Tusmørketilstand: Hvad er det og hvordan virker det?

Tusmørketilstanden udvikler sig normalt ud fra en pludselig udvikling uden forudgående advarsler. Derefter fortsætter den i en ubestemt periode, hvilket afhænger kraftigt af patienten.
Tusmørketilstand: Hvad er det og hvordan virker det?

Sidste ændring: 16 februar, 2019

Bevidsthed er en kompleks, kognitiv proces. Der findes mange forskellige emner, der fanger psykologieksperters interesse, såsom sygdomme, der kan påvirke menneskets bevidsthed. En af de mest undersøgte er tusmørketilstand.

Sygdomme som epilepsi eller stofmisbrug er forbundet med udviklingen af tusmørketilstand (eller twilight-tilstand). Denne tilstand er en indskrænkning af bevidsthedenDerudover følger der normalt ufrivillige eller kompulsive bevægelser. Den udsatte husker sjældent, hvad der skete, mens de var i denne tilstand.

Tusmørketilstand

Tusmørketilstand er en midlertidig forstyrrelse af bevidsthed, opmærksomhed og kognitive funktioner. Derfor karakteriseres den af stærk, mental forvirring, reduktion af følelse, rumlig og tidsmæssig desorientering, hukommelsestab, og ufrivillige og impulsive bevægelser.

Kvinde, der tager sig til hoved, oplever tusmørketilstand

Tusmørketilstand kan variere i grad såvel som i karakteristika. Dermed kan vi møde en komplet forandring af bevidstheden eller visse opmærksomheds- eller hjernefunktioner. Det store antal processer, der sker i bevidstheden, forårsager denne vekslen. Derfor viser personen forskellige symptomer ud fra den beskadigede funktion.

Denne sygdom kommer ikke alene. Den er ofte del af symptomerne på en bredere patologi.  Anfaldssygdomme og stofmisbrug er de mest relevante. Det er også vigtigt at nævne, at tusmørketilstanden og dens symptomer også kan signalere begyndelsen på forskellige typer hjerneskader.

Tusmørketilstanden udvikler sig normalt ud fra en pludselig udvikling uden forudgående advarsler. Derefter fortsætter den i en ubestemt periode, hvilket afhænger kraftigt af patienten. Det kan vare fra et par timer og op til få dage i de værste tilfælde. Til sidst får tilstanden en brat afslutning, og patienten vender tilbage til normal tilstand.

Derfor er de primære karakteristika ved tusmørketilstand pludselig start og afslutning. En god sammenligning kan være som at trykke på en kontakt, der tænder og slukker lyset.

Symptomer på tusmørketilstand

Disse er de mest almindelige symptomer på tilstanden:

  • Betydelig indskrænkning af bevidsthed. Patientens hjernebølger er næsten ikke vågne.
  • Alvorlig opmærksomhedsforandring. Personen er næsten ikke i stand til at reagere på stimuli under episoden.
  • Ufrivillige og impulsive bevægelser. Håndbevægelser og sammentrækninger af ansigtsmuskulaturen sammen med andre adfærdsmønstre, såsom impulsen til at gå. Interessant nok er disse bevægelser ikke motiveret af et bestemt formål. De sker bare på en gentagende og meningsløs måde.
  • Midlertidigt hukommelsestabPatienterne kan ikke huske episoden. Hvis de alligevel husker noget, er det kun i glimt.
  • Mulige hallucinationer eller vrangforestillinger. Nogle patienter oplever auditive og visuelle hallucinationer, samt usammenhængende tanker.
  • Total desorientering. Personen er totalt desorienteret. De ved ikke, hvor de er, eller hvad klokken er.
  • Anderledes attitude. De kan se svedige, ophidsede og aggressive ud.
Person, der tager sig til hoved, omgivet af lys og stjerner

Tusmørketilstanden præsenterer sig selv i diverse psykologiske og psykiatriske sygdomme, som de fleste ikke kender til. Forskning af denne bevidsthedsændring kan give meget værdifuld information.

Viden om årsager, symptomer og konsekvenser ved tusmørketilstand kunne bringe os tættere på en behandling eller kur. Derved kunne patienter få bedre livskvalitet.


Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.


  • Negrete, J. (2012). Estado crepuscular. Grupo Planeta Spain.
  • Seguin, C. A. (1946). El empleo diagnóstico y terapéutico del estado crepuscular inducido. Rev. de Neuropsiquiatría. Lima, Perú9, 161-169.
  • Willi, J. (1968). Delirio, estado crepuscular y confusión en los enfermos somáticos. W. and B. Bleuler (Eds.), Sındromes psıquicos agudos en las enfermedades somáticas, 33-48.

Denne tekst er kun til informationsformål og erstatter ikke konsultation med en professionel. Hvis du er i tvivl, så konsulter din specialist.