Trivialisering af psykiske lidelser
Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM) er den 5. manual fra American Psychiatric Association (APA). En gruppe forskere har udarbejdet den for at kategorisere beskrivelser og symptomer. Dermed skabte de en omfattende opslagsbog for alle psykiske lidelser.
Det giver et standardiseret fagsprog, så alle fagfolk inden for mental sundhed kan få adgang til de samme oplysninger.
Det er også vigtigt for forskere inden for både almen og mental sundhed. Det tilskynder til at skabe klare kriterier for klassifikation og sikrer konsistens i diagnosticeringen.
Desuden anbefaler Verdenssundhedsorganisationen (WHO) systemet ICD-10 (International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems), som anvendes i hele verden.
Disse organisationer (uanset om de diagnosticerer patienter eller arbejder med symptomatiske patienter, uanset kontekst) stammer fra det 19. og 20. århundrede.
Klassifikationens betydning for diagnosen af psykiske lidelser
Franske, engelske og italienske læger skabte symptomklassifikationer og skabte samtidig bl.a. sundhedsplejeprogrammer, hospitaler og sundhedspsykologiske teorier. De gjorde dette for at reagere på problemet med mental fremmedgørelse. På dette tidspunkt blev også den person født, der er mest synonym med den tyske psykiatri: Emil Kraepelin.
Kraepelin (1855-1926) dedikerede sig til at forske i de fysiologiske elementer af psykiske lidelser. Disse omfattede bl.a. feber og kranietraumer. For Kraepelin var psykisk sygdom blot en samling af symptomer. Med andre ord var han dybt interesseret i menneskeheden, men ikke i mennesket.
Kraepelins tendens som psykiater betragtes i dag som en defekt. Det var dette træk, der var med til at skabe hans nosologi. Han samlede mange kliniske tilfælde, som ikke blot ignorerede de faktiske omstændigheder ved sygdommen, men også historien før sygdomsudbruddet og reaktionen efter indlæggelsen.
Denne klassifikation satte således gang i udviklingen af manualer, der hjælper med at gruppere forskellige psykiske lidelser efter symptomer.
Risikoen ved selvdiagnosticering af psykiske lidelser
Mange af de sygdomme, der er beskrevet i disse bøger, er blevet overført til samfundet på en forkert måde. Med andre ord er kendetegnene eller de tydelige tegn på sygdomme af et bestemt omfang blevet skævvredet, hvilket har ført til fortolkningsfejl.
Her er et eksempel på den risiko, som disse fortolkningsfejl kan medføre. Når man sætter en etiket på en person som havende en bestemt lidelse, er det, som om man placerer en plakat foran vedkommende, hvor der står “Jeg er…” efterfulgt af lidelsen.
Det er i dagens internetcentrerede verden muligt for en person med den beskrevne etiket at søge på nettet og identificere sine symptomer. Dette forstærkes i deres nærmeste omgangskreds, hvor de også identificerer sig med etiketten.
Alt dette fører til en selvopfyldende profeti, der gør den sygdom, de har tildelt sig selv, til en realitet. Derudover har det at tildele en etiket en beroligende effekt. Det er som at finde årsagen til en tilstand og sige “Nu ved jeg, hvad der er galt med mig!”
Selvdiagnosticering bidrager til forvrængning af både mening og symptomer. Desuden fastholder den trivialiseringen af disse lidelser.
Fem psykiske lidelser, der ofte trivialiseres
Den brede offentlighed trivialiserer fem psykiske lidelser og fordrejer deres sande betydning. Desuden tildeler de i mange tilfælde disse etiketter selv med kun ét symptom på en lidelse.
Disse fem lidelser er depression, stress, panikforstyrrelse, obsessive-compulsive disorder (OCD) og bipolar lidelse.
Depression ≠ tristhed eller angst
Depressive lidelser er alvorlige sygdomme, hvor følelser af angst og ængstelse overtager en person. Forskellige følelser af usikkerhed kan vise sig. En person kan også føle sig hjælpeløs, eller som om vedkommende mangler et formål. Desuden kan de mangle energi og motivation. Derudover kan de føle sig frustrerede, have lavt selvværd, mærke en nedgang i forskellige fysiske funktioner og føle sig som en fiasko.
Ofte er depressive patienter så apatiske, at de ikke kan klare deres dage. Det er svært for dem at stå op, tage et bad, spise og have sex, og de kan sige, at de ikke længere har lyst til at leve.
Det er vigtigt at huske, at angst og tristhed er naturlige følelser, der kan genopstå hos en person. De kan blive vækket igen ved et dødsfald, problemer, migration, flytning eller noget andet, der kræver refleksion for at vokse.
Det, der sker, er, at når nogen er angste eller triste, presser nogle mennesker dem til at sige, at de er “deprimerede”. Og det er ikke altid tilfældet.
Stress ≠ træthed eller irritabilitet
Stress er en af de alvorligste lidelser i vores tid. Det er en vigtig årsag, der kan starte og opretholde både fysiske og psykiske lidelser. Fra forkølelse til kræft, spektret er enormt.
Stress er et generelt tilpasningssyndrom. Kroppen forsøger at opretholde ligevægt i en kontekst fuld af forstyrrende stimuli.
