Ved du, hvad Paris-syndromet er?
Paris-syndromet blev først identificeret af psykiateren Hiroaki Ota. Selv om det oftest rammer personer af japansk eller asiatisk oprindelse, kan det også forekomme hos rejsende fra andre dele af verden. Det er især udbredt hos dem, hvis kultur er ret forskellig fra den parisiske.
For asiaternes vedkommende oplever de et dybt chok. Dette kan endda forårsage traumer eller fysiske symptomer samt nervesammenbrud. Hvorfor sker dette? Grundlæggende på grund af “sammenstød” mellem skikke og de forventninger, de har til deres rejse.
Hjælp til turister med Paris-syndromet
Japans ambassade i Frankrig har besluttet at tilbyde en hjælpetjeneste til turister, der lider af Paris-syndromet. Det er dog ikke mange, der oplever det, især ikke når man tænker på, at mere end en million japanere hvert år besøger “Lysets by”. Ikke desto mindre er antallet stigende. Byen med Eiffeltårnet og Triumfbuen kan nemlig have en dybtgående effekt på mange mennesker.
De fleste af dem, der lider af Paris-syndromet, er kvinder over 30 år. Deres forestilling om Paris som et magisk, romantisk sted, ideelt til at finde kærligheden osv. stammer fra film og bøger samt fra den folkelige fantasi.
Faktisk kan turister fra alle lande blive overrasket over det virkelige Paris og forskellen mellem det, de havde forestillet sig, og det virkelige Paris. Japanere har dog en tendens til at udvise mere intense symptomer. Faktisk er virkningen af kulturchokket så stor, at de ofte bliver traumatiserede og endda har brug for lægehjælp. Det lyder måske ekstremt, men det er sandt.
For høje forventninger kan føre til Paris-syndromet
Disse turisters idylliske forestilling om Paris skyldes det, de har set i film som Amélie. I denne film ser vi de romantiske Champs Elysees, Louvre-museet, Notre Dame-katedralen, Seine-floden, det maleriske kvarter Montmartre og selvfølgelig det fantastiske Eiffeltårn.
Ikke desto mindre er der i virkeligheden meget mere end disse berømte seværdigheder, mode, traditionelle caféer og smukke kvinder i Paris. Der er støj, uhøflighed, trængsel, store menneskemængder, snavs, forurening osv.
Desuden er den franske karakter typisk for middelhavspersonligheden og helt anderledes end den japanske. De har en ekstremt rolig og hjertelig kultur. På den anden side har pariserne en tendens til at være udadvendte og støjende. De taler højt på gaden og har intet problem med at skændes med hinanden på en café osv.
Det modsatte er tilfældet i de japanske byer, selv i det overfyldte Tokyo. Deres folk er mere kultiverede, hjælpsomme og velovervejede. De er også mindre “følelsesladede” og mere rationelle.
Fremmed adfærd
Derfor bliver en japansk turist, der ankommer til Paris, mødt af en adfærd, der er fuldstændig fremmed for ham eller hende. Hvis de desuden har forestillet sig den franske hovedstad som noget fra et eventyr, er det endnu værre for dem.
Faktisk kan det for enhver rejsende være et stort chok at ankomme til et sted, hvor folk råber, trafikhornene larmer, og indbyggerne ikke er høflige eller hjælpsomme over for dem (dette er en generalisering, men det sker).
For de japanere, der er ramt af Paris-syndromet, overvælder virkeligheden i denne storby dem, og deres krop siger “nok”. Ambassaden, som har en døgnåben hotline, hævder, at chokket opstår i løbet af den første dag og ikke varer mere end 48 timer. Efter denne fase begynder de besøgende at nyde alle de vidundere, som Lysets by har at byde på.
Noget lignende kan ske med andre vigtige og kendte byer. Det eksempel, der ligner Paris mest, er New York. Det skyldes, at vi i filmene ser Brooklyn Bridge, Central Park og de sneklædte gader ved juletid. Men når vi ankommer, er det en anden virkelighed, der møder os.