Seks berømte filosoffer og deres definitioner af lykke

Filosoffer har gennem tiden forsøgt at definere lykke. I denne artikel nævner vi seks af deres tanker. Hvilken af dem kan du identificere dig med?
Seks berømte filosoffer og deres definitioner af lykke

Sidste ændring: 03 januar, 2022

Lykke er et af de sværeste ord at definere. Mystikerens lykke har nemlig intet at gøre med magthaverens lykke eller med det almindelige menneskes lykke.

Ligesom vi i hverdagen finder forskellige definitioner af denne følelse, er der også forskellige tilgange til den i filosofien. Her er nogle af dem.

“De lykkelige er en undtagelse, som uskyldigt nyder deres simple lykke.”

-Baltasar Gracián-

1. Aristoteles og de metafysiske

Statue af Aristoteles

For Aristoteles, den mest fremtrædende af de metafysiske filosoffer, var lykke det højeste ønske for alle mennesker. Vejen til at opnå den var efter hans mening dyd. Med andre ord: Hvis man dyrker de højeste dyder, bliver man lykkelig.

Aristoteles antydede, at lykke snarere var en livsstil end en bestemt tilstand. Det karakteristiske ved denne livsstil er, at man konstant udøver det bedste, som hvert menneske har.

Han hævdede, at det også var nødvendigt at dyrke karakterens klogskab og at have en god “daimon” (skæbne). Derfor er hans teser om lykkefølelser kendt under navnet “eudaimonia”.

Aristoteles leverede det filosofiske fundament, som den kristne kirke blev bygget på. Der er derfor stor lighed mellem det, som denne tænker foreslog, og principperne i de jødisk-kristne religioner.

2. Epikur og den hedonistiske

Epikur var en græsk filosof, som var meget forskellig fra metafysikerne. Han mente ikke, at lykken kun kom fra den åndelige verden, men at den var forbundet med mere jordiske dimensioner. Faktisk grundlagde han “Lykkens skole” og nåede frem til nogle interessante konklusioner med sine idéer.

Epikur fremsatte princippet om, at balance og mådehold var det, der gav anledning til lykke. Denne tilgang blev indbegrebet i en af hans store maximer: “Intet er nok, som for nok er lidt”.

Han mente, at kærlighed har lidt at gøre med at være lykkelig. Han hævdede dog, at venskab gør det. Han insisterede også på den idé, at man ikke skal arbejde for at opnå materielle ting, men for kærligheden til det, man gør.

3. Kant og lykke som pligt

Den tyske filosof Immanuel Kant foreslog, at lykke er en af menneskets højeste pligter. Faktisk er den ifølge denne filosof bygget op af karakteren og den etik, hvormed man styrer sin adfærd. Med andre ord er lykke en forpligtelse, men samtidig skal dine handlinger gøre dig værdig til at fortjene den . Han hævdede, at “at sikre sin lykke er en pligt”.

4. Nietzsche og kritikken af lykken

Nietzsche kritiserede idéen om lykke

Nietzsche mente, at det at leve fredeligt og uden bekymringer er et ønske hos middelmådige mennesker, som ikke tillægger livet en højere værdi. Han opfattede begrebet at være lykkelig som “at have det godt”, som følge af gunstige omstændigheder eller held. Han så det imidlertid som en flygtig tilstand.

Faktisk ville lykke efter hans opfattelse være en slags “ideel tilstand af dovenskab”. Med andre ord, at man ikke har nogen bekymringer eller frygt. På den anden side betragtede han den også som en vital kraft, en kampånd mod alle hindringer, der begrænser friheden og selvhævdelsen.

For Nietzsche betød det at være lykkelig derfor, at man kunne afprøve vitalkraften ved at overvinde modgang og skabe originale måder at leve på.

5. José Ortega y Gasset og lykken som en konvergens

Ortega y Gasset mente, at lykken er konfigureret, når “det projicerede liv” og “det effektive liv” falder sammen. Med andre ord, når det, man ønsker at være, konvergerer med det, man virkelig er.

“Hvis vi spørger os selv, hvad denne ideelle sindstilstand, som kaldes lykke, består af, finder vi let et første svar: Lykken består af at finde noget, som tilfredsstiller os fuldstændigt. Strengt taget spørger dette svar os kun om, hvori denne subjektive tilstand af fuld tilfredshed består. På den anden side, hvilke objektive betingelser noget skal have for at tilfredsstille os.”

Derfor mente han, at alle mennesker har potentialet og ønsket om at være lykkelige. Det betyder, at hver enkelt definerer sin egen virkelighed af lykke. Hvis man virkelig kan opbygge disse realiteter, vil man være lykkelig.

6. Slavoj Zizek og lykke som et paradoks

Denne filosof foreslog, at det at være lykkelig er et spørgsmål om mening og ikke et spørgsmål om sandhed. Han mente, at det er et produkt af kapitalistiske værdier, som implicit lover evig tilfredsstillelse gennem forbrug.

I mennesket hersker der imidlertid utilfredshed, fordi det i virkeligheden ikke ved, hvad det vil have. Alle tror, at hvis de opnår noget (køber noget, hæver deres status osv.), vil de være lykkelige. Men i virkeligheden er det, som de ubevidst ønsker at opnå, noget andet. Det er derfor, de forbliver utilfredse.

This might interest you...
Nucleus accumbens: Læring, motivation og lykke
Udforsk Sindet
Læs den på Udforsk Sindet
Nucleus accumbens: Læring, motivation og lykke

Forståelsen af hver region af hjernen vil gøre det muligt at forstå din egen adfærd, motivation og impulser. Vil kigger på nucleus accumbens