De ting, du ikke tager dig af, vil gentage sig selv

02 juli, 2017

Der findes ingen magisk formel til at holde det, vi ikke kan lide, ude af vores liv. Vi kan ikke undgå de ubehagelige ting. Vi kommer til at opleve gode såvel som dårlige oplevelser på et tidspunkt i løbet af livet. 

Det er umuligt og upraktisk for os at ønske, at alle ting skal være gode hele tiden. Hverdagens oplevelser kan ikke altid være af den gode slags. De oplevelser, som har gjort os kede af det, har også lært os en vigtig lektie. Vi er i stand til at rejse os, om og om igen. Vi er udstyret med de nødvendige værktøjer til at modstå al vores modgang.

“Der findes ingen lykke, som man kan opnå ved at flygte og slet ikke ved at løbe mod fortiden. Og det er jeg sikker på.”

-Jorge Bucay-

Netop af denne sidstnævnte grund skal vi altid se det i øjnene, som generer os. Prøve at finde en måde at ordne det på. Lad os ikke glemme, at vi har nok styrke indeni til at modstå dårlige ting. Derfor har vi både nok styrke til at konfrontere, reparere og lukke sagen. Husk, at de løse ender, som du ikke får bundet, vil gå op, og at det vil få konsekvenser.

Det er normalt, at du ønsker at undgå de ting, som sårer dig

Fristelsen til at flygte fra de mennesker, som vi synes er irriterende eller generende, er næsten altid stor. Vi, som mennesker, har visse instinkter. Disse instinkter dikterer, at vi har to måder at reagere på overfor en trussel. Kæmpe eller flygte. Men de fleste trusler, vi oplever, er ikke længere løver eller slanger. Derfor kræver de en mere kompleks reaktion. 

Det er helt forståeligt, at hvis vi er ødelagte indeni, så føler vi, at den bedste løsning er at flygte. Imens håber vi, at tiden vil klare ærterne og få tingene tilbage til normalen. I sådanne tilfælde ønsker vi bare, at vi igen kan få det følelsesmæssigt godt. Vi har ikke lyst til at risikere, at vi går mere i stykker.

“Når ting går i stykker, så er det ikke det faktum, at de er i stykker, der betyder, at de ikke kan repareres. Det er det faktum, at der mangler nogle små stykker. Hele genstanden er nu deform. Alt har ændret sig.”

-Anonym-

At bryde unødvendigt sammen betyder, at der er en ændring inden i, som vi først ikke forstår. Det er en ændring, som virkelig ryster os. Denne ændring kan genere os, hvis vi ikke giver den opmærksomheden og tiden, som den fortjener. Igen skal vi genopbygge og reparere os selv. Dette fører til en proces, som vi er nødsaget til at følge op på. Ellers vil smerten gentage sig, når man ser tilbage. Man kan ikke undgå den.

Det, som man flygter fra, bliver altid hos én

Vi er tvunget til at fortsætte processen. Hvis vi flygter fra den, vil vi indse, at den har fulgt efter os. Ligegyldigt hvor langt væk vi er. Vi har prøvet at undgå den ved at tænke på noget andet. Men vi har ikke fjernet den. Den er der stadig.

At løbe væk vil sikkert give os den bedste synsvinkel til at kigge på det, som skete, på en ny måde. Og det er en god ting. Det, som ender med at ske, er, at vi altid ender det samme sted. Vi siger farvel til smerten og finder viljen til at lytte til os selv. Vi beslutter os for at være modige i en situation, som ikke tillader, at vi bevæger os fremad.

De lektier, man ikke lærer, gentager sig selv

Når øjeblikket kommer, og vi har fikset det, som generede os, så har vi lært meget mere, end vi kan se med det blotte øje. Under alle omstændigheder vil vi være styrket af de omstændigheder, som har fået os til at se livet i al dets pragt. 

Vi bør ikke lade de ting, som begrænser os, blive i vores liv. Hvis vi gør det, så er vores hænder og fødder bundet. Selv hvis vi tror, at vi bevæger os fremad, så gør vi det ikke. Fejhed betyder i dette tilfælde ikke, at man er bange for problemet. I stedet betyder det, at man ikke gør noget for at forhindre det i at besejre én. Mod betyder, at man ser sine monstre i øjnene.

“Hvad kan vi forvente fra et liv levet med hænderne bundet bag vores ryg, som en skjult kujon, med et bredt smil fra øre til øre ved hvert snublende skridt, med alt ens håb stadfæstet i held?”

-Pablo Benavente-

Alt, vi lader skæbnen bestemme, vil gentage sig selv. Alt, som vi lader tage sin egen form. Alt, vi afventer for at få det godt igen. Det vil fortsætte med at kalde på os, når vi er svagest. Det forsvinder ikke, før vi siger farvel for evigt. Og dette kræver tårer, hvis det er nødvendigt, opbakket af et: “Jeg kan godt”.