Arzys eksperiment: Spøgelserne er i vores hoveder

13 december, 2019
Vores hjerner er stadig en kilde til mysterier. I denne artikel giver vi dig endnu et eksempel på dette.

Har du nogensinde følt, at der var nogen, selv om der ikke var? I denne artikel vil vi fortælle dig om de almindelige, indbildte sanseindtryk, som vi alle har oplevet. Arzys eksperiment fortæller en fascinerende historie om, hvor følsom vores hjerne er.

Arzys eksperiment har forsøgt at bevise noget, som kun få har turdet før. I lang tid er alt, hvad der havde at gøre med ændringer i vores opfattelse, såsom at se skygger eller føle en tilstedeværelse, blevet betragtet som noget overnaturligt. Men takket være nye teknikker til at studere hjernen, kan vi nu betragte de fleste af disse ting med videnskabelige briller.

Alle har mindst én gang følt, at nogen kiggede på dem. Selv om du nok er begyndt at tvivle på dine egne sanser, så gør det dig ikke til en skør person. Det skyldes, at hjernen er sådan en kompleks sanse-organisator, at enhver ændring kan føre til fejl i vores opfattelse.

Arzys eksperiment

Shahar Arzy er professor ved det schweiziske Federal Institute of Technology Lausanne. Med sin forskning har han bevist, at der er et fysiologisk aspekt ved hallucinationer, og de områder i hjernen, der er aktive ved multisensorisk assimilering.

Følelsen af, at der er nogen i nærheden, når der ikke er, er noget, som er blevet beskrevet af både psykiatriske patienter og mentalt stabile mennesker.

Kvinde tager sig til ansigt

Hvordan lavede han sit eksperiment?

I sit eksperiment lykkedes det for Arzy as give forsøgspersonen oplevelsen af, at der var en anden skygge i lokalet. Dette gjorde han gennem præcis, elektrisk stimulering.

Arzy udførte eksperimentet på en forsøgsperson uden tidligere kendte mentale problemer. Han stimulerede personens temporoparietale område (forkortet TPJ – efter engelsk TemporoParietal Junction). Hver gang Arzy stimulerede dette område, så begyndte personen at føle, at der var en skygge bag ham.

Variationer af Arzys eksperiment

Arzy gentog forsøget, hvor forsøgspersonen sad i en anden position. Men skyggen var altid samme sted, i forhold til personen. Dette kunne tyde på, at skyggen simpelthen er en projektion af ens egen krop.

Dette skyldes sandsynligvis en multisensorisk ændring, eller en ændring af de sanse-motoriske processer, som resultat af stimulering af TPJ. Det, der gør dette ekstra interessant, er, at man normalt har forbundet TPJ med selvopfattelse og adskillelse mellem selvet og andre.

Hvilken rolle spiller TPJ?

Det temporoparietale område er den del af hjernen, hvor de parietale og temporale lapper mødes. Den parietale hjernelap er tæt forbundet med din krops somatosensoriske og motoriske funktioner.

Den temporale hjernelap beskæftiger sig med de sproglige processer og danner forbindelser til de subkortikale områder for at bearbejde følelser. Men stedet, hvor disse to lapper mødes, TPJ, er ikke bare et sted for multisensorisk assimilation. Det har også at gøre med visse kognitive aspekter.

TPJ og ud-af-kroppen-oplevelser

Arzys eksperiment fokuserer på en intens aktivering af denne del af hjernen, fordi den bearbejder ting som:

I dette eksperiment, hvor Arzy stimulerede TPJ, opfattede forsøgspersonen ikke skyggen som en projektion af sig selv. Han oplevede det som en anden tilstedeværelse. Det fænomen skyldes den temporale hjernelaps betydning for vores sproglige fornemmelse af et selv.

Følelsen af, at en anden er tilstede

Det første spørgsmål, du nok stiller dig selv, når du har læst om Arzys eksperiment, er: Hvordan kunne vi undgå at kende denne dissociation? Burde vi? Eksperimentet peger i retning af, at disse fornemmelser føles som noget uden for forsøgspersonerne. Teorien er, at vores hjernes fornemmelse af et “selv” er ekstremt skrøbeligt.

Enhver strukturel, elektrisk eller funktionel ændring kan derfor føre til fejl i vores opfattelse. Med andre ord er vores fornemmelse af “selv”, eller vores evne til at skelne mellem vores opfattelse af egen krop og alt det andet, ikke så stabil, som vi hidtil har troet.

Mandelkernens rolle

Mandelkernen er en subkortikal struktur, som er en del af hjernens limbiske system. Denne struktur i nervesystemet er en afgørende del af bearbejdelsen af den følelsesmæssige del af dine oplevelser.

Enhver ændring forårsaget af stimulering af TPJ føles fremmed for hjernen, og derfor er din umiddelbare reaktion frygt. Du er ikke vant til følelsen af at opleve din krop som uden for dig selv. Derfor kommer der en negativ, følelsesmæssig reaktion fra mandelkernen, men det kan ofte bare forværre hallucinationerne.

Mandelkernen er forbundet med frygt

Hvilke slags oplevelser kan denne sansemæssige tåge føre med sig?

Oplevelserne kan variere rigtig meget. Fra et klinisk synspunkt ville den overordnede oplevelse være en ud-af-kroppen-oplevelse. De mest almindelige er:

  • Følelsen af at flyde.
  • At se sin egen krop udefra.
  • Følelsen af en udefrakommende tilstedeværelse.
  • Ekstremt klare tanker og drømme.

Er det ifølge Arzys eksperiment et tegn på psykisk sygdom?

Som Arzy viser med sit eksperiment, så kan disse oplevelser med dissociation ske lige så tit for personer uden tidligere kendte mentale problemer.

Men der findes eksempler på tilfælde, hvor folk oplever usædvanlige ting, på grund af ændringer i deres hjerne. For eksempel:

  • Søvnparalyse. Det er forbundet med hypnagoge og hypnopompe hallucinationer. Søvnparalyse er, når en person vågner, inden de har kontrol over kroppen. De prøver at bevæge sig, men kan ikke, da musklerne er paralyserede. Som følge heraf er hjernens opfattelse af bevægelse ændret.
  • Epilepsi og intens migræneElektriske ændringer i hjernen kan have virkninger, der ligner dem, som er beskrevet i Arzys eksperiment.
  • Neurodegenerative sygdomme. Her er hallucinationer meget udbredte. Nervevævets nedbrydning fører til problemer med den sensoriske assimilering. I de fleste tilfælde vil ældre mennesker, som oplever dette, associere den udefrakommende tilstedeværelse med en kær ven, eller et familiemedlem.

Men der er også tilfælde, hvor den sensoriske bearbejdelse kan komme på vildspor af andre grunde:

  • For meget stress.
  • Søvnmangel.
  • Mangel på sanseindtryk.

Arzys eksperiment viser, at vores hjerne er fascinerende!

Arzys eksperiment kan overraske selv de mest skeptiske læsere. Vores evne til at opfatte vores egen krop er meget mere kompleks og skrøbelig, end man skulle tro.

Men det er ikke det hele. En del af problemet er også, at vi længe bare har betragtet den slags ting som “overnaturlige”. Men nu er videnskaben ved at bevise, at sådan er det ikke altid.

Når du ser en skygge, mens du er ude at gå, eller opfatter en mannequin som et menneske, så svarer det til små hallucinationer. Det er bittesmå fejl i opfattelsen, som ikke siger noget om din mentale sundhed. Men når vi bedre forstår, hvorfor de opstår, så kan vi bedre forstå os selv.