Problemet opstår, når en eller flere af disse stimuli foruroliger en person og destabiliserer vedkommende. Kroppen overarbejder for at blive ved med at modstå denne trussel mod dens stabilitet.
At modstå et nervesammenbrud i livet har symptomatiske virkninger, der søger at bremse talrige stressrelaterede adfærdsmønstre. Disse kan bl.a. omfatte irritabilitet, intolerance, angst, ængstelse, aggression, kvalme, hjertebanken, tandskæren, tvangsspisning og negative tanker.
På grund af antallet af involverede symptomer (fysiske, kognitive og følelsesmæssige) er stress blevet en blandet pose fuld af symptomer eller isolerede adfærdsmønstre, uden relevant analyse af stress eller lignende faktorer, der er til stede i en persons liv. Det er let at sætte etiketten “stress” på det ukendte.
Panikforstyrrelse ≠ frygt, åndenød og hjertebanken
I de sidste 10 år har der været en stor stigning i angstlidelser, panikanfald og agorafobi. Som om disse symptomer ud fra et psykosocialt perspektiv forsøger at bremse den hurtige livsstil, som samfundet påtvinger os.
For 30 år siden ville en person rasle en liste af symptomer som åndenød, kvalme, opkastning, takykardi, svedtendens og svedeture op med en intens frygt for at dø. Der fandtes ingen kategori for denne lidelse, hvilket kastede patienten ud i et limbo. Nu sker det modsatte.
I dag kan en person måske kun have ét symptom og betegne det som et “panikanfald”. De bruger således udtrykket og erklærer “jeg havde et panikanfald”, når de i virkeligheden ikke havde et.
Det er kun muligt at diagnosticere et panikanfald med mindst fire af de tretten symptomer, der er beskrevet i den psykopatologiske model.
Obsessive-compulsive disorder (OCD) ≠ opmærksomhed på detaljer eller rutiner
OCD er en psykisk lidelse, der er kendetegnet ved angst og tvangsadfærd. Personen kan ikke stoppe sig selv fra at udføre visse gentagne adfærdsmønstre.
For at modvirke dette kan de udvikle tvangstanker gennemsyret af magiske tanker. De kan også bruge disse handlinger til at forhindre situationer i at opstå, som ville ske, hvis de ikke udførte deres ritualer. Desuden kan de anvende ekstremt detaljerede hygiejnerutiner af frygt for sygdom og infektion.
De har påtrængende tanker, som de ikke kan kontrollere. For at forsøge at stoppe disse tanker udfører de deres hygiejne- og adfærdsrutiner. Til sidst er det alle disse tanker og adfærdsformer, der tilsammen driver dem til fortvivlelse, hvilket gør deres angst endnu værre. Dette forårsager stor lidelse og angst.
Nogle mennesker tror imidlertid, at en person “har OCD” eller er “tvangspræget”, hvis vedkommende er ekstremt ren eller ordentlig. Dette sker, fordi folk forveksler overtro eller ritualer, som de fleste mennesker udviser, med tvangstanker, der er tegn på en lidelse.
Bipolar lidelse ≠ humørsvingninger
Bipolar lidelse er en alvorlig sygdom, hvor mennesker, der har den, oplever usædvanlige humørsvingninger. De går fra at være meget glade, livlige og aktive til at føle sig meget triste, uden retning og tydeligt deprimerede. Det er en cyklisk sygdom, hvor personen skifter mellem disse tilstande.
Der kan være perioder med normalt humør mellem cyklusserne. Men i de alvorligste tilfælde hopper de fra cyklus til cyklus. Udtrykket for perioder med eufori er “manisk” og for perioder med tristhed er “depressiv”.
- I førstnævnte tilfælde er der en række forskellige typer adfærd og træk. Eksempler omfatter nervøsitet, hurtige tanker, konstant spænding, irritabilitet, søvnløshed og impulsivt forbrug.
- Mens der ved depression er tristhed, angst, dårligt humør, apati, tab af interesse, og lyst til at sove og blive i sengen. Desuden kan de opleve søvnløshed, sløvhed, træthed, manglende koncentration og selvmordstanker.
Derfor er det vigtigt at være forsigtig, når man tilfældigt diagnosticerer nogen som “bipolar” uden videnskabelig støtte.
Mennesker er ikke lineære. Vi lever i et foranderligt miljø, som vi hele tiden må tilpasse os til. Dette medfører humørsvingninger, nogle gange progressive, andre gange pludselige. En person er således ikke “bipolar”, blot fordi han/hun har haft en pludselig humørsvingning.
Konklusion om trivalisering af psykiske lidelser
Kun sundhedspersonale bør stille en diagnose. Hvis du ikke har nogen videnskabelig erfaring, skal du holde dig ude af det. Du behøver ikke at sætte etiketter på adfærd og kategorisere dem som psykiske lidelser.
Etiketter hjælper ikke, da de rammer personen hårdt og ender med at skabe personlighedstræk som en selvopfyldende profeti. Det underminerer alvorlige sygdomme at sætte etiketter på nogen, når deres træk ikke giver det fulde billede.
Det er ikke op til dig at sætte etiketter på en andens adfærd, medmindre du er ekspert på området.