Chokdoktrinen: Skal vi være bekymrede?

Den grundlæggende tilgang i chokdoktrinen er, at de kapitalistiske markeder udnytter øjeblikke med tragedier eller katastrofer til at foreslå eller indføre politikker, der gavner dem. Folkets manglende evne til at reagere på disse tidspunkter begunstiger denne strategi.

Chokdoktrinen er et koncept foreslået af den canadiske journalist Naomi Klein og er beskrevet i hendes bog, The Shock Doctrine. The Rise of Disaster Capitalism, der blev udgivet i 2007.

Den centrale påstand er, at det kapitalistiske system systematisk har udnyttet store katastrofer til at gennemføre og styrke en række principper, der er til fordel for dets egne interesser.

Klein påpeger, at chokdoktrinens hovedformål er at nedbryde resterne af den såkaldte velfærdsstat og samtidig fremme neoliberalismens principper. Denne doktrin er inspireret af Milton Friedmans og Chicago-skolens arbejde, der anses for at være “neoliberalismens fædre”.

En af neoliberalismens centrale idéer er, at staten skal reduceres til sit mindste udtryk, og at markedet skal være den vigtigste regulator af den sociale dynamik.

Som foreslået af Kleins chokdoktrin har man opdaget, at katastrofer er en mulighed for at føre denne idé til sit maksimale udtryk. Dette er blevet anvendt ved flere lejligheder. Den metode, de bruger til at udnytte disse situationer, svarer til elektrochokterapi i psykiatrien.

Chokdoktrinen

Naomi Kleins undersøgelse er ikke ligefrem et akademisk dokument, men snarere en samling af oplysninger, der afslører visse kendsgerninger, når man undersøger den nærmere.

Hendes tanker falder sammen med Milton Friedmans idé om, at et chokeret samfund kræver foranstaltninger fra staten, og at der åbner sig en mulighed for dem: At pålægge løsninger, der ender med at begunstige kapitalismen.

Ifølge Klein blev dette for første gang bevist under det kup, som Augusto Pinochet gennemførte i Chile i 1973. Friedman var selv rådgiver for diktatoren. På det tidspunkt blev en række institutioner og socialt støttede foranstaltninger til fordel for de dårligst stillede sektorer afviklet.

Derefter blev der indført et regime med brutal kapitalisme. Samfundet var så chokeret og lammet, at det accepterede disse foranstaltninger, hvoraf mange opretholdes den dag i dag. Faktisk forsøgte de seneste protester i Chile i 2019 at afvikle dette regime næsten et halvt århundrede efter dets indførelse.

Senere var der også et kollektivt chok i Irak, som blev forårsaget af invasionen af landet. Klein hævder, at taktikken “shock and awe” (chok og forundring) blev anvendt. Målet med denne særlige taktik er “at kontrollere modstanderens vilje, opfattelser og forståelse og bogstaveligt talt gøre modstanderen impotent til at handle eller reagere”.

Forretning, på bekostning af smerte

En anden begivenhed, der blev analyseret inden for rammerne af chokdoktrinen, var orkanen Katrina i 2005, som ødelagde store dele af New Orleans.

Denne katastrofe havde endnu ikke fundet sted, da Milton Friedman skrev i Wall Street Journal: “De fleste skoler i New Orleans ligger i ruiner, ligesom hjemmene for de børn, der har gået i dem, ligger i ruiner. Børnene er nu spredt ud over hele landet. Dette er en tragedie. Det er også en mulighed for at reformere uddannelsessystemet radikalt”.

Fakta viste, at tragedien for nogle blev en mulighed for andre. I New Orleans’ tilfælde blev et stort antal offentlige skoler lagt i hænderne på private virksomheder. Det skyldtes, at det tilsyneladende var umuligt for staten at fortsætte med at forvalte dem.

I alle disse tilfælde er den samme plan tydelig. Der er tale om en situation med kaos, efterfulgt af politiske foranstaltninger til fordel for det kapitalistiske system. Situationen er af en sådan art, at samfundet ikke har kapacitet til at reagere på de særlige omstændigheder, som man må tage stilling til.

Coronavirus og chokdoktrinen

Naomi Klein har fremsat flere udtalelser om coronavirus-pandemien. Hun insisterer grundlæggende på, at chokdoktrinen vil blive anvendt i dette tilfælde. Hun hævder faktisk, at mange vil forsøge at udnytte krisen til at fremme politikker, der øger uligheden, beriger eliten og svækker alle andre.

Hun påpeger, at mange beslutninger træffes for at beskytte det frie marked frem for livet. Hun konstaterer, at flere regeringer forsøger at overføre omkostningerne ved krisen til de mest sårbare. Det er disse mennesker, der er mest berørt af pandemien.

Klein forsikrer imidlertid, at dette også er et godt tidspunkt til at skabe opmærksomhed om, at alles skæbne afhænger af alle andre. Det kan f.eks. være, at du kan betale for den bedste sundhedsforsikring og få garanteret din pleje. Men hvis den person, der sælger dig mad, ikke kan gøre det, er du fortsat i fare.

Det er første gang, at verden står over for en trussel af denne størrelsesorden. Hvad der sker, vil afhænge af folks evne til at finde former for hjælp og ansvarlighed. Ellers vil der endnu en gang være få vindere og et stort antal tabere.