine planer i livet skal være i sigte i stedet for at drive planløst rundt på havet, så lad ikke andre give dig rester. Vær opmærksom på, om du nøjes og måske endda er taknemmelig for det, fordi du er endt op med at tro, at det er det eneste, du kan opnå.
Resultatet er en ond cirkel. Når man ender et forhold, så vil man altid være svag og sultende, og man nøjes med rester her og der. Man er aldrig i stand til at nyde hele kagen, fordi man har overbevist sig selv om, at man ikke fortjener den. Og det synes andre også. Det virker endda, som om det behager dem. Det gør dem godt tilpas og giver dem nydelse.
Man skal ikke nøjes med rester.