Tilpasningsforstyrrelse: En kontroversiel tilstand

Nogle eksperter diskuterer, om tilpasningsforstyrrelse er en bestemt klinisk tilstand eller blot en "blandet pose" af symptomer.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Gorka Jiménez Pajares.

Sidste ændring: 16 marts, 2023

Tilpasningsforstyrrelse eller stressrespons syndrom (SRS) er en slags “ingenmandsland”. Det er en klinisk tilstand, som kræver stor dygtighed for at blive diagnosticeret, da der er en ekstremt fin grænse mellem det normale og det patologiske. Så fin, at personer, der står eller har stået over for meget stressende og langvarige situationer, meget vel kan få denne diagnose.

Men hvad er tilpasningsforstyrrelse egentlig? Vi forklarer det.

Tilpasningsforstyrrelse/stressrespons syndrom

Denne tilstand består af udvikling af affektive symptomer som følge af oplevet pres. Kilden til stress skal kunne identificeres. F.eks. et følelsesmæssigt brud, kræft eller en afskedigelse. For at diagnosen kan stilles, skal disse symptomer desuden opstå i de tre måneder efter de nævnte stressorer (APA, 2015) og vare i højst seks måneder.

Som enhver klinisk enhed skal det ubehag, som denne lidelse frembringer, være intenst nok til at påvirke forskellige vigtige områder af livet. For eksempel interpersonelt, familie eller arbejde. Desuden føler den lidende et intenst ubehag (WHO, 2021).

Personer med tilpasningsforstyrrelser oplever følelser af ekstrem bekymring. De kan sige ting som “Nu hvor min partner har forladt mig, hvad skal jeg så gøre?” eller “Jeg har mistet mit job, jeg er en fiasko”.

Desuden har de svært ved at “tilpasse sig” til kilden til stress, og derfor lider de. De symptomer, de udvikler, er dog langt fra så alvorlige som ved andre tilstande som depression eller generaliseret angstlidelse.

Kontroversen om tilpasningsforstyrrelse

Er det nyttigt at betegne stress, der bliver overvældende i en bestemt situation, som en psykisk lidelse? Husk, at denne reaktion af ubehag højst varer et halvt år. I den forbindelse påpeger Belloch (2020), at den skillelinje, der adskiller “det normale” fra “det patologiske”, er overordentlig fin.

Den amerikanske psykiatriske forening hævder, at der kun kan stilles en diagnose tilpasningsforstyrrelse, hvis der er tale om lidelse efter en stressende begivenhed. Men de fleste fyringer eller brud får vel folk til at lide? Derfor ville de (og mange andre stressende situationer) potentielt kunne udløse denne lidelse hos mennesker.

Er forstyrrelsen klinisk signifikant?

I tilfælde af social angstlidelse ved vi, hvordan vi skal håndtere den, hvad dens årsager kan være, og hvad den optimale behandling ville være. Dette sker imidlertid ikke i forbindelse med tilpasningsforstyrrelse. Er en diagnose derfor virkelig nyttig?

Det, der er virkelig tvetydigt ved tilpasningsforstyrrelse, er, at diagnosen stilles på baggrund af stressoren (Belloch, 2020). Stressoren mangler potens til at forårsage en anden “mere alvorlig” psykisk lidelse (dvs. den er langt fra livstruende, som det er tilfældet med posttraumatisk stresslidelse). Det er i realiteten en “mindre” stressor. Når det er sagt, fører det stadig til udvikling af en lidelse.

Hvis symptomerne desuden skal “optræde og forsvinde” (Belloch, 2020) inden for en bestemt periode (henholdsvis tre og seks måneder), kan man sige, at det er en normal reaktion på virkningen af en smertefuld begivenhed, der forsvinder inden for en relativt kort periode.

Af denne grund kunne tilpasningsforstyrrelse meget vel savne status som en lidelse og blot være den normale udvikling af håndteringen af en forstyrrende begivenhed, der forårsager smerte og lidelse.

Det definerende element i tilpasningsforstyrrelse

I tilpasningsforstyrrelse kan der udvikles affektive symptomer, som f.eks. dem, der karakteriserer depression. Det er symptomer på angst eller endda adfærdsforstyrrelser.

Med andre ord, de karakteristiske symptomer på depressive lidelser, angstlidelser og adfærdsforstyrrelser. Men i stedet for at diagnosticere disse symptomer under disse diagnostiske betegnelser findes tilpasningsforstyrrelse. Det er et sammensurium, en slags “blandet pose med flere symptomer”.

Der findes videnskabelig dokumentation for fraværet af forskelle mellem tilpasningsforstyrrelse og svære depressive lidelser. Det ser ud til, at symptomernes sværhedsgrad og den funktionelle forringelse er ens i begge tilfælde (Belloch, 2020).

Den funktionelle genopretning er hurtigere ved tilpasningsforstyrrelse end ved svære depressive lidelser. Manglen på elementer, der definerer tilpasningsforstyrrelse som en “ren” klinisk tilstand, der er veldefineret og afgrænset, danner grundlaget for kontroverserne omkring anvendeligheden af denne diagnostiske betegnelse.

Funktionel genopretning af tilpasningsforstyrrelser er hurtigere end ved svær depressiv lidelse.

Er der tilstrækkelig videnskabelig dokumentation?

Der findes mange undertyper af tilpasningsforstyrrelse. Ifølge APA (2015) forekommer det med:

• Følelser af depression.
• Symptomer på angst.
• Symptomer på angst og depression sammen.
• Adfærdsforstyrrelser.
• Adfærdsforstyrrelser og ængstelig-depressive symptomer.
• Ikke-specificeret.

Det betyder, at tilpasningsforstyrrelse er den kliniske enhed med flest undertyper (Belloch, 2020). Men de mangler den relevans eller specificitet, der er nødvendig for deres anvendelse. Derfor foretrækker Verdenssundhedsorganisationen at fjerne undertyperne.

Som du kan se, er emnet kontroversielt. Diagnosen tilpasningsforstyrrelse kan være nyttig i nogle tilfælde, fordi den kan give fingerpeg om, hvordan patienten kan udvikle sig til andre mere definerede og alvorlige kliniske lidelser som f.eks. depression.

På den anden side er det en “blandet pose” af dårligt definerede symptomer, som kan føre til fejlagtige diagnoser. Faktisk kunne det endda “patologisere” normale reaktioner, om end maladaptive, på en dybt smertefuld situation som f.eks. en fyring eller et brud.