Almindelig sund fornuft er ikke så almindeligt

14 januar, 2020
Vi bliver nødt til at forstå, at andres almindelige sunde fornuft kan føre til forskellige konklusioner, simpelthen fordi deres udgangspunkt eller syn er anderledes end vores.

Ofte er sund fornuft ikke så universel, som vi går og tror. Faktisk bruger mange det forkert. Derudover er det langt fra alle, som har evnen til at skelne Ikke alle har den forståelse af logik, som guider os i en given situation.

Descartes pointerede, at sund fornuft var den mest almindelige kvalitet i verden. At der ikke fandtes et menneske, som ikke havde evnen til at være fornuftig.

Den berømte matematiker og filosof vidste allerede, at denne dimension rakte langt ud over vores idiosynkrasier. Og at den tillader os hver især at vide, hvad der er rigtigt, hvad der er acceptabelt, samt hvad der forekommer irrationelt.

Boss kombinerede psykologi med Heideggers filosofi

Voltaire sagde, på et tidspunkt, at almindelig sund fornuft ikke er så almindelig. Hvad mente han mon med det? Han hentydede mere eller mindre til, at vi ikke altid opfatter, forstår eller er enige om , hvad der er logisk eller forventet i en given situation.

På en eller anden måde har alle deres egen forståelse af, hvad sund fornuft er, og man er ikke altid enige med andre om, hvad det er.

Sund fornuft er ikke universelt

Interessant nok ville det være lettere for alle, hvis vi var i stand til at anvende denne enkelthed i værdier og principper baseret på noget, som var universelt. Men der er tider, hvor vi ikke praktiserer god dømmekraft, selv hvis vi ved, at det ville være den mest acceptable ting at gøre i en given situation.

Vi gør dette enten ud fra forsømmelse, fordi det er for udfordrende eller fordi vores tanker er andetsteds.

Den almindelige sunde fornuft fortæller os for eksempel, at vi burde leve et sundere liv. Dog sætter vi ikke altid vores sundhed over hurtig og umiddelbar tilfredsstillelse.

På samme måde siger vores fornuft, at papir ikke burde gå til spilde, at vi burde genbruge mere, at vi ikke skulle skrive sms´er, når vi kører bil, eller at vi burde tilbringe mere tid sammen med de mennesker, vi holder af. Vi er altså klar over, hvad vi burde gøre. Men hvorfor gør vi det så ikke?

“Sund fornuft er summen af de fordomme, du har tilegnet dig, når du fylder 18.”

Albert Einstein

En mand med briller, der tænker

Hvad mener vi med sund fornuft?

Psykologien fortæller os, at alle mennesker har (eller burde have) en dømmekraft. Takket være denne evne kan man tage en sammenhængende beslutning baseret på logik og ræsonnement. Faktisk pointerede Albert Einstein engang, at fornuften ikke er andet, end de fordomme, som andre har givet os, når vi er børn.

Det er muligt, men en god dømmekraft har dog imidlertid altid det fælles bedste for øje. Med denne kompetence forsøger vi at sikre, at vi alle har den praktiske sans for at leve sammen, undgå krigeriske konflikter og bidrage til det fælles bedste.

Men hvor stammer den almindelige sunde fornuft egentlig fra? I de fleste tilfælde er det ikke bare, hvad andre har lært os eller dikteret, som Einstein siger.

Sandheden er, at den er en del af vores egne erfaringer af, hvad vi har set og oplevet. Dermed bliver det klart, at alle rejser på deres egen sti og får erfaringer, som slet ikke kan sammenlignes med andres. Ergo giver det, som synes logisk for dig, måske slet ikke mening for mig.

Tre måder til at forstå det

Op gennem historien er der blevet fokuseret på forskellige vinkler af sund fornuft. Når vi forstår dem, kan det give os et lidt bredere perspektiv:

  • Aristoteles. Sund fornuft fokuserer alene på vores sensoriske oplevelser, ifølge denne græske filosof. På denne måde har vi alle den samme oplevelse, når vi bliver udsat for stimuli (når vi ser glas splintre, følelsen af varmen fra ilden, lyden af vinden osv.) Han mente, at sund fornuft begynder ved sensitive objekter. Altså det, som er muligt at opfange gennem sanserne.
  • Rene Descartes. Vi deler alle en universel sund fornuft. Med den kan vi bedømme og skelne, hvad der er godt og ondt, hvad der er sandt og falsk, samt hvad der er rigtigt og forkert.
  • Den pragmatiske filosofi. Denne tilgang opstod i 1800-tallet og giver os et mere brugbart syn på sagen. Ifølge denne filosofi skabes den almindelige sunde fornuft ud fra vores daglige liv og oplevelser. Dette betyder, at fornuften er en del af den kontekst, du befinder dig i. Og dette, som ventet, kan variere alt efter vejret og hvad end, vi oplever.
Statue af Aristoteles, der har lært os om sund fornuft

Hvad siger psykologien om dette?

Adrian Furnham, psykolog ved University College London, skrev en meget interessant bog med titlen All in the Mind:The Essence og Psychology (1996). Furnhams præmisser er rungende og advarer os imod at tage noget som helst for givet. Det skyldes, at det, vi ofte mener er velovervejet, ofte er ren og skær nonsens.

Det, som er hans intention med sit arbejde, er behovet for at bevare et kritisk og realistisk syn på tingene, koste hvad det vil.

Hvis vi er nødsaget til at tage beslutninger, er det bedst at analysere konteksten, sagens karakteristika, samt hvad der synes mest præcist, så længe det er rimelige vurderinger. At blive revet med af det, som for de fleste anses som sund fornuft, kan føre til mere end én fejl.

Furnham husker os eksempelvis på de sandheder, som mennesket, for ikke så længe siden, antog som universelle sandheder. For eksempel myten om, at kvinder ikke var kloge nok til at stemme. Eller at institutioner var det bedste sted for mennesker med handicap.

Således er sensibiliteten ikke altid godt kalibreret, fordi den kan være forældet eller den passer ikke til vores personlige behov. Lad os også bruge den med en lille smule dømmekraft.

Vi bliver nødt til at forstå, at andres almindelige sunde fornuft kan føre til forskellige konklusioner. Det er simpelthen, fordi deres udgangspunkt eller syn er anderledes end vores.

  • Furnham, A. (1996).  All in the mind: The essence of psychology.  New York: Taylor & Francis.
  • Maroney, Terry A. (2009). “Emotional Common Sense as Constitutional Law”. Vanderbilt Law Review. 62: 851.