Thomas Quick - den svenske Hannibal Lecter

Begyndelsen på historien om Thomas Quick

Historien om Thomas Quick har tre dele. I den første bliver en mand ved navn Sture Ragnar Bergwall født i Sverige i en dybt religiøs og fundamentalistisk familie i 1950.

Bergwall blev familiens sorte får. For det første var han homoseksuel, hvilket var fuldstændig uacceptabelt for hans forældre. De mente, at hans seksualitet var i direkte opposition til deres meget religiøse værdier.

Hans forældre mente ikke alene, at det var en synd. De mente, at det var en forbrydelse. Derfor lærte Bergwall at undertrykke sine seksuelle tilbøjeligheder.

Provokerende adfærd

I 1991, da Sture Ragnar Bergwall var 41 år gammel, gik han ind i en bank, forklædt som julemand, og forsøgte at røve den. Alt, han havde, var en kniv, men han var desperat efter penge til at købe stoffer for. Det lykkedes ham ikke, Politiet fangede ham og smed ham i fængsel.

I løbet af sagen implicerede Bergwall sin bedste ven på det tidspunkt i forbrydelsen, som også var i fængsel. På grund af det vendte næsten alle, som kendte ham, ryggen, og Bergwall blev stort set efterladt alene i verden. Han bad også om at blive overført til et psykiatrisk fængsel. Fængselsadministrationen imødekom hans anmodning.

Hvorfor gjorde han det? Jo, det ser ud til, at han troede, det ville være lettere at få psykiatrisk medicin i stil med dem, han normalt tog. På hospitalet mødte han en gruppe medarbejdere inden for mental sundhed ledet af Margi Norell, en berømt psykoterapeut, der studerede det kriminelle sind.

Thomas Quick, en ny karakter

Da Bergwall blev indlagt på det psykiatriske hospital, begyndte han at skrive anden halvdel af sin historie. Pludselig begyndte han at tale om alle de forbrydelser, han have begået. Han sagde, at han ikke huskede dem, før han kom på hospitalet og begyndte i psykoterapi.

Bergwall påstod, at han havde begået det første mord i en alder af 14 år, og at offeret var en ung mand ved navn Thomas Blomgren. Han fortalte, at han derefter var begyndt at kalde sig selv for Thomas som en hyldest til den person, han havde voldtaget og myrdet.

Senere begyndte han at bruge efternavnet “Quick”, som har hans mors pigenavn. Således opstod Thomas Quick.

Han tilstod 38 mord. Mange af dem omfattede voldtægter, lemlæstelser og kannibalisme. Psykiaterne var rædselsslagne og fascinerede af hans historie. Han var den perfekte prototype på en seriemorder og en mulighed for at fremme deres forskning.

Den svenske Hannibal Lecter

Da pressen fik nys om historien, åd de den råt. Aviser skrev talrige sider om Quick og hans forbrydelser. Ingen kunne tro, hvordan en så ond mand kunne gå ubemærket hen i så mange år. Folk var skrækslagne og begyndte at kalde ham den svenske Hannibal Lecter efter hovedpersonen i Ondskabens Øjne.

Thomas Quick fortalte gerne om alle detaljerne ved sine forbrydelser. Politiet blev involveret, og Quick samarbejdede med information om, hvor han havde begravet sine ofre. Men da politiet kom til de omtalte steder, fandt de dog intet. De begyndte at mistænke, at Bergwall ville drille dem.

I løbet af den retssag, som fulgte, talte Thomas Quick om en pige, han havde myrdet i 1988. Han fortalte, at han havde knust hendes kranium med en sten og fortalte politiet, hvor mordet havde fundet sted. Da politiet undersøgte stedet, fandt de en knogle. Endelig havde de beviser. Juryen fandt Quick skyldig i denne og 7 andre forbrydelser.

En uventet slutning

Den sidste del af historien er den mest interessante og overraskende, Det startede alt sammen med journalisterne, Hannes Rastam og Jenny Kuttim, som begyndte at kigge på sagen. Der var masser af løse ender.

Mange af historiens elementer passede ikke ind i Quicks narrativ. Ikke kun det, men forældrene til et af ofrene nægtede, at Quick var skyldig i at have dræbt deres søn, eftersom de havde identificeret en anden mistænkt noget tid forinden.

Det samme skete med nogle af de andre formodede mord. Der var store huller, og Quicks historie gav i sidste ende ingen mening. Journalisterne blev ved med at grave og kom til en chokerende konklusion: Det var absolut ingen beviser mod Quick. Den berømte knogle, som politiet fandt, var blot et stykke træ og plastik.

Journalisterne besøgte Thomas Quick flere gange for at forsøge at få ham til at fortælle dem sandheden. Til sidst indrømmede han, at han havde opdigtet hele historien. 

Han narrede politiet og psykiaterne for at få opmærksomhed, privilegier og receptpligtig medicin. Denne sag er en af de største fejl, som den svenske stat nogensinde har lavet. Til sidst blev Quick frikendt for alle anklager.

Dette er en af de sager, hvor sandheden er så utrolig, at den bare skriger efter at blive lavet til en film. En seriemorders bekendelser kom i 2015, med blandede anmeldelser. Om du kan lide filmen eller ej, er det svært at tro, at en person ville ønske at tage æren for så skrækkelige forbrydelser.