Vi kender dele af virkeligheden, vores hjerne opfinder resten

september 30, 2017

Måske har du aldrig tænkt over det, men din hjerne opfinder nogle dele. Den modtager virkeligheden som puslespilsbrikker – seperat for hver sans – og skal fuldføre den fascinerende opgave med at samle dem til en helhed, som vi kalder virkeligheden.

Det er et konstant og vedvarende job, hvori der ikke kun kommer stykker fra vores sanser. Følelser, tanker, meninger og minder bliver også stilsommeligt blandet.

Stykker af en novelle

For noget tid siden læste jeg en dejlig historie, der begyndte med: “jeg købte en novelle, og min hund spiste begyndelsen, slutningen og en masse sider af resten af bogen, før jeg var begyndt at læse den.”

Vi ser også den ydre verden på denne måde, som om den var en del af en historie, vores hund havde taget et par bidder af. Men vi er ikke bevidste om det, fordi vores hjerne samler og skaber det, hvor der ingen information er, for at historien kan give mening.

Vi kan ikke ændre det

Historien fortsatte: “uden at tvinge min hund til at tænke over, hvor upassende hans opførsel var, ved gentagende gange at vise ham stedet, hvor jeg fandt bogen, satte jeg mig for at undersøge skaderne og prøve at redde, hvad jeg kunne.”

Som sagt ovenover er det meget svært at undersøge den del af historien, vi mangler. For vores hjerne lapper næsten automatisk disse huller. Sandheden er, at i de fleste tilfælde klarer den det meget godt, og hullerne bliver gemt. Det er derfor, det er så svært for os at identificere deres eksistens.

Det er svært at opdele det, der er information, fra det, der ikke er mere end en hypotese. Det er højst sandsynligt en sårbar opgave. Det er normalt sværere end at dække hullerne. På den anden side skal vi ikke glemme, at vores hjerne følger Ockhams ragekniv. Præcist og normalt går den efter den mest økonomiske hypotese for det.

Et par hænder fyldt med vand

Sker der noget, hvis vi udfylder noget, der mangler?

I de fleste tilfælde nej. Vi har en ret intelligent hjerne. For eksempel, hvis vi siger, at nogen stod tidligt op om morgenen, regner vi med, at de stod op før klokken 10 eller endda tidligere.

På den anden side, hvis vi får fortalt, at John er kommet for sent på arbejde i morges og lige sådan i sidste uge og ugen før, tænker vi måske, at John ikke er punktlig, og måske ikke tager hans job så seriøst. Det at tænke, at det er sådan på grund af “det ene eller det andet,” er information, der er hæftet til fakta og bliver opbevaret på denne måde.

Vores hjerne er klog, og i mange tilfælde bruger den hypoteser, der passer os bedst. En alternativ hypotese til Johns forsinkelser kan måske være et problem, der forhindrede ham i at komme til tiden. Men for os er det et mere kompliceret scenarie.

To hænder danner en ramme om et landskab

Vores hjerne opfinder ting for at beskytte os

Hvorfor er det, at hypotesen om, at John har et problem, er mere kompliceret for os, end at John er ligeglad med sit job? Fordi det første ville tvinge os til at stille et spørgsmål. Vi kan spørge John direkte. Men vi har ikke nok tillid til ham til at dykke ned i hans liv.

Vi kan også spørge en person, der er tæt på ham. Men de vil højst sandsynligt rynke på næsen af os og regne med, at vi er nysgerrige, og derfor give os information, der misleder os endnu mere. På den anden side, hvis John har et problem og har brug for hjælp, burde vi så ikke hjælpe ham?

At sidde stille på vores arbejde vækker vores bevidsthed. Dette, når vækket, kan være uheldigt. For vi bliver nemt distraheret og ender med at tvinge os selv til at gøre noget ved Johns problem.

Med det sagt slutter vores historie med: “forråelsen af novellen virkede specielt heldigt: en af de mest interessante og attraktive karakterer blev kendt skyldig, jeg ved ikke hvorfor, i en anklage for et mord. Det var tydeligt på de foregående sider, at han ikke havde dræbt nogen, og der blev ikke hintet til sådan en grusomhed. Politiet er ved at arrestere ham, da undersøgeren tager en cigar. Og uden at vide, om han ryger eller ej, slutter novellen.